jump to navigation

Allerede februar?! 14.02.2014

Posted by TabiWH in arbejde, generelt, mennesker, yay.
Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
add a comment

Synes de sidste par måneder er gået meget hurtigt. De har været fyldt med arbejde, projekter, aktiviteter og masser af travlhed. Det føles efterhånden som meget længe siden, at det var jul og nytår, men fik aldrig tid til at opdatere bloggen i december, så det må lige komme med denne gang.

julesmåkager

I 2012 fyldte jeg et stort glas med danske julesmåkager og gav det til Martins bedsteforældre. Efter det var tømt, ville hans bedstemor give det tilbage igen, men jeg sagde at hun kunne beholde det til næste december, og så skulle jeg nok fylde det op igen. Det der med juletravlhed virkede ikke som noget, der var langt langt væk efter nytår, men i 2013 var det jo igen megatravlt i december, så tænkte faktisk liiige om det nu havde været en god idé. Fik dog taget mig tid til at lave en portion (lettere grimme, men meget lækre) finskbrød og en portion vanillekranse, der ikke var helt så vanillekransede som de kunne have været, da vi ikke har en dims til at køre dem  igennem. Men de blev vel modtaget, så mon ikke det bliver til en tradition.

kindle covers

Det var ikke det eneste jeg fik lavet i december, da begge Martins bedsteforældre nu har fået Kindles (en digital læser til e-bøger), og de gerne sender dem med os hjem, for at få fyldt nye bøger på dem. Jeg syntes de skulle have noget at putte dem i, så de ikke blev ridsede, så fandt et par opskrifter på covers online og fik lavet ét til hver af dem. Dem blev de meget glade for, men det havde ikke lige forstået at det var mig der havde lavet dem, hvilket jeg tager som en kompliment.

Jeg havde på arbejdet travlt med at lave dansk julepynt, og vi havde en åbent hus dag lørdag før 1. advent, så der var nok at se til. Martin var traditionen tro med i Centrestages juleproduktion. Denne gang valgte de Miraklet på Manhattan, som er en af mine yndlingsjulefilm, dog er deres version en musical. Der var masser af gang i den, og jeg nåede da også at se den tre gange inkl. generalprøven, hvor jeg tog billeder. Martin spillede ejeren af det stormagasin, der hyrer den rigtige julemand som deres butiksjulemand, og var rigtig god til det.

miraklet på manhattan

miraklet på manhattan

Vi fik også klemt tid ind til at få pyntet lidt op til jul, og købte os et lillebitte plastikjuletræ, da vi jo ikke var hjemme til jul, men gerne ville have noget alligevel. Det fik lov til at stå på vores lille sofabord, som i anledningen fik en rød dug på. Det var nu alligevel hyggeligt at have julepynt herhjemme, selvom vi ikke var ret meget hjemme.

vores lille juletræ

Lillejuleaftensmorgen, dagen efter Martins sidste show, var vi med et meget tidligt morgenfly til København, hvor vi holdt jul med min familie. Rigtig hyggeligt og dejligt at se dem alle igen! Hjemme i Valby var juletræet noget helt andet, og duftede rigtigt af gran og det hele. Der var også uendelige mængder af småkager og juleguf, og vi nød det rigtig meget. Juleaften bød på and, flæskesteg og julemedister – rigtig dansk julemad. Dejligt.

martin og juletræ

eventyr på ringkøbing fjord

I juledagene tog vi til Jylland med mine forældre og Mattias og besøgte først familien i Ringkøbing. På en gåtur ned til fjorden kastede fætrene og Mattias rundt med en gammel fodbold, som endte med at lande i fjorden. Da ingen havde gummistøvler på, flød den længere og længere ud, og én foreslog at de roede ud efter den. Så min onkel skyndte sig hjem efter årerne til robåden, som de har arvet efter min bedstefar, og så var der ellers eventyr til drengene (både unge og voksne) og lille Helena, da de sejlede ud efter bolden, som blev reddet! Sjov eftermiddag med familien. Vi var også en dag i hos familien i Herning, og det var med alle mostrer, onkler og de fleste fætre og kusiner og bedstemor, som havde bagt lækre julesmåkager. Der blev rigtig julehygget igennem og spillet spil osv.

Dagen efter tog Martin og jeg toget til Esbjerg, så vi også lige kunne komme et smut forbi Louise. Også en hyggelig dag.

Da vi kom tilbage til København, var der ikke tid til megen afslapning, da vi også lige skulle nå i Tivoli til julemarkedet (de havde åbent helt til nytår), jeg skulle lige se en god veninde fra gymnasiet jeg ikke havde set i meget lang tid, og så var det pludselig nytårsaften.

tivoli

Nytårsaften var en hyggelig og stille aften hjemme i Valby med familien. Vi fik dejlig mad, så Dronningens  nytårstale, 90-års fødselsdagen og beundrede alt fyrværkeriet ved midnat. I Skotland er der nærmest ikke noget fyrværkeri overhovedet på nytårsaften (bortset fra organiserede store fyrværkerishows i storbyer som Edinburgh).

nytårsaften

nytår 13/14 i valby

Før vi tog tilbage til Skotland den 3. januar, havde vi lige tid til en ordentlig omgang bolsjekogning. Mattias ville nemlig gerne lave bolsjer, så det blev både til en portion med jordbær og en med skovbær.

mattias og tabita laver bolsjer

Der blev også tid til en tur til Den Blå Planet for mig og Martin. Det var en rigtig god oplevelse, men efter frokosttid blev det godt nok noget tralvt, da det var en kold og våd dag. Rigtig flotte fisk og akvarier.

dragefisk

Da vi kom hjem til Kilmarnock, havde vi lige weekenden til at komme os over vores meget travle ferie, og så var det ellers tilbage på arbejde for os begge to. Jeg havde udover mit arbejde også et projekt at lave for nabokommunen, der havde bestilt en papbygning i samme stil, som dem jeg lavede til Tiny Town projektet i august 2012.

paphus

Jeg har også haft gang i et længevarende projekt, som egentlig startede fordi jeg gerne ville lave origami-æsker med en gruppe på mit arbejde. Men efter jeg fik lært hvordan de blev lavet, blev det til en hel hobby (i min sidste opdate havde jeg lige lært at lave de sekskantede æsker, men jeg fandt hurtigt ud af hvordan man også lavede ottekantede, tak til Laura for hjælpen!). Jeg har lavet rigtig rigtig mange papiræsker, og har brugt bunkevis af papir. Fik købt 5kg mønstret papir i Danmark, da Søstrene Grene og Tiger har et rigtig godt udvalg og formåede også at få det hele slæbt med hjem uden at få overvægt i baggagen. I starten af næste måned har jeg fået en stand på et lille kreamarked de holder på Martins gamle skole, hvor hans faster arbejder, så jeg kan afprøve om de mon kan sælges i stedet for at ligge og fylde herhjemme.

æsker

Reklamer

Vinduer 19.09.2013

Posted by TabiWH in arbejde, generelt, mennesker, tanker, yay.
Tags: , , , , , , , ,
add a comment

Siden sidste update har jeg haft travlt igen, selvom jeg egentlig troede, at jeg skulle have nogle uger fri til at slappe af og lavet lidt småprojekter. Først var det Martins fødselsdag, hvor det desværre ikke blev til en stor kage. Vi var stadig mætte efter den sidste kage, så vi lavede en lille sandkage med hindbær i stedet. Martin skulle arbejde på sin fødselsdag, så dagen efter tog vi på tur til Loch Lomond, hvor de har et stort akvarium med en glastunnel under deres tropiske akvarium med havskildpadder, hammerhajer og andre interessante undervandsdyr.

sea life loch lomond

Weekenden efter var det tid til vores årlige tur til Fringe Festival i Edinburgh. Det blev til en éndagstur med fire shows (to gode, ét utroligt dårligt og ét helt fantastisk) og pizza til frokost. Derefter havde jeg et større projekt jeg skulle igang med. Jeg blev nemlig spurgt om jeg ikke havde lyst til at dekorere nogle vinduer i en tom butik i Ayr. Hvert år har de en åbent hus weekend i området, og sidste år var jeg del af projektet Tiny Town, der gik ud på at bygge gågaden ud af paphuse. I år ville kommunen gerne have nogle gamle tegninger af kunstneren Robert Bryden kopieret op på vinduerne i en tom butik i gågaden. Først blev vinduerne malet med fortyndet maling og derefter fik jeg en bunke kopier af de gamle tegninger, og så var det ellers igang med at “tegne” på vinduerne ved at skrabe malingen af, der hvor jeg ikke ville have den, så det blev til kopier af de gamle tegninger. Det var udfordrende, men interessant og et rigtig godt projekt at arbejde på. Fik endda besøg af både journalist og fotograf fra den lokale avis, da slagterbutikken på den anden side af vejen ringede til dem og sagde at der var noget interessant igang overfor deres butik. Lidt flere billeder (og en mere detaljeret beskrivelse på engelsk) kan findes her.

vindue1

vindue 2

vindue 3

P1020291

Det tog mig godt halvanden uge (med nogle fridage ind i mellem) at færdiggøre alle vinduerne i butikken, så den var klar til at folk kunne gå forbi til åbent hus weekenden og kigge på tegningerne. Om søndagen blev jeg hyret af kommunen til at stå i en af amtsrådets bygninger, mest for at holde øje med projektoren de havde sat op til at vise gamle billeder, men også for at sige velkommen til gæster. Snakkede med en masse spændende mennesker, blandt andet en skotsk mand som har boet i Toronto de sidste 50 år, men var på ferie hos sine fætre og kusiner i Ayr. Han genkendte mig fra lokalavisen, selvom det tog ham lidt tid at finde ud af hvor det dog var, han havde set mig. I min frokostpause var jeg inde på et lille galleri overfor amtsbygningen, hvor lokale kunstnere udstiller. Der var nogle rigtig flotte billeder imellem. Her i forgårs mødte jeg så en af kunstnerne til en Artist Network event, som er et initiativ East Ayshire kommune og South Ayrshire kommune har sammen, hvor kreative mennesker kan mødes og netværke. Tre-fire gange om året har de events, hvor der kommer en taler og snakker om noget kreativt. Denne gang blev det holdt på en lokal skole, og jeg fik snakket rigtig meget med et par lokale kunstnere (yay!).

Udover det har jeg fundet arbejde! Jeg er ansat fra 1. oktober hos Howard Centre i Kilmarnock, som er del af Church of Scotland (den skotske kirke) og arrangerer en masse kreative workshops og andre kreative ting. Jeg var derovre i dag og snakke med mine snart-kolleger. Er rigtig spændt og glæder mig til at starte! Indtil da håber jeg på endelig at få gang i nogle af mine egne kreative projekter, men vi må se hvad det bliver til. Det er i hvert fald ikke vejr til at være udenfor, eftersom vi nu har totalt skotsk efterår med regn, blæst og grå himmel hele tiden. Forhåbentlig bliver det ikke ved med at regne hele resten af året.

25 07.08.2013

Posted by TabiWH in generelt, mennesker, tanker, yay.
Tags: , , , , , , , ,
add a comment

På min fødselsdag den 19. juli i år blev jeg 25. Det er første gang jeg har været nervøs for at blive ældre – nu er jeg pludselig midt i 20erne, ikke først i 20erne, men der er nu ikke rigtig nogen forskel på at være 24 og 25. Jeg havde en stille dag herhjemme, da Martin var på arbejde det meste af dagen. Jeg fik lavet en lækker lagkage helt fra bunden, da vi ikke havde nogle lagkagebunde (de findes bare ikke herovre) og jeg gerne ville have noget mere spændende end britisk fødselsdagskage (en slags sandkage med et meget tyndt lag smørcreme og fondant ovenpå).

lagkage indeniFandt nogle opskrifter rundt omkring på nettet. Bundende fik jeg fra Biancas Kageverden, mousserne og smørcremen fik jeg fra forummet på Bryllupsklar, hvor jeg lurede lidt på bryllupskager før sidste sommer. Jeg endte også med at lave kagen med hindbærmousse og toblerone mousse ligesom vores bryllupskage, og overtrak den med marcipan.

Jeg synes selv den blev rigtig god for et første forsøg og Martin og svigerfamilien var også glade for den. Det er klart noget der skal prøves igen, måske med nogle andre mousser (selvom de var gode, specielt den med toblerone!) og nogle lidt tyndere bunde end dem jeg fik lavet. (ignorer venligst det meget rodede køkkenbord).

P1010946

Et par dage efter min fødselsdag, tog vi på (endnu en) sommerferie, denne gang i Valby. Martin og jeg var der begge i en uge, hvorefter jeg blev en uge længere, da Martin skulle hjem og tilbage på arbejde. Det var rigtigt sommervejr med masser af varme – nogle gange lidt for varmt – og vi fik rigtig udnyttet poolen i baghaven hos mine forældre. Vi var også en tur i Zoo, tog endelig Martin med på kanalrundfart efter 7 år med regelmæssige besøg til København, fik cyklet næsten hver dag og også grillet et par gange. Jeg fik set en masse veninder, som jeg ikke havde set i lang tid.

Derudover var det også vores papirsbryllupsdag den 23. juli. Det var en rigtig varm og solrig dag, og vi tog ind til Café Væksthuset i Landbohøjskolens Have, hvor vi sidste sommer holdt bryllupsfest. Denne gang spiste vi frokost på caféen og gik en tur i den dejlige blomsterhave.

frokost på væksthuset

Nu er vi begge tilbage i Skotland. Martin er på arbejde, mens jeg søger efter noget arbejde og planlægger kreative projekter. Det bliver nok til en lagkage til Martins fødselsdag om to uger og jeg har også fået ting til at lave bolsjer i fødselsdagsgave, så det skal jeg også have prøvet.

Sommer 16.07.2013

Posted by TabiWH in arbejde, generelt, mennesker, tanker, uni, yay.
Tags: , , , , , , , , , , , , ,
add a comment

Siden sidst er der sket det følgende (ikke nødvendigvis i den rækkefølge):

  • Det er blevet sommer, ikke sommer, sommer og lige nu ikke sommer igen
  • Tur til Canada for at besøge Daniel med Martin og mine forældre
  • Besøg af mine forældre og bedstemor her i Skotland
  • Er blevet færdig på uni!
  • Har planlagt en tur til Danmark
  • Mit projekt “My Muse” er lige pt. på en lille udstilling i Glasgow i et mindre galleri

Har fået en ny computer i (tidlig) fødselsdagsgave, og den har et tastatur jeg har haft meget svært ved at vænne mig til. Normalt tager det mig højest en uge at kunne skrive helt flydende på et nyt tastatur, men denne gang er det altså bare ikke helt som det plejer. Tasterne vil ikke helt som jeg vil. Så en smule af den grund, men også fordi der hele tiden sker noget, har min blog stået noget stille den sidste halvanden måneds tid.

Jeg er lige nu ikke lige i det rigtige humør til at skrive et meget langt indlæg om alle de ting vi så i Canada og hvad der ellers sker, men det kommer nok på et tidspunkt (evt. først om et par uger eller tre), men vil da lige lave en hurtig FAQ (ofte stillede spørgsmål) hvis nogen gerne ville vide noget om nogle af de andre ting:

Havde I en god tur til Canada? – Ja, det var en rigtig god tur! Det var dog godt nok noget varmt!

Hvornår kommer du/I til Danmark? – I næste uge!

Er det ikke lige omkring jeres bryllupsdag? – Jo, lige præcis! Faktisk ankommer vi dagen før vores papirbryllupsdag.

Hvad er det for noget med en udstilling? – Jeg søgte om at få mit muse-projekt med i en “Best of Degree Show” udstilling, og de sagde ja, så nu hænger mine tegninger af Matt i Six Foot Gallery i Glasgow indtil den 9. august.

Hvad skal du så nu, når du er blevet færdig på universitetet? – Jeg ved det ikke endnu. Jeg tænker og kigger og læser og undersøger. Jeg skal nok vende tilbage, når jeg ved noget mere specifikt. Lige nu trænger jeg bare til at få samlet mine tanker om fremtiden og set hvad der er derude, før jeg begynder på noget nyt.

Havde du sådan en sjov flad hat (mortar board) på til din dimmission? – Nej, det bruger de ikke rigtig i Skotland. Hvert universitet har deres egen “uniform”, og sidst jeg kiggede var der ikke nogle skotske universiteter der havde en hat indbygget, men det har de de fleste steder i England og USA. Traditionelt i Skotland er hatten kun for lærere, men de bruger dem heller ikke mere. Man kan dog stadig få en, hvis man køber den, når man lejer/køber sin kappe. Dog må man  ikke bruge den til selve dimmissionsceremonien. Herunder er der et billede af hvad jeg havde på til min dimmission:

tabi dimmission

 

DK og udstilling 04.06.2013

Posted by TabiWH in generelt, mennesker, tanker, uni, yay.
Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
add a comment

Vi var for et par uger siden et meget kort smut til Danmark. Min bedstemor havde af hele familien fået et besøg til Egeskov Slot med tilhørende weekend på Fyn, så vi var i Danmark i hele 68 timer (det tager længere tid at se alle sæsoner af Friends uden pauser).

Ligesom som sidste år i maj (endda cirka samme datoer) havde vi ikke lige opfattet at det var totalt sommer i Danmark og fløj, i hvad der nærmest var vintertøj, fra kolde blæsende Skotland og landede i totalt solskin hvor det både var for varmt til jakker og trøjer. Efter noget frokost osv. hos mine forældre, var det ind i bilen og over broen til Fyn. Hele familien havde lejet tre ferielejligheder i Fåborg, hvor det også var sommer.

Lørdag tog nogle af os ud at klatre i træer. Det var lidt i samme stil som da vi var på Go Ape med mine forældre og brødre, da de var på besøg i Skotland tilbage i 2010, men ret meget mere skræmmende. De “broer” man skulle gå over 10 meter over jorden (med sikkerhedsudstyr, selvfølgelig) var bare noget mere hullede og der skulle meget mere balance til.

klatreholdet

Hele klatreholdet.Min fætter Jakob meget meget højt oppe!Min fætter Jakob meget meget højt oppe!Mere klatring.Mere klatring.

Efter megen klatring og skovtursfrokost tog vi tilbage til feriestedet igen, hvor nogle slappede af på sofaen, nogle tog en svømmetur i den tilhørende pool og andre gik ture på stranden. Martin og jeg fik soppet en del i det meget varme solskinsvejr (godt nok var vandet meget koldt!). Dejligt med noget sommer!

martin i vand

Om aftenen blev der grillet, og vi skulle selvfølgelig se Melodi Grand Prix. Danmark vandt! Nu håber vi at vi kan få billetter til næste års show, så vi kan se det live.

Søndag blev det så tid til turen til Egeskov. På vej til slottet samlede vi Louise op i Ringe, da det var vores eneste chance for at se hende. Det regnede desværre noget af tiden i parken, men det var en rigtig hyggelig dag med hele familien.

familien spiser is

Efter en dejlig, lang og hyggelig weekend var det så tilbage over broen til København, hvor vi skulle meget tidligt op mandag, for at nå flyveren kl. 7:55. Da vi kom hjem, gik jeg lige på hovedet i seng og sov det meste af eftermiddagen og natten med. Det trængte jeg godt nok til efter så meget på én weekend.

Desværre var det stadig koldt i Skotland da vi kom hjem, men vi er nu lige begyndt at få sommer igen (dog stadig med regn og blæst ind i mellem).

Så blev det tid til vores udstilling på universitetet. Hvert år holder de studerende på 4. år en udstilling i maj måned, dels som del af et modul hvor man skal planlægge det hele, dels for at vise alting frem og dels for at der kan uddeles priser for bedste specialeskrivning, bedste kreative projekt og bedste artworks (et andet modul vi har haft).

Vores fernisering fik rigtig mange gæster! Det siges at der kom over 200 mennesker, så det var en del mere end jeg havde forventet og det var en rigtig god aften! Specielt efter jeg vandt prisen for bedste kreative projekt for mine tegninger af Matt! (læs mere om selve projektet her (på engelsk))

Mig med mit priscertifikat og udstillede billeder (HCA collager & Matt billeder).

Mig med mit priscertifikat og udstillede billeder (HCA collager & Matt billeder).

Nu er det snart slut med universitetet. Vi har dimission i næste måned, og så er jeg ellers bare færdig. Jeg er selvfølgelig allerede blevet spurgt om hvad jeg skal bagefter rigtig mange gange, men mit svar er stadig, at det ved jeg ikke helt. Jeg har kig på lidt forskelligt og overvejer alle mine muligheder grundigt, men lige nu ved jeg ikke hvad det kommer til at blive til.

For resten har jeg nu fået en facebookside til mine tegninger og andet kunst/kreativt (dog ikke fotos), som man kan “synes godt om” og følge mine opdates (normalt på engelsk, men mine tegninger giver som regel mening på alle sprog). Den kan findes på https://www.facebook.com/tabita.

16 færdige tegninger! 11.04.2013

Posted by TabiWH in mennesker, uni, yay.
Tags: , , , , ,
add a comment

drappa collage

 

Jeg har netop færdiggjort min 16. og dermed sidste pentool tegning til mit kreative projekt. De er her vist i den rækkefølge de blev tegnet i, men har endnu ikke bestemt hvordan de skal hænges op til vores udstilling sidst i maj måned. Jeg skal nu få dem klar til at blive printet i morgen, så jeg kan få dem rammet ind. Jeg har også en animation der skal laves og en rapport der skal skrives, men den mest tidskrævende (og kreative) del af opgaven er nu overstået.

Glædelig påske 01.04.2013

Posted by TabiWH in generelt, mennesker, uni, yay.
Tags: , , , , ,
add a comment

Efter hvad der føles som måneder (okay, faktisk er det nok måneder), har jeg endelig fået noget af mit liv tilbage! I sidste uge afleverede jeg mit speciale, og jeg behøver nu ikke at tænke mere på Askepot i meget lang tid! Havde godt nok fået nok, men det blev da færdigt.

Jeg har stadig mit store kreative projekt, der skal færdiggøres og vi har på min uddannelse en udstilling der skal arrangeres til sidst i maj, men har endelig også tid til lidt af mit eget, og ikke mindst har jeg igen mine aftener fri, så jeg kan hygge foran fjernsynet med Martin. Han er faldet rigtig godt til i sit nye job i Ayr, og arbejder hver dag. Det skulle vi lige vænne os til, men som med alt andet er det faldet på plads.

Her i weekenden var vi i Edinburgh i et par dage, da vi havde billetter til noget comedy i fredags. Det var næsten forår, dog med noget sne på bakkerne i det fjerne, men solen skinnede og der var krokus alle vegne.

P1010266_t

 

I går var vi til påskegudstjeneste og derefter på et lille besøg hos Martins bedsteforældre, som allerede har blomstrende påskeliljer i haven. Det er dog stadig noget koldt, så det er lidt svært at finde ud af om foråret er kommet for at blive, eller om det pludselig skifter tilbage til vinter igen.

I denne uge har jeg forskudt påskeferie, da universitetet holder fri den første uge i april (+ langfredag og 2. påskedag) lige meget hvornår påsken falder, og næste uge er vist også lidt halvlukket. Jeg har nu alligevel nok at se til, og det bliver sikkert også til en tur til Ayr for at få nogle ting testprintet på uni.

Projekter, projekter 24.02.2013

Posted by TabiWH in arbejde, generelt, mennesker, uni, yay.
Tags: , , , , ,
add a comment

Jeg har som sædvanligt travlt med diverse projekter – de fleste universitetsrelaterede – og har ikke meget tid til at lave så meget andet. Syntes dog lige jeg ville opdatere bloggen med én af mine nyeste tegninger i min Matt serie:

matt 6

Jeg har til denne tegning lavet en lille video, så man kan se tegningen blive til lag for lag. Den er desværre ikke så god kvalitet, som jeg havde håbet, da den eller ikke ville kunne vises ordentligt online. Videoen er også noget hurtigere, end den tid det faktisk tog mig at lave tegningen. Her er det bare lagene der bliver slået til, ét ad gangen, mens jeg i virkeligheden tegnede dem alle inkl. de mange små hvide stykker på den strikkede trøje.

Det bliver forhåbentligt til omkring 16 tegninger af denne slags, som skal afleveres sidst i april sammen med en rapport om projektet. Indtil videre har jeg otte færdige tegninger, og det går fremad. Udover det er jeg også godt i gang med mit speciale. Faktisk er jeg nået til den sidste strækning, hvor jeg lige skal skrive resten af mine noter ind og så skal der redigeres igennem. Sidder pt. med 28 sider, og er efterhånden ved at være godt træt af Askepot. Dog kan jeg næsten se lyset for enden af tunnellen, så jeg glæder mig til at få det ud af verden!

Ellers er der herhjemme ikke sket så store forandringer… før i morgen! Martin har nemlig fået fuldtidsarbejde som Social Media Marketing Coordinator hos et firma i Ayr, i første omgang med en 1-årig kontrakt, og han starter i morgen tidlig. Det bliver rigtig spændende og også rigtig rart at få lidt mere end min SU ind på kontoen. Det glæder vi os meget over.

Velsignelsen 01.10.2012

Posted by TabiWH in mennesker, tanker, yay.
Tags: , , , , , , , , , , , , ,
add a comment

Hvis du gik glip af brylluppet, starter blogindlæggene om det her.

Allerede før Martin friede viste vi, at når vi engang skulle giftes, skulle vi have noget både i Danmark og Skotland. Da vi jo blev gift i København, planlagde vi i en velsignelse i Martins kirke i Kilmarnock. Engang sidst på foråret fik vi aftalt datoen den 12. august med præsten og først på sommeren fik vi snakket med en dame fra kirken, som normalt står for kaffe osv. Hun var meget interesseret i vores velsignelse, da hun aldrig havde været til sådan en før, så hun gik rigtig meget op i at alting skulle være helt perfekt. Faktisk gik hun nok mere op i detaljerne end vi selv gjorde. Hun brugte i hvert fald meget energi på at sige, at vi i hvert fald skulle have bryllupsservietter, og ikke bare hvide! Jeg fandt nogle med små hjerter på, og dem var hun vist fint tilfreds med.

Så var det eller til Danmark og blive gift, og da vi kom hjem blev vi smidt lige ind i hverdagen igen, før mine forældre kom til Skotland den 9. august. Martin arbejdede alle dage op til weekenden med velsignelsen, så jeg tog med mine forældre på tur til Ayr, hvor vi nød sommervejret (jeg syntes godt nok det blive lige varmt nok). Vi fik os også lige en snak med præsten en af aftenerne, og han fortalte os hvordan det ville komme til at foregå.

Lørdag den 11. havde Martins forældre bestilt bord til 14 på et fint hotel til tre-retters frokost, så den nærmeste familie alle sammen kunne være med. Vi var os selv, mine forældre, Martins forældre, Martins stedbedstemor, Martins bedsteforældre, Martins faster og Martins onkel, tante og børn. Hans bedstefar og tante + børn kunne ikke være med til brylluppet, så det var fint at de kunne være med her i stedet. De kom også til velsignelsen dagen efter.

Vi fik spist forret og hovedret og kom til desserten, hvortil Martins fætter på 6 spurgte hvorfor Martin og jeg havde bestilt det samme til dessert. Martin fortalte ham at når man er gift, så spiser man altid det samme som hinanden. Det svar var han helt tilfreds med.

Efter al maden sagde vi på gensyn til Martins familie og gik en tur på stranden ved Troon med mine forældre. Min pæne nye kjole og høje hæle samt Martins skjorte og pæne sorte bukser passede ikke helt til strandtur, men det gik. Da vi kom hjem, skulle vi pynte Martins hjemmelavede britiske bryllupskager til næste morgen. Vi havde lagt marcipan og fondant på begge aftenen før, men havde godt nok nogle problemer med pynten. Til sidst blev det med hjælp fra min far, til nogle røde hjerter i midten og små lyseblå blomster rundt i kanten. Det passede også fint til servietterne, som også havde lyseblå kanter.

Næste morgen skulle jeg i min kjole, som jeg havde købt specielt til velsignelsen. Jeg ville ikke til at have brudekjolen på igen, så havde købt en kort hvid sommerkjole i stedet. Det var den jeg også havde tænkt som nødsituationskjole til brylluppet, men efter alt det med musen i kufferten, havde den bare fået en vask og var kommet med hjem til Skotland igen… Og pludselig var den en halv størrelse for lille! Jeg ved ikke om det var al den lækre mad vi havde spist den sidste måneds tid i forbindelse med ferie, bryllup osv, men den sad godt nok ikke helt som den skulle. Så af med den, og ind i skabet og finde alle mine andre hvide kjoler frem. Det var det samme med dem alle sammen. Til sidst fik jeg klemt mig ned i den første kjole, og så blev det altså bare den, selvom den stadig ikke sad så perfekt, som da jeg købte den.

Nå, men så var det afsted til kirken med bryllupskage på skødet og servietter i bagagerummet. Vi var først til almindelig gudstjeneste, og derefter startede velsignelsen. Vi havde inviteret Martins familie og venner af familien, som ikke kunne være med i Danmark, mine venner fra universitetet og folk fra Centrestage, og så var der også folk fra menigheden.

Vi sang en enkelt salme – Thine Be The Glory, som vi også sang til brylluppet, præsten holdt sin tale og velsignede os (vi fik lige lov til at sige “I will”), der var en bøn eller to, og så skar vi vores bryllupskage for før kaffen. Det var en hyggelig og meget simpel ceremoni, men det var rigtig dejligt at få lov til at dele vores glæde med endnu flere mennesker. Efter kaffen tog vi hjem til Martins forældre og åbnede gaver og hyggede indtil aftenstid.

Mine forældre blev nogle dage længere, så vi tog til Glasgow en dag og gik en tur i Kilmarnock en anden dag, og så kørte jeg dem til lufthavnen så tidligt om morgenen, at jeg var hjemme igen før kl. 7:00. Det var godt nok noget tidligt, men så var der til gengæld ikke så meget traffik.

Derefter var det slut med bryllupsfestlighederne og hverdagstravlheden kunne tage fat igen. Og dét gjorde den! Men mere om det senere.

Bryllup – Del 5 21.09.2012

Posted by TabiWH in mennesker, tanker, yay.
Tags: , , , , , , , , , ,
add a comment

Hvis du missede forberedelserne og den første del af bryllupsdagen, kan de findes her: Del 1Del 2Del 3 og Del 4

Fest

Vi fik serveret velkomstdrinks med hyldeblomst, da vi ankom til Væksthuset, som er et konverteret drivhus, og fik sat os til bords efter at have nydt de smukke blomster udenfor og den dejlige sommerfrugt der blev serveret sammen med velkomstsdrinks.

Mine forældre bød velkommen og der blev sagt værsgo. Vi havde grillbuffet med en masse lækre ting og det smagte godt! Hverken Martin eller jeg var særlig sultne, men vi nød alligevel maden.

Vi sad ved et lille halvcirkelformet bord, så vi kunne rykke rundt mellem de forskellige borde under festen. Da vi nåede til mine forældres bord, holdt de deres tale, som var rigtig god.

Derefter flyttede vi hen til vores “egen” plads midt i det hele, så Martin kunne holde sin søde tale, som han havde brugt så lang tid på at skrive. Den var så god :)

Så flyttede vi ellers videre rundt og fik et indslag fra mine mostre, onkler, kusiner, fætre og bedstemor på min mors side. De havde lavet et “ægteskab” og en masse gaver med forskellige betydninger, og havde alle et lille stykke at sige om hver gave. Det var et skønt indslag!

Efter en dejlig middag og rigtig godt selskab blev det tid til dessert og kaffe, og vi rykkede alle sammen udenfor, mens bordene blev flyttet rundt. Desserten var gammeldags is, og jeg var næsten helt overrasket, da de havde alle mine yndlingsis! Hindbærsorbet og chokoladeskildpaddeis er bare det bedste! Der var selvfølgelig også guf og alle nød deres is. Min gamle klasselærer havde bagt kransekage, som også blev serveret, og den smagte bare dejligt!

Da vi var færdige med dessert/kaffe, havde Louise lavet et indslag sammen med Mikael. Hun havde lavet en “dokumentar” der foregik i fremtiden, som handlede om Martin og jeg. Det var helt fantastisk underholdende og der blev grinet SÅ meget. Det var bare sådan en god film og alle kunne følge med, da det var på engelsk med danske undertekster (og omvendt for nogle af de gamle videoklip hun havde fundet frem).

Så var det Matts tur til at holde sin best man tale, som også var god og passede så godt til os. Den havde en hel masse interne jokes, som vi grinede meget af.

Vi brugte al tiden ind imellem taler osv. til at snakke med alle vores gæster, og nød det bare så meget! Da det begyndte at blive mørkt udenfor, var det tid til vores første dans. Louise spillede til på keyboard, da vi havde planlagt en blanding af to af “vores” sange, I’ll Leave My Heart og Moon River, der så gik over i brudevalsen. Koreografen Marlisa fra Centrestage havde sat dansen sammen og lært os, hvordan det skulle gøres, så det gik rigtig fint. Det var slet ikke skræmmende at alle stod rundt om og kiggede på os, vi kiggede bare på hinanden.

Da vi var færdige med brudevalsen, var der lige en lille pause, og så var der ellers skotsk folkedans. Martin og jeg demonstrede trinnene med hjælp fra de familiemedlemmer der havde øvet med os dagen før, og så var skotsk musik og dans i drivhuset! Der var godt nok lidt trangt med plads, men alle nød det, og det var så sjovt. Det var dog lige lovlig svært at danse i min lange kjole, og efter jeg uheldigvis fik et spark over anklen, tog jeg mig altså lige en pause i en stol ved siden af mine gymnasievenner. Det var nu også underholdende bare at kigge på dansen, og der var overraskende mange der var frisk på endnu en dans, som Martin måtte instruere med sin faster Jean.

Efter dansen var der bare hygge, og så blev natmaden serveret. Snart var det næsten midnat, og gæsterne begyndte så småt at tage hjem i sommernatten. Vi fik fundet og pakket vores ting sammen, men behøvede slet ikke at tænke på oprydningen eller noget, hvilket bare var skønt. Så vi fik smidt min taske i baggagerummet og jeg fik taget mit smukke sjal, som min mor havde hæklet, om skuldrene, og så kørte Daniel os hen til vores hotel i den grønne bil, med dåser hængende efter og folk der vinkede os på vej. Sikke en lykkelig dag!

Dagene derpå

Næste morgen fandt jeg ud af, at jeg havde glemt at tage flade sko med, så da vi gik ned til morgenmad følte jeg mig lidt overdressed i mine sorte høje hæle og sommerkjole. Men dejlig morgenmad! Martin spiste normal morgenmad med yogurt osv, og noget scrambled egg bagefter, mens jeg valgte en mindre bunke bacon og en kanelsnegl. Man er vel ikke på hotel så ofte. Vi sad på den udendørs terasse i solskinnet, før vi blev hentet og kørt tilbage til mine forældre, hvor hollænderne var ved at sige farvel, før de skulle hjem igen.

Louise og Mikael kom lidt senere, og fik lov til at køre med Daniel til lufthavnen for at aflevere Matt, mens vi fik slappet lidt af i haven.  Vi fik pakket gaver ud, da vi havde bestem at vi hellere ville snakke med gæster end at åbne gaver på selve dagen, og hvor var der mange! Vi blev rigtig glade for alle de flotte kort og gaver.

I løbet af de næste dage, sagde vi farvel til flere af de gæster, der var kommet langvejs fra, og tog en tur ind til København.Vi havde egentlig tænkt os at tage på sightseeing, men det var bare alt alt for varmt. I stedet nøjedes vi med at tage ind på udenrigsministerets legaliseringsafdeling, for at få vores vielsesattest legaliseret, så der ikke ville være nogle problemer med den i andre lande. Vi forsøgte os også lidt som tourister, men det holdt vi ikke længe til i varmen.

En af aftenerne havde vi igen inviteret Martins familie, i hvert fald dem der var tilbage i Danmark, til aftensmad og bryllupskagerester, så det var endnu en hyggelig aften.

Efter nogle meget travle, og rigtig gode dage i København, tog vi tilbage til Skotland om fredagen, hvor Martin bar mig over dørtærsklen ind i vores lille hjem.