jump to navigation

Snart tilbage til hverdagen 23.09.2011

Posted by TabiWH in arbejde, generelt, mennesker, uni.
Tags: , , , ,
add a comment

Tænk at det er i næste uge jeg starter på universitetet igen. Jeg har godt nok været der utroligt mange dage de sidste par måneder, da jeg har hjulpet diverse mennesker der havde brug for en guide, men vores timer starter først på tirsdag. Vi har haft rigtig travlt som guider i denne uge, da alle nye studerende er kommet ind for at blive registreret og alle de studerende fra sidste år er kommet ind for at se den nye bygning (den er stor!) og få deres ID-kort. Jeg blev i år opgraderet til teamleder for foto-teamet, men fik dog ikke taget så mange billeder da jeg mest stod for at få køen til at blive ordentlig og var frem og tilbage imellem en masse kontorer og folk, hvis der var problemer med systemet eller nogen ikke kunne blive registreret ordentligt.

Jeg fik også mødt en fransk udvekslingsstuderende som manglede en masse forskellige ting, så efter at have fulgt hende rundt alle mulige steder og hjulpet hende med at få et værelse på kollegiet (som for resten også er splinternyt og ser helt fantastisk ud sammenlignet med den gamle ruin jeg boede i på første år), så har jeg vist fundet mig en ny ven. Det er jo altid dejligt.

 

Her i eftermiddags kom jeg hjem efter en utrolig lang uge (nærmest 8-16 hver dag undtagen i dag) og havde et ubesvaret opkald fra Next. Så jeg ringede tilbage og nu har jeg sagt ja til en 16-20 vagt i aften, så jeg har lige puttet noget frysemad i ovnen så jeg kan få spist, før jeg skal ud af døren om en halv time. En smule stressende, men i det mindste ikke en sen aftenvagt som jeg normalt har. Der er udsalg i morgen, så de har brug for ekstra folk selvom os i lagerrummet egentlig aldrig arbejder fredage. Så må mit rodede køkken ellers vente til i morgen med at blive gjort rent – det ville jeg ellers have gjort her sidst på eftermiddagen.

Jeg har egentlig også lavet andre ting i de sidste par uger, men det må blive næste gang for maden er da vist næsten færdig og jeg har en smule travlt. Her er lige et billede fra en pludselig sommer-agtig dag vi havde i sidste uge, mest fordi min mor vil kunne genkende den hæklede vest.

Reklamer

Valgdag 06.05.2010

Posted by TabiWH in arbejde, generelt, mennesker, uni.
Tags: , , , , , , , ,
add a comment

Sent i nat bliver det sikkert offentliggjort hvem der har vundet valget osv, men lige nu er det ikke noget jeg går videre op i. Martin skriver højst sandsynligt en blogpost om det i løbet af det næste par dage, hvis nogen vil have en lokal update. Ellers kan man også følge med på BBC. Jeg tænker at jeg bare venter til nogen (Martin, sandsynligvis) fortæller mig hvem der vandt.

Nok om det, vi havde i dag fremlæggelser (eller præsentationer som det vist hedder efter gymnasiet) og fik afleveret endnu en skriftlig opgave, så nu er der kun Animation og Photography tilbage. Jeg har godt en uge til at få dem færdiggjort, så det er ikke noget jeg er stresset over endnu. Jeg er til gengæld en smule stresset over at jeg endnu ikke har fundet mig et job når jeg nu får nøglerne til min lejlighed på onsdag og gerne skulle kunne arbejde mig fra en smule af huslejen. Jeg har søgt et par steder, men intet held indtil videre. Jeg søger noget mere. Må også snart få pakket nogle af mine ting, så de er klar til at blive flyttet i næste uge. Jeg har ikke tænkt mig at overnatte her længere når jeg får mig et dejligt stille sted uden larmende naboer, smækken med dørene og folk der stjæler min mælk fra køleskabet. Kommer nok til at være her et par dage eller tre for at nasse lidt på internettet mens jeg stadig har min lejekontrakt hertil, men mere bliver det nok heller ikke til.

Var nede i byen efter uni for at købe noget dobbeltklæbende tape (photography-relateret) og fik øje på et krus med Sean Connery som James Bond så købte det til mig selv som en lille indflyttergave. Muligvis det mest interessante jeg har købt siden jeg bestilte min nye seng i sidste uge. For resten har vi nu tulipaner og samtlige træer er sprunget ud. Der er grønt og blomstret over det hele, så jeg tror vist nok jeg skal have mit kamera med ud at gå tur i weekenden.

29 dage! 13.04.2010

Posted by TabiWH in generelt, uni, yay.
Tags: , , , , , , , , , ,
add a comment

Om 29 dage (kan næsten ikke vente!!) får jeg nøglerne til min nye lejlighed. Det har været undervejs i et stykke tid nu, men ville ikke gøre det officielt før det faktisk var officielt. Og det er det nu. Jeg betalte mit depositum i går og alt er i orden, så om lige under en måned kan jeg begynde at flytte mine ting ud af kollegiet og ind i min egen lille (okay, den er større end noget jeg nogensinde har haft for mig selv) lejlighed. Toværelses, lille køkken, relativt stort badeværelse. Ingen ved hvor mange kvadratmeter den er, det bruger de ikke så meget her. Ikke møbleret, så jeg er i fuld gang med at kigge på senge, sofaer og fjernsyn. Glæder mig til at have et rigtigt sted at bo igen, hvor jeg kan have alle mine egne ting og mit eget lille køkken. Tænk engang, jeg savner at lave ordentlig mad.

I aften skal jeg med min Photography-klasse ud til stranden og tage billeder. Det er ikke helt så solskinsagtigt som det var i weekenden (det var nærmest sommer indtil i morges), men det virker stadig rimelig varmt.

12 af mine solsikker er kommet op af jorden, to af dem er døde igen og jeg har tiltusket mig en lille jordbærplante og en babykaktus.

Udover det, har jeg uni-lektier over det hele og en liste over alt det der skal nås inden deadline. Noget af det er meget interessant (som at færdiggøre min lille flash-film), mens andre ting er virkelig stenede (skriftlige opgaver om designere og skulpturbyggere). Jeg fik også lige lyst til at lave et nyt t-shirt design til RedBubble:

Owl by Tabita

Februar 08.02.2010

Posted by TabiWH in generelt, mennesker, uni.
Tags: , , ,
1 comment so far

Uni er startet igen, så nu har jeg “vigtige” ting at tage mig til igen. Vi har ikke været tilbage så længe, men her i denne uge begynder vi at få opgaver og lektier igen. Sidste tirsdag aften begyndte jeg på Digital Photography som et ekstra fag. Det er egentlig et andetårsfag, men da jeg vidste det meste af førsteårsdelen, sprang jeg over den del. Jeg er den yngste på holdet (aftenskole er vist mest noget man gør når man har et fuldtidsjob), men det ser ud til at blive godt. I morgen skal vi ind i studiet og tage billeder, oooh.

Udover uni har jeg arbejdet på mit næste projekt (afsløres senere) og gået ture med Martin. Oh, og ikke fået nok søvn fordi dem jeg deler lejlighed med ikke kan finde ud af at liste når de kommer hjem i de tidlige morgentimer. Her i nat blev det ikke til meget mere end to timer, så det var jo fantastisk. Pfft.

Google Chrome virker igen!! Endelig! Aldrig mere IE. Specielt efter de har fået extensions, så nu kan jeg åbne Digital Signatur sider i Chrome. Aah.

Uret på min væg 29.01.2010

Posted by TabiWH in tanker.
Tags: , , , ,
3 comments

Jeg fik egentlig idéen til det her projekt helt tilbage engang i september (jeg fandt urskiven i en billig butik, hvor den kom med tal der matchede den spejl-agtige overflade, men det var bare ikke spændende nok), fik startet på det i oktober og gik derefter i stå da jeg manglede kl. 9. Så det hang på væggen i flere måneder med et manglende klokkeslet (ikke at det gjorde så meget), indtil jeg endelig fik samlet ni ting. Så nu er det færdigt! Det er nok et af de projekter der egentlig bør ses i virkeligheden, men I må nøjes med et billede indtil videre. For nemheds skyld (og fordi det er interessant) vil jeg lige lave en liste over hvad de forskellige klokkeslet består af:

  1. Bogstav
  2. Biler
  3. Knapper
  4. Skilte
  5. (virker kun på engelsk da nøgler og taster begge hedder “keys”)
  6. Sommerfugle
  7. Billetter
  8. “Ædelsten”
  9. Dyr
  10. Mønter
  11. Frimærker
  12. Øjne

Uret har gået upåklageligt siden jeg satte et batteri i.

Juice 18.09.2009

Posted by TabiWH in flot, generelt, mennesker.
Tags: , , ,
add a comment

Hvis du ville ønske at folk ville kigge efter dig på gaden, skal du bare tage din cykel med ind til Ayr centrum. Masser af underlige blikke. Men ellers en hyggelig by.

Jeg er nu flyttet ind på kollegiet, men der er ikke så meget at sige om det endnu. Der flyttede et par stykker ind i lejligheden i går så vi er nu mig, Helen (ved ikke hvem hun er, men hun har mælk i køleskabet), Maria (har mødt hende, men kan sikkert ikke genkende hende næste gang jeg ser hende), fransk pige (fik ikke fat i navnet), en anden pige (fik heller ikke fat i hendes navn), tysk pige (som jeg ikke har mødt, så vidt jeg ved) og Jessica fra Kina (tror jeg). Nogle af dem med navne, er muligvis nogle af dem, jeg ikke kan navnene på. Det finder jeg jo nok ud af i næste uge engang.

I morges startede jeg forresten dagen med at spilde juice ud over min computer. Det meste ramte uden for keyboardet, så den er okay. Ellers ikke så meget andet nyt at rapportere lige pt.

Flytter ind i morgen 15.09.2009

Posted by TabiWH in generelt.
Tags: , , , , ,
1 comment so far

Sverige, Skotland, UKVar i Ikea i torsdags. Vi spiste morgenmad, frokost og eftermiddagste der og fik købt det meste af det jeg manglede. Og så selvfølgelig også et par ting jeg ikke rigtig manglede, men bare syntes var seje. Herovre går de, modsat derhjemme, meget op i at Ikea er svensk og har endda en lille butik med navnet “Swedish Food Market”, hvor de blandt andet har knækbrød, brunkager og Malaco slik (lyserøde svampe er absurd billige, så jeg købte en stor pose af dem).

Om aftenen, da vi var blevet lidt trætte efter at have vandret rundt i en halv dag i Ikea, tog vi i et stort shoppingcenter, købte nogle mapper og notesbøger til uni og spiste på KFC. Derefter gik vi i biografen og så District 9. Så alt i alt en dag fuld af ting.

Tabi samler Ikea-møbler

Næsten hele fredag eftermiddag og lørdag aften blev brugt på at pakke ud og rydde op osv. på kollegieværelset. Jeg fik samlet dvd-hylder og tøjstativ (der var ikke plads på gulvet i værelset, så jeg flyttede det ud i gangen) og flyttet rundt på tingene. Skrivebordet er stadig fuld af printer-, skanner- og skærmkasser, men det bliver hurtigt ordnet, når jeg flytter ind i morgen.

Jeg har allerede fået en “ven” på Facebook fra kollegiet. Med “ven” mener jeg at jeg aldrig har mødt ham, men at han tilføjede mig fordi jeg er medlem af gruppen for nye studerende på UWS. Det bliver interessant at se hvilke andre mennesker der er. De fleste er vist en del yngre end mig, da det normalt at starte uni når man er 17-18 år her.

Vi plukkede forresten nogle flere brombær og lavede en brombær/æblekage ud af dem.

Brombær 08.09.2009

Posted by TabiWH in generelt, mennesker.
Tags: , , , , , , , ,
add a comment

Aha, lige et kort resumé af hvad jeg har lavet, siden jeg landede i Skotland i torsdags. Nu med billeder fordi det er både hurtigere og mere beskrivende end en blogpost.

Torsdag tog jeg som sagt flyet fra København til Glasgow, hvor jeg blev hentet af Martin. Fik også sagt hej til de internationale studerendes “velkomstkomité” selvom de vist ikke helt forstod, hvorfor jeg gad at sige hej, når jeg hverken behøvede et sted at bo eller hjælp til at finde hen til bussen. Det eneste der ikke var helt nemt (bortset fra at koncentrere sig om at læse, når manden på den anden side af midtergangen i flyet snorkede så højt, at man fik lyst til at smide en sko i hovedet på ham) var at balancere al min baggage med cykel og det hele på en lille lufthavnstrolley.

Fredag var der besøg fra lagt ude i familien (Martins fars kusine og hendes mand), utroligt seje mennesker fra England.

Lørdag var vi til bryllup hos noget endnu længere ude familie (Martins fars anden kusines datter), så detvar også noget af en travl dag.

Yeah yeah, selvfølgelig var der masser af folk i kilt.

De fleste af dem var dog brudgommens engelske (i modsætning til skotske) venner og så et par stykker af den nærmeste familie.

Søndag skete der ikke det vilde, men vi var lige forbi Ayr for at sige hej til mine forældre, som lige var nået frem fra Newcastle. (de puttede alle mine ting i bilen, kørte via min fars familie til Amsterdam, tog færgen til Newcastle og kørte derfra op og tværs over Skotland)

I går flyttede vi alle mine ting fra bilen ind på kollegieværelset, som jeg en halv time før havde fået en nøgle til. Hele værelset er nu fyldt med kasser, poser, tasker og andet opbevaringsmateriale, som altsammen skal pakkes ud i løbet af de næste par uger. Uploader et billede af værelset en af dagene, men lige nu må I nøjes med et af kollegiet.

Om aftenen var mine forældre på besøg hos Martins forældre (ooh, første gang de har mødt hinanden!) og det gik nærmest helt fantastisk.

I dag, tirsdag, var vi (Martin, jeg og mine forældre) på tur hele dagen,fordi de gerne ville se noget af Skotland. Vi var forbi en ruin af et gammelt slot, et rigtigt slot med park og haver og det hele og et lille tehus, som ikke havde den bedste te, men havde en meget hyggelig lille overdækket bænk, hvor vi sad væk fra regnen og kunne kigge ud over svanesøen.

Udover det fik vi også spist en masse brombær. Skotland er fyldt med dem på denne årstid.

Mmm.

Torsdag planlægger vi at tage i Ikea og købe de ting jeg lige pt. ved jeg kommer til at mangle, når jeg flytter ind på kollegiet. Det bliver godt at få det hele pakket ud osv.

Det er vist alt der er at sige lige nu.