jump to navigation

Allerede februar?! 14.02.2014

Posted by TabiWH in arbejde, generelt, mennesker, yay.
Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
add a comment

Synes de sidste par måneder er gået meget hurtigt. De har været fyldt med arbejde, projekter, aktiviteter og masser af travlhed. Det føles efterhånden som meget længe siden, at det var jul og nytår, men fik aldrig tid til at opdatere bloggen i december, så det må lige komme med denne gang.

julesmåkager

I 2012 fyldte jeg et stort glas med danske julesmåkager og gav det til Martins bedsteforældre. Efter det var tømt, ville hans bedstemor give det tilbage igen, men jeg sagde at hun kunne beholde det til næste december, og så skulle jeg nok fylde det op igen. Det der med juletravlhed virkede ikke som noget, der var langt langt væk efter nytår, men i 2013 var det jo igen megatravlt i december, så tænkte faktisk liiige om det nu havde været en god idé. Fik dog taget mig tid til at lave en portion (lettere grimme, men meget lækre) finskbrød og en portion vanillekranse, der ikke var helt så vanillekransede som de kunne have været, da vi ikke har en dims til at køre dem  igennem. Men de blev vel modtaget, så mon ikke det bliver til en tradition.

kindle covers

Det var ikke det eneste jeg fik lavet i december, da begge Martins bedsteforældre nu har fået Kindles (en digital læser til e-bøger), og de gerne sender dem med os hjem, for at få fyldt nye bøger på dem. Jeg syntes de skulle have noget at putte dem i, så de ikke blev ridsede, så fandt et par opskrifter på covers online og fik lavet ét til hver af dem. Dem blev de meget glade for, men det havde ikke lige forstået at det var mig der havde lavet dem, hvilket jeg tager som en kompliment.

Jeg havde på arbejdet travlt med at lave dansk julepynt, og vi havde en åbent hus dag lørdag før 1. advent, så der var nok at se til. Martin var traditionen tro med i Centrestages juleproduktion. Denne gang valgte de Miraklet på Manhattan, som er en af mine yndlingsjulefilm, dog er deres version en musical. Der var masser af gang i den, og jeg nåede da også at se den tre gange inkl. generalprøven, hvor jeg tog billeder. Martin spillede ejeren af det stormagasin, der hyrer den rigtige julemand som deres butiksjulemand, og var rigtig god til det.

miraklet på manhattan

miraklet på manhattan

Vi fik også klemt tid ind til at få pyntet lidt op til jul, og købte os et lillebitte plastikjuletræ, da vi jo ikke var hjemme til jul, men gerne ville have noget alligevel. Det fik lov til at stå på vores lille sofabord, som i anledningen fik en rød dug på. Det var nu alligevel hyggeligt at have julepynt herhjemme, selvom vi ikke var ret meget hjemme.

vores lille juletræ

Lillejuleaftensmorgen, dagen efter Martins sidste show, var vi med et meget tidligt morgenfly til København, hvor vi holdt jul med min familie. Rigtig hyggeligt og dejligt at se dem alle igen! Hjemme i Valby var juletræet noget helt andet, og duftede rigtigt af gran og det hele. Der var også uendelige mængder af småkager og juleguf, og vi nød det rigtig meget. Juleaften bød på and, flæskesteg og julemedister – rigtig dansk julemad. Dejligt.

martin og juletræ

eventyr på ringkøbing fjord

I juledagene tog vi til Jylland med mine forældre og Mattias og besøgte først familien i Ringkøbing. På en gåtur ned til fjorden kastede fætrene og Mattias rundt med en gammel fodbold, som endte med at lande i fjorden. Da ingen havde gummistøvler på, flød den længere og længere ud, og én foreslog at de roede ud efter den. Så min onkel skyndte sig hjem efter årerne til robåden, som de har arvet efter min bedstefar, og så var der ellers eventyr til drengene (både unge og voksne) og lille Helena, da de sejlede ud efter bolden, som blev reddet! Sjov eftermiddag med familien. Vi var også en dag i hos familien i Herning, og det var med alle mostrer, onkler og de fleste fætre og kusiner og bedstemor, som havde bagt lækre julesmåkager. Der blev rigtig julehygget igennem og spillet spil osv.

Dagen efter tog Martin og jeg toget til Esbjerg, så vi også lige kunne komme et smut forbi Louise. Også en hyggelig dag.

Da vi kom tilbage til København, var der ikke tid til megen afslapning, da vi også lige skulle nå i Tivoli til julemarkedet (de havde åbent helt til nytår), jeg skulle lige se en god veninde fra gymnasiet jeg ikke havde set i meget lang tid, og så var det pludselig nytårsaften.

tivoli

Nytårsaften var en hyggelig og stille aften hjemme i Valby med familien. Vi fik dejlig mad, så Dronningens  nytårstale, 90-års fødselsdagen og beundrede alt fyrværkeriet ved midnat. I Skotland er der nærmest ikke noget fyrværkeri overhovedet på nytårsaften (bortset fra organiserede store fyrværkerishows i storbyer som Edinburgh).

nytårsaften

nytår 13/14 i valby

Før vi tog tilbage til Skotland den 3. januar, havde vi lige tid til en ordentlig omgang bolsjekogning. Mattias ville nemlig gerne lave bolsjer, så det blev både til en portion med jordbær og en med skovbær.

mattias og tabita laver bolsjer

Der blev også tid til en tur til Den Blå Planet for mig og Martin. Det var en rigtig god oplevelse, men efter frokosttid blev det godt nok noget tralvt, da det var en kold og våd dag. Rigtig flotte fisk og akvarier.

dragefisk

Da vi kom hjem til Kilmarnock, havde vi lige weekenden til at komme os over vores meget travle ferie, og så var det ellers tilbage på arbejde for os begge to. Jeg havde udover mit arbejde også et projekt at lave for nabokommunen, der havde bestilt en papbygning i samme stil, som dem jeg lavede til Tiny Town projektet i august 2012.

paphus

Jeg har også haft gang i et længevarende projekt, som egentlig startede fordi jeg gerne ville lave origami-æsker med en gruppe på mit arbejde. Men efter jeg fik lært hvordan de blev lavet, blev det til en hel hobby (i min sidste opdate havde jeg lige lært at lave de sekskantede æsker, men jeg fandt hurtigt ud af hvordan man også lavede ottekantede, tak til Laura for hjælpen!). Jeg har lavet rigtig rigtig mange papiræsker, og har brugt bunkevis af papir. Fik købt 5kg mønstret papir i Danmark, da Søstrene Grene og Tiger har et rigtig godt udvalg og formåede også at få det hele slæbt med hjem uden at få overvægt i baggagen. I starten af næste måned har jeg fået en stand på et lille kreamarked de holder på Martins gamle skole, hvor hans faster arbejder, så jeg kan afprøve om de mon kan sælges i stedet for at ligge og fylde herhjemme.

æsker

Reklamer

Julegaver og mislykkede specier 02.12.2010

Posted by TabiWH in flot, mennesker, tanker, uni.
Tags: , , , , ,
add a comment

Jeg har de sidste par dage prøvet at få mig taget sammen til at få lavet nogle af mine uni-opgaver. Det går lidt langsomt, men forhåbentlig får jeg nået det jeg skal til tiden. Tirsdag skal vi fremvise hvad vi har lavet indtil videre på vores Narrative Construction projekter, så det bliver min tegneserie i skitseform og måske en forside, hvis jeg får tid til det. Onsdag skal vi aflevere vores skriftlige dokumentar opgave. Gah, den har jeg noget besvær med at få skrevet. I øjeblikket består den af diverse noter i et word-dokument, en uåbnet dvd jeg har købt og skal have set og en bunke links jeg har bookmarket. Torsdag bliver sikkert til noget last-minute redigering på vores film som skal vises fredag i næste uge. Vi har haft flere forskellige problemer med det, men vi er heller ikke filmstuderende, så det går nok. Efter fredag har vi så en måned til at få det hele færdigt, dvs. papirarbejde og sidste touch på filmen, min tegneserie gjort færdig og min Figurative Studies portfolio sat sammen.

Når jeg så ikke lige har lavet opgaver eller tegnet (det er for koldt til at koncentrere sig i længere tid af gangen, og så bliver jeg bare hurtigt distraheret), har jeg fået ordnet de fleste af de sidste af mine julegaver. Der mangler lige et par ting, men ellers er det meste bestilt, ankommet og/eller pakket ind.

Jeg fik også lyst til at være lidt julet og tænkte at jeg da lige skulle bage nogle specier. Jeg fulgte opskriften (og jeg har lavet dem før) og alting gik fint – indtil de kom i ovnen… Der gik under et minut før der var ild i bagepapiret. Flot. Det var ikke vildt eller noget og mest af alt bare så dumt at jeg grinede i flere minutter. Anyway, jeg fik det slukket og ordnet og bagte småkagerne. Nogle af dem havde godt nok fået noget sod på sig, men de så fine nok ud. Da de var færdige puttede jeg den anden halvdel i ovnen. Dem gik der ikke ild i, og de så også meget fine ud. Men tsk… Da de var kølet af en smule tænkte jeg at jeg lige skulle smage. Den første krummede helt i stykker og faldt på gulvet. Den næste smagte af salt. Great. Der er på ingen måde salt i. Jeg ved ikke hvad der er gået galt, og så vidt jeg kan se er der heller ikke salt i margarinen, men et eller andet er underligt. Jeg prøvede en fra den anden halvdel og den smuldrede også helt i stykker og smagte salt. Næste gang finder jeg mig noget godt dansk usaltet Lurpak smør at bage med.

Travlt, travlt, travlt 20.11.2010

Posted by TabiWH in generelt, mennesker, uni.
Tags: , , , , , , , , , ,
add a comment

Jeg har godt nok haft noget af en travl uge, og det bliver vist ikke meget bedre det næste stykke tid. Sidste weekend var jeg med Martin i Danmark, som de fleste nok ved. Vi var kun lige hjemme og vende fra fredag til mandag og nåede at catche up med Louise, en tur til Langelinie, et bryllup, aftensmad med hele familien, kirke og åbent hus til min mors 50 års fødselsdag, hvor der var utroligt mange mennesker og en vogn fra Better Crepes med lækre pandekager. Der var ikke helt så meget søvn som man kunne have håbet at få på en weekend, men til gengæld fik vi snakket med en masse mennesker.

Mandag skulle vi så tilbage igen, og eftersom vi fløj med det billige selskab Norwegian til Edinburgh i stedet for vores sædvanlige selskab til Glasgow, blev det lidt af en lang tur. Vi tjekkede ind ved 11-tiden, købte nogle danske marcipanbrød og fløj kl. 12.20. To timer senere (eller en time, hvis man medregner tidsforskel) var vi i Edinburgh. Vi fandt vores bus, fik noget at spise på togstationen, tog toget til Glasgow, fik bakset vores baggage ned i undergrundsbanen som vi tog til parkeringspladsen hvor vi lånte Martin’s fars bil og kørte hele vejen til Ayr. Efter et hurtigt smut ind for at købe mælk, fik vi pakket bilen ud. Det var mørkt og selvom klokken kun var omkring 18, føltes det som om det var sent om aftenen. Meget lang dag. Tirsdag skulle jeg så op på uni om morgenen. Gah. Onsdag og torsdag havde vi travlt med at filme vores dokumentar (forhåbentlig er det så kun redigering vi mangler).  I går havde vi endnu mere dokumentar-relateret uni stuff at lave, men eftersom vi ikke er filmstuderende er vi ikke helt glade for alt den tid de forventer at vi bruger på det. Vi er allesammen enige om at vores andre fag er noget vigtigere, eftersom de faktisk er relevante for os.

Her i eftermiddag skal jeg til 5 års fødselsdag hos Martins lille fætter, det plejer at være hyggeligt. I morgen er det så tilbage til uni-arbejdet, jeg skal have tegnet noget mere til min tegneserie. Den har været sat lidt på stand-by i denne uge, men det går nu nok.

Og så er det snart jul! Jeg glæder mig til at pynte op og bage småkager (selvom jeg ikke helt ved hvad jeg skal gøre med vanillekransene, nu da jeg ikke har en maskine til at køre dem igennem). Jeg har på fornemmelsen at det hele kommer til at være lidt stressende den næste måneds tid, med opgaver der skal afleveres osv, men jeg skal nok få tid til at få det hele til at blive lidt julet. Jeg overvejer en tur til Ikea, så jeg kan få udvidet min forholdsvist lille kasse med julepynt. De har selvfølgelig pynt og juleting i alle butikker lige for tiden, men Ikea er så dejligt skandinavisk.

For resten er min lille Orson fisk gået bort. Han havde været syg mange gange og selvom han fik det rigtige medicin, var han ikke helt rask i lang tid af gangen. Francis har der ikke rigtig været noget i vejen med, så jeg tror Orson bare har været lidt en svagelig lille fisk. Francis ser dog ud til at have det godt. Jeg tror ikke jeg køber endnu en guldfisk, før jeg får råd til et større akvarium, men jeg overvejer at få en hamster eller et lille marsvin. Skal dog lige have spurgt udlejeren hvad præcis det er jeg må have i lejligheden. En hamster skulle være okay, men jeg har ikke undersøgt hvordan det er med marsvin.

Der er sikkert mere jeg har glemt at fortælle, men jeg må vist hellere se at få mig noget frokost inden jeg skal til fødselsdag.