jump to navigation

Vinduer 19.09.2013

Posted by TabiWH in arbejde, generelt, mennesker, tanker, yay.
Tags: , , , , , , , ,
trackback

Siden sidste update har jeg haft travlt igen, selvom jeg egentlig troede, at jeg skulle have nogle uger fri til at slappe af og lavet lidt småprojekter. Først var det Martins fødselsdag, hvor det desværre ikke blev til en stor kage. Vi var stadig mætte efter den sidste kage, så vi lavede en lille sandkage med hindbær i stedet. Martin skulle arbejde på sin fødselsdag, så dagen efter tog vi på tur til Loch Lomond, hvor de har et stort akvarium med en glastunnel under deres tropiske akvarium med havskildpadder, hammerhajer og andre interessante undervandsdyr.

sea life loch lomond

Weekenden efter var det tid til vores årlige tur til Fringe Festival i Edinburgh. Det blev til en éndagstur med fire shows (to gode, ét utroligt dårligt og ét helt fantastisk) og pizza til frokost. Derefter havde jeg et større projekt jeg skulle igang med. Jeg blev nemlig spurgt om jeg ikke havde lyst til at dekorere nogle vinduer i en tom butik i Ayr. Hvert år har de en åbent hus weekend i området, og sidste år var jeg del af projektet Tiny Town, der gik ud på at bygge gågaden ud af paphuse. I år ville kommunen gerne have nogle gamle tegninger af kunstneren Robert Bryden kopieret op på vinduerne i en tom butik i gågaden. Først blev vinduerne malet med fortyndet maling og derefter fik jeg en bunke kopier af de gamle tegninger, og så var det ellers igang med at “tegne” på vinduerne ved at skrabe malingen af, der hvor jeg ikke ville have den, så det blev til kopier af de gamle tegninger. Det var udfordrende, men interessant og et rigtig godt projekt at arbejde på. Fik endda besøg af både journalist og fotograf fra den lokale avis, da slagterbutikken på den anden side af vejen ringede til dem og sagde at der var noget interessant igang overfor deres butik. Lidt flere billeder (og en mere detaljeret beskrivelse på engelsk) kan findes her.

vindue1

vindue 2

vindue 3

P1020291

Det tog mig godt halvanden uge (med nogle fridage ind i mellem) at færdiggøre alle vinduerne i butikken, så den var klar til at folk kunne gå forbi til åbent hus weekenden og kigge på tegningerne. Om søndagen blev jeg hyret af kommunen til at stå i en af amtsrådets bygninger, mest for at holde øje med projektoren de havde sat op til at vise gamle billeder, men også for at sige velkommen til gæster. Snakkede med en masse spændende mennesker, blandt andet en skotsk mand som har boet i Toronto de sidste 50 år, men var på ferie hos sine fætre og kusiner i Ayr. Han genkendte mig fra lokalavisen, selvom det tog ham lidt tid at finde ud af hvor det dog var, han havde set mig. I min frokostpause var jeg inde på et lille galleri overfor amtsbygningen, hvor lokale kunstnere udstiller. Der var nogle rigtig flotte billeder imellem. Her i forgårs mødte jeg så en af kunstnerne til en Artist Network event, som er et initiativ East Ayshire kommune og South Ayrshire kommune har sammen, hvor kreative mennesker kan mødes og netværke. Tre-fire gange om året har de events, hvor der kommer en taler og snakker om noget kreativt. Denne gang blev det holdt på en lokal skole, og jeg fik snakket rigtig meget med et par lokale kunstnere (yay!).

Udover det har jeg fundet arbejde! Jeg er ansat fra 1. oktober hos Howard Centre i Kilmarnock, som er del af Church of Scotland (den skotske kirke) og arrangerer en masse kreative workshops og andre kreative ting. Jeg var derovre i dag og snakke med mine snart-kolleger. Er rigtig spændt og glæder mig til at starte! Indtil da håber jeg på endelig at få gang i nogle af mine egne kreative projekter, men vi må se hvad det bliver til. Det er i hvert fald ikke vejr til at være udenfor, eftersom vi nu har totalt skotsk efterår med regn, blæst og grå himmel hele tiden. Forhåbentlig bliver det ikke ved med at regne hele resten af året.

Kommentarer»

No comments yet — be the first.

Skriv en kommentar