jump to navigation

Sommerferie i oktober 10.11.2014

Posted by TabiWH in generelt.
Tags: , , , , , , , , ,
add a comment

 

 

For en uge siden kom vi hjem fra en rigtig dejlig ferie i Fuerteventura (en af de kanariske øer). Det var vores første rigtige ferie, der ikke involverede familiebesøg (selvom det altid er hyggeligt!), og det var totalt sommer, selvom det var sidst i oktober! Her er lige nogle billeder fra vores tur:

vores lejlighed var den nederste til venstre på billedet

Vi boede i en ferielejlighed i et hotelkompleks, hvor vi var på alt-inklusive. Med ubegrænset is! Så vi spiste masser af is. Jeg spiste nok i gennemsnit tre om dagen. Skønt.

tabita og martin foran poolområdet

poolområdet

Der var et stort pool-område med palmetræer rundt om. Hver morgen begyndte folk at reservere liggestole nærmest før morgenmadsbuffetten åbnede kl. 8, og hele området var næsten fyldt hele ugen, bortset fra den ene dag hvor det var lidt overskyet.

buyayo

Vi ankom om søndagen, og mandag morgen var der en vandretur op på den lokale uddøde vulkan Buyayo, der var arrangeret af hotellets underholdningsperson. Det var en ca. 8km lang tur op på vulkanen og rundt om krateret, og det var meget meget varmt. Heldigvis blæste det en del oppe på vulkanen, så vi ikke smeltede alt for meget.

corralejo

Oppe fra toppen var der en fantastisk udsigt over byen Corralejo, hvor vi boede (hvis man klikker på billedet, kan man se en pil der peger på vores hotel), og over nordsiden af øen. Vi kunne se Lanzarote og øen Lobos, og i det fjerne kunne man se et grønligt skær over horisonten. Det var sand, som var blæst hele vejen fra Saraha ca. 100km østpå, som var på vej til Fuerteventura med vinden.

firben på besøg

Uden for vores lejlighed var der en lampe på væggen, som ikke virkede. Bag ved den boede der to små firben, som kom ud når det blev mørkt, men hurtigt løb tilbage til deres gemmested, når man kom for tæt på, så man ikke kunne få et billede af dem. Men tirsdag aften da vi kom tilbage fra aftensmadsbuffetten, havde vi fået besøg af et firben i stuen. Vi ved ikke hvordan det kom ind, men jeg fik da lige snuppet et par billeder, før vi åbnede terrassedøren og fik firbenet ud af lejligheden.

fugl spiser edderkop

fugl spiser edderkop

Udenfor i hotelkomplekset var der masser af duer. De var meget lig dem vi har heroppe i Nordeuropa, og ikke videre spændende. Dog var der også én rigtig flot eksotisk fugl, som kom forbi hver morgen og spiste insekter i græsset. Den ville jeg selvfølgelig rigtig gerne have et godt billede af, så da den sad næsten lige uden for vores terrasse en morgen, skyndte jeg mig at finde kameraet frem. Jeg nåede lige ud af lejligheden, på samme tidspunkt som fuglen stak sit lange næb ind mellem stenene i den lille væg rundt om græsplænen og fandt en meget stor edderkop! Jeg var glad for at jeg havde mit zoom-objektiv, så jeg ikke var så tæt på, som det ser ud på billederne, for det var godt nok en stor og ulækker edderkop.

tabita på stranden

Flere af dagene tog vi på stranden, enten formiddag eller eftermiddag. Jeg fik købt mig en hat, så jeg ikke fik solen i øjnene, når jeg ville læse min bog. Vi havde selvfølgelig begge solbriller, men syntes ikke det var nok skygge for mine øjne. Vi fik også spist nogle Maxibon is (de var ikke inkluderet i hotellets pakke, men de kunne købes på stranden og i byen).

havn

martin og vindmølle

På rigtig mange af de postkort man kunne købe, var der et billede af en gammel vindmølle, men vi kunne ikke finde ud af, hvor vindmøllen var. Den var ikke på nogle af vores kort over øen, og da vi googlede navnet på bagsiden af et postkort, fandt vi ud af at det bare betød “vindmølle”, så det hjalp ikke så meget. Vi så nogle lignende vindmøller rundt omkring, men de virkede enten meget små eller så langt væk fra alting, at det ikke kunne være vindmøllen på postkortene. På en af vores ture ind i byen, så vi et maleri af vindmøllen på en garagedør, og besluttede os for at det nok var det tætteste vi kom på at se den, så vi legede turister foran garagen.

 

lille abe

Før vi tog afsted, havde vi set at der var en zoologisk have på øen, så vi besluttede os for, at der skulle vi hen! Der gik en gratis bus fra Corralejo i nord til Zoo i syd, så den tog vi.

tabita fodrer giraffer

martin fodrer giraffer

Man kunne købe poser med foder til nogle af dyrene, så vi brugte godt en halv time på at fodre girafferne.

giraf

lemur

Man kunne også betale ekstra for at komme ind og fodre lemurerne helt tæt på. Det havde vi set hjemmefra, at man kunne, så det skulle også lige prøves. Man fik en pind med noget frugt, og så kunne lemurerne ellers bare hoppe op på ens skuldre og spise frugterne som de havde lyst. Det var en fed oplevelse!

tabita fodrer lemur

lemuren garfield

lemurer

Martin og lemur

En af hunlemurerne var helt vild med Martin, og ville slet ikke hoppe af ham igen, da vi skulle gå, men med hjælp fra dyrepasseren fik han den til at hoppe over på en gren, så vi kunne komme videre.

timon

flamingo

krokodiller

zoo havde over 400 dromedarer

elefant

giraffer

corralejo

Torsdag var vi nede i byen, fordi der var et kunst og krea-marked i et af de større shoppingcentre. Vi fandt ud af, at man kunne gå op i et klokketårn, der var midt i centret. Der var rigtig god udsigt!

tabita og martin

udsigt

 

På busturen fra lufthavnen til hotellet den første dag, havde vi set en hel masse byggepladser. Det virkede meget normalt, indtil man lagde mærke til at det faktisk ikke var aktive byggepladser, men ufærdige hoteller som var blevet efterladt midt i byggeriet. Der var helt utroligt mange af dem, nogle kun med fundamentet der stak ud af jorden, nogle med et par etager og stillads der aldrig var blevet pillet ned, og nogle der nærmest var færdige, men så ud som om de aldrig var blevet taget i brug. Det virkede rimelig surrealistisk, men var åbenbart en kombination af finanskrisen og dårlig planlægning, som havde ramt rigtig mange byggerier.

ufærdigt hotel

ufærdigt hotel

ufærdigt hotel

Et af de efterladte hotelbyggerier, så ud som om det havde været rimelig meget færdigbygget, men så var blevet efterladt og var ved at falde sammen, havde en rigtig dejlig strand på bagsiden, som var offentligt tilgængelig, så på vores sidste feriedag, brugte vi en halv dag der.

tabita på stranden

på stranden

martin på stranden

flot strand

Der var et lille stykke af stranden, som havde et naturligt rev af en art, som gjorde at vandet inden for revet var dejlig varmt og ikke særlig dybt. Skøn dag på stranden.

regn

Søndag morgen skulle vi med bussen tilbage til lufthavnen ved 8-tiden om morgenen. Mens vi ventede, begyndte det pludselig at regne helt vildt meget. Der kom flere cm på få minutter og de var den slags regn, hvor man kun skulle være udenfor i tre sekunder for at blive totalt gennemblødt. Da bussen endelig kom (noget forsinket i den pludselig regnstorm), nåede både vi, vores kufferter og chafføren at blive godt våde inden vi kom  ind i bussen.

regn

På vej rundt i Corralejo for at hente flere passagerer der skulle fra deres hoteller til lufthavnen, oplevede vi også hagl på størrelse med marmorkugler og de fleste veje var nærmest oversvømmede med regnvand fuld af sand. Både nedbør og storm stoppede, da vi kom ud af byen og resten af turen hjem var rimelig standard. Vi fik dog noget af et chok, da vi steg ud af flyet i Prestwick – jeg havde helt glemt hvor koldt det er i Skotland i starten af november! Men vi havde en rigtig god ferie, og det bliver nok ikke sidste gang vi tager ned til sol og varme, når det er så koldt herhjemme. Det er skønt med sommerferie, når det ikke har været sommer i flere måneder!

Reklamer

Det sidste halve år 06.08.2014

Posted by TabiWH in arbejde, generelt, mennesker, tanker.
Tags: , , , , , , , , ,
add a comment

Jeg er  klar over, at jeg ikke har opdateret bloggen i et halvt år. Vi har haft meget travlt, selvom det meste af travlheden bare har været hverdag. Jeg har til gengæld fået taget mig noget tid til at være mere kreativ med papir udover at lave æsker, og det havde jeg haft planer om længe.

Jeg håber på at jeg kan få opdateret noget oftere, men indtil da bliver det til en liste-agtigt opdatering med nogle billeder fra de ikke så hverdagsagtige ting, vi fik gjort:

Marts

Vi tog en tur til den nærliggende vindmøllepark, Whitelee Windfarm, og gik en lang tur i det dejlige vejr.

Whitelee Windfarm

April

Der skete ikke noget videre spændende, men der var godt nok travlt på arbejdet, da min kollega blev sygemeldt i to uger lige før vi holdt åbent hus, og jeg skulle stå for en børnefødselsdag alene, som jeg egentlig bare skulle have hjulpet med, for at se hvordan de fungerer. Det gik fint, men der var en del stress på i et par uger.

Maj 

I maj tog vi en tur til Danmark. Daniel var også hjemme fra Canada, og havde taget sin søde kæreste med hjem, så hele familien var samlet for første gang i næsten to år. Det var skønt at at vi alle sammen kunne være sammen! Jeg fik også besøgt mine veninder fra efterskolen, og Louise var også et smut i København, så vi kunne se hende også.

Så var der den store begivenhed… Eurovision! Hele ugen op til det store europæiske Melodi Grand Prix var vi til diverse events rundt omkring i byen: Brødrene Olsen live på Frederiksberg, Basim på Strøget og klokkespillet på Frederiksberg Rådhus som spillede gamle danske Melodi Grand Prix sange. Så blev det lørdag, og vi var til Eurovision live på Refshaleøen. Det var en ret vild oplevelse, og der var helt fantastisk stemning i hallen. Turen hjem var mindre fantastisk, med med meget langsom gåtur i regnen til havnebussen og en våd tur tilbage til Valby, hvor vi endelig kom hjem ved 3-tiden. Men alligevel en rigtig god oplevelse!

louise og tabi

martin og tabi til eurovisionhele famiien!

tabi til eurovision

Da vi kom hjem til Skotland, havde jeg booket en stand ved Centrestages sommermarked, hvor jeg fik solgt nogle af mine æsker. Det var ikke mange, men jeg håber på at være med til flere markeder senere på året.

Juni

Martin skulle med sit arbejde til det store Royal Highland Show Dyrskue i Edinburgh, hvor de havde en stand, og jeg fik lov til at komme med,  hvis jeg tog nogle billeder til deres facebookside. Det var helt vildt så stort det var. Telte og boder overalt og masser af steder hvor man kunne få gratis smagsprøver. Faktisk fik jeg så mange gratis smagsprøver, at jeg slet ikke behøvede at købe frokost. Tror også jeg fik spist nærmest et halvt kilo gratis skotske jordbær fra alle de forskellige steder der havde dem. Vi købte dog is, da det var rigtig varmt. (og jeg fik derefter smagsprøver på is tre forskellige steder, men det var nu mere en skefuld hvert sted).

Martin havde travlt på sin stand det meste af dagen, så jeg gik rundt og så det meste for mig selv. Bag ved mejetærskerområdet var der en konkurrence, hvor folk skulle se hvem der kunne klatre hurtigst op af en meget høj pæl, hvilket jeg syntes var meget sjovt (og mindede mig om Mulan, hvis der er nogen der har set den lige så mange gange som mig). Jeg fik også en VIP-tour ind og se verdens største haggis, da jeg mødte en dreng fra Centrestage, som hjalp sin far på hans stand. Måtte også lige købe et stykke af den med til Martin, så han kunne smage den.

royal highland show

Juli

Efter mange travle uger på arbejdet for os begge, og endnu et marked, denne gang i Ayr Rådhus på årsdagen for min dimission samme sted, fik vi endelig to ugers sommerferie! Vi tog til Danmark og havde planlagt alskens ting og sager. Desværre fik vi en opringning om at Martins bedstefar var sovet ind, mens vi var Danmark. Han havde fået konstateret kræft et par måneder før, og det var gået meget hurtigt ned ad bakke. Han kom på hospice før vi tog afsted, men det gik egentlig så godt at de havde planer om at skulle hjem med sygeplejesker derhjemme, så det var noget uventet at han så pludselig bare ikke vågnede.

Vi besluttede os for at tage hjem til begravelsen, men nåede stadig en uges ferie i Danmark med min familie og det havde vi brug for. Vi besøgte bedstemor og tog på en guidet tour rundt omkring i området, hvor min mors familie boede, da hun voksede op og derefter besøgte vi familien i Ringkøbing, hvor vi både kom på speedbådstur (som vi blev lovet til vores bryllup), så sandskulpturer i Søndervig og fik leget med kaniner. Dernæst smuttede Martin og jeg til Esbjerg for at besøge Louise i nogle timer. Mine forældre hentede os, og vi hentede derefter Mattias ved toget, hvorefter vi kørte til Løjt Feriecenter i Sønderjylland hvor vi skulle i sommerhus.

speedbåd

Der var helt fantastisk udsigt fra huset, og vi fik også klemt ret meget ind på bare to dage, hvoraf det meste var på min fødselsdag om lørdagen. Vi tog en indkøbstur til Aabenraa og senere på eftermiddagen hoppede vi alle ind i bilen og kørte til Tyskland, fordi Martin aldrig havde været der. Vi oplevede både en grænsebutik, Aldi i sit hjemland og en hyggelig middag på en lille restaurant ved navn Frau Martha i Glücksburg.

Mor og Tabita foran udsigten fra sommerhuset.

Mor og Tabita foran udsigten fra sommerhuset.

tyske grænse

Frokostmiddag i Tyskland

Fødselsdagsmiddag i Tyskland

strand ved løjt

Søndag blev det til en tur til stranden ved feriecentret, kebab og Lego Movie før vi kørte tilbage til København, hvor vi ankom engang efter midnat, så vi kunne flyve tilbage til Skotland om mandagen. Det var en meget langsom tur hjem med forsinkelser i begge ender, men vi nåede til sidst hjem. Om tirsdagen var vi til begravelsen. Det var en trist dag, men det var godt at vi fik taget afsked.

Om onsdagen var det vores bryllupsdag. Vi skulle egentlig have været inde og se Den Lille Havfrue i Operaen i København med mine forældre (sikke en dejlig gave, det ville have været!), men det kunne vi jo af gode grunde ikke, så vi tog en tur op til Windy Hill hvor Martin friede tre år tidligere. Det var en rigtig varm sommerdag, men heldigvis var der en kølig brise på toppen af bakken.

Martin og Tabita på Windy Hill

Tog et billede af min forlovelsesring på Windy Hill, så man kan se hvad der står indeni.

Tog et billede af min forlovelsesring på Windy Hill, så man kan se hvad der står indeni.

Da vi kom ned fra bakken, var det så varmt at vi helt opgav at gå en tur rundt om Lochwinnoch (en sø i nærheden), så vi besluttede os for at købe is og nyde dem på en bænk ved søen. Det blev kun til en lillebitte Minimælk is hver, da resten var udsolgt i det varme vejr, men det gik også lige. Mandagen efter var det tilbage til arbejdet for os begge.

August

Det har ikke været så mange dage i denne måned endnu, så der er ikke sket så meget udover arbejde. Vi var dog på en hyggelig tur søndag eftermiddag til et kreamarked i et stort havecenter, der også havde en kreaafdeling. Vi købte ikke noget på markedet, men jeg fik mig da lidt papir osv. i butikken. Nu på søndag eftermiddag har vi billetter til Starlight Express på Centrestage med de lidt yngre skuespillere, og lørdagen efter er det Martins fødselsdag, hvor vi har billetter til mindst fire shows på den årlige comedyfestival. Det glæder vi os rigtige meget til, da vi tror vi har formået at finde udelukkende gode shows i år!

25 07.08.2013

Posted by TabiWH in generelt, mennesker, tanker, yay.
Tags: , , , , , , , ,
add a comment

På min fødselsdag den 19. juli i år blev jeg 25. Det er første gang jeg har været nervøs for at blive ældre – nu er jeg pludselig midt i 20erne, ikke først i 20erne, men der er nu ikke rigtig nogen forskel på at være 24 og 25. Jeg havde en stille dag herhjemme, da Martin var på arbejde det meste af dagen. Jeg fik lavet en lækker lagkage helt fra bunden, da vi ikke havde nogle lagkagebunde (de findes bare ikke herovre) og jeg gerne ville have noget mere spændende end britisk fødselsdagskage (en slags sandkage med et meget tyndt lag smørcreme og fondant ovenpå).

lagkage indeniFandt nogle opskrifter rundt omkring på nettet. Bundende fik jeg fra Biancas Kageverden, mousserne og smørcremen fik jeg fra forummet på Bryllupsklar, hvor jeg lurede lidt på bryllupskager før sidste sommer. Jeg endte også med at lave kagen med hindbærmousse og toblerone mousse ligesom vores bryllupskage, og overtrak den med marcipan.

Jeg synes selv den blev rigtig god for et første forsøg og Martin og svigerfamilien var også glade for den. Det er klart noget der skal prøves igen, måske med nogle andre mousser (selvom de var gode, specielt den med toblerone!) og nogle lidt tyndere bunde end dem jeg fik lavet. (ignorer venligst det meget rodede køkkenbord).

P1010946

Et par dage efter min fødselsdag, tog vi på (endnu en) sommerferie, denne gang i Valby. Martin og jeg var der begge i en uge, hvorefter jeg blev en uge længere, da Martin skulle hjem og tilbage på arbejde. Det var rigtigt sommervejr med masser af varme – nogle gange lidt for varmt – og vi fik rigtig udnyttet poolen i baghaven hos mine forældre. Vi var også en tur i Zoo, tog endelig Martin med på kanalrundfart efter 7 år med regelmæssige besøg til København, fik cyklet næsten hver dag og også grillet et par gange. Jeg fik set en masse veninder, som jeg ikke havde set i lang tid.

Derudover var det også vores papirsbryllupsdag den 23. juli. Det var en rigtig varm og solrig dag, og vi tog ind til Café Væksthuset i Landbohøjskolens Have, hvor vi sidste sommer holdt bryllupsfest. Denne gang spiste vi frokost på caféen og gik en tur i den dejlige blomsterhave.

frokost på væksthuset

Nu er vi begge tilbage i Skotland. Martin er på arbejde, mens jeg søger efter noget arbejde og planlægger kreative projekter. Det bliver nok til en lagkage til Martins fødselsdag om to uger og jeg har også fået ting til at lave bolsjer i fødselsdagsgave, så det skal jeg også have prøvet.

Sommer 16.07.2013

Posted by TabiWH in arbejde, generelt, mennesker, tanker, uni, yay.
Tags: , , , , , , , , , , , , ,
add a comment

Siden sidst er der sket det følgende (ikke nødvendigvis i den rækkefølge):

  • Det er blevet sommer, ikke sommer, sommer og lige nu ikke sommer igen
  • Tur til Canada for at besøge Daniel med Martin og mine forældre
  • Besøg af mine forældre og bedstemor her i Skotland
  • Er blevet færdig på uni!
  • Har planlagt en tur til Danmark
  • Mit projekt “My Muse” er lige pt. på en lille udstilling i Glasgow i et mindre galleri

Har fået en ny computer i (tidlig) fødselsdagsgave, og den har et tastatur jeg har haft meget svært ved at vænne mig til. Normalt tager det mig højest en uge at kunne skrive helt flydende på et nyt tastatur, men denne gang er det altså bare ikke helt som det plejer. Tasterne vil ikke helt som jeg vil. Så en smule af den grund, men også fordi der hele tiden sker noget, har min blog stået noget stille den sidste halvanden måneds tid.

Jeg er lige nu ikke lige i det rigtige humør til at skrive et meget langt indlæg om alle de ting vi så i Canada og hvad der ellers sker, men det kommer nok på et tidspunkt (evt. først om et par uger eller tre), men vil da lige lave en hurtig FAQ (ofte stillede spørgsmål) hvis nogen gerne ville vide noget om nogle af de andre ting:

Havde I en god tur til Canada? – Ja, det var en rigtig god tur! Det var dog godt nok noget varmt!

Hvornår kommer du/I til Danmark? – I næste uge!

Er det ikke lige omkring jeres bryllupsdag? – Jo, lige præcis! Faktisk ankommer vi dagen før vores papirbryllupsdag.

Hvad er det for noget med en udstilling? – Jeg søgte om at få mit muse-projekt med i en “Best of Degree Show” udstilling, og de sagde ja, så nu hænger mine tegninger af Matt i Six Foot Gallery i Glasgow indtil den 9. august.

Hvad skal du så nu, når du er blevet færdig på universitetet? – Jeg ved det ikke endnu. Jeg tænker og kigger og læser og undersøger. Jeg skal nok vende tilbage, når jeg ved noget mere specifikt. Lige nu trænger jeg bare til at få samlet mine tanker om fremtiden og set hvad der er derude, før jeg begynder på noget nyt.

Havde du sådan en sjov flad hat (mortar board) på til din dimmission? – Nej, det bruger de ikke rigtig i Skotland. Hvert universitet har deres egen “uniform”, og sidst jeg kiggede var der ikke nogle skotske universiteter der havde en hat indbygget, men det har de de fleste steder i England og USA. Traditionelt i Skotland er hatten kun for lærere, men de bruger dem heller ikke mere. Man kan dog stadig få en, hvis man køber den, når man lejer/køber sin kappe. Dog må man  ikke bruge den til selve dimmissionsceremonien. Herunder er der et billede af hvad jeg havde på til min dimmission:

tabi dimmission

 

DK og udstilling 04.06.2013

Posted by TabiWH in generelt, mennesker, tanker, uni, yay.
Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
add a comment

Vi var for et par uger siden et meget kort smut til Danmark. Min bedstemor havde af hele familien fået et besøg til Egeskov Slot med tilhørende weekend på Fyn, så vi var i Danmark i hele 68 timer (det tager længere tid at se alle sæsoner af Friends uden pauser).

Ligesom som sidste år i maj (endda cirka samme datoer) havde vi ikke lige opfattet at det var totalt sommer i Danmark og fløj, i hvad der nærmest var vintertøj, fra kolde blæsende Skotland og landede i totalt solskin hvor det både var for varmt til jakker og trøjer. Efter noget frokost osv. hos mine forældre, var det ind i bilen og over broen til Fyn. Hele familien havde lejet tre ferielejligheder i Fåborg, hvor det også var sommer.

Lørdag tog nogle af os ud at klatre i træer. Det var lidt i samme stil som da vi var på Go Ape med mine forældre og brødre, da de var på besøg i Skotland tilbage i 2010, men ret meget mere skræmmende. De “broer” man skulle gå over 10 meter over jorden (med sikkerhedsudstyr, selvfølgelig) var bare noget mere hullede og der skulle meget mere balance til.

klatreholdet

Hele klatreholdet.Min fætter Jakob meget meget højt oppe!Min fætter Jakob meget meget højt oppe!Mere klatring.Mere klatring.

Efter megen klatring og skovtursfrokost tog vi tilbage til feriestedet igen, hvor nogle slappede af på sofaen, nogle tog en svømmetur i den tilhørende pool og andre gik ture på stranden. Martin og jeg fik soppet en del i det meget varme solskinsvejr (godt nok var vandet meget koldt!). Dejligt med noget sommer!

martin i vand

Om aftenen blev der grillet, og vi skulle selvfølgelig se Melodi Grand Prix. Danmark vandt! Nu håber vi at vi kan få billetter til næste års show, så vi kan se det live.

Søndag blev det så tid til turen til Egeskov. På vej til slottet samlede vi Louise op i Ringe, da det var vores eneste chance for at se hende. Det regnede desværre noget af tiden i parken, men det var en rigtig hyggelig dag med hele familien.

familien spiser is

Efter en dejlig, lang og hyggelig weekend var det så tilbage over broen til København, hvor vi skulle meget tidligt op mandag, for at nå flyveren kl. 7:55. Da vi kom hjem, gik jeg lige på hovedet i seng og sov det meste af eftermiddagen og natten med. Det trængte jeg godt nok til efter så meget på én weekend.

Desværre var det stadig koldt i Skotland da vi kom hjem, men vi er nu lige begyndt at få sommer igen (dog stadig med regn og blæst ind i mellem).

Så blev det tid til vores udstilling på universitetet. Hvert år holder de studerende på 4. år en udstilling i maj måned, dels som del af et modul hvor man skal planlægge det hele, dels for at vise alting frem og dels for at der kan uddeles priser for bedste specialeskrivning, bedste kreative projekt og bedste artworks (et andet modul vi har haft).

Vores fernisering fik rigtig mange gæster! Det siges at der kom over 200 mennesker, så det var en del mere end jeg havde forventet og det var en rigtig god aften! Specielt efter jeg vandt prisen for bedste kreative projekt for mine tegninger af Matt! (læs mere om selve projektet her (på engelsk))

Mig med mit priscertifikat og udstillede billeder (HCA collager & Matt billeder).

Mig med mit priscertifikat og udstillede billeder (HCA collager & Matt billeder).

Nu er det snart slut med universitetet. Vi har dimission i næste måned, og så er jeg ellers bare færdig. Jeg er selvfølgelig allerede blevet spurgt om hvad jeg skal bagefter rigtig mange gange, men mit svar er stadig, at det ved jeg ikke helt. Jeg har kig på lidt forskelligt og overvejer alle mine muligheder grundigt, men lige nu ved jeg ikke hvad det kommer til at blive til.

For resten har jeg nu fået en facebookside til mine tegninger og andet kunst/kreativt (dog ikke fotos), som man kan “synes godt om” og følge mine opdates (normalt på engelsk, men mine tegninger giver som regel mening på alle sprog). Den kan findes på https://www.facebook.com/tabita.

Næsten færdig med uni 14.05.2013

Posted by TabiWH in generelt, uni.
Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
add a comment

Efter et regnfuldt og travlt forår er jeg nu næsten færdig på universitetet. Specialet er afleveret og det samme er mit store kreative projekt. Mit sidste modul er “presentation & promotion”, hvor vi udover at lave hver vores hjemmesider osv., skal arrangere en udstilling som gruppe, og så er der dimission i starten af juli.

kreativt projekt i kasserJeg udstiller mit kreative projekt og noget af mit HC Andersen projekt fra sidste semester. Mit kreative projekt består af 16 indrammede tegninger, som lige pt. er fordelt over to papkasser der står på uni, og en tilhørende animation der viser alle lagene i tegningerne blive bygget op (og pillet ned).

Det er desværre nærmest umuligt at uploade animationen i høj definition på internettet, men jeg har en ikke helt så skarp version herunder: (den tager 6 minutter, har ingen lyd og kan godt virke lidt lang, når der ikke rigtig er andet at kigge på ved siden af :P)

Mine HC Andersen collager er også klar til udstillingen. Jeg illustrerede sidste semester seks HCA eventyr med papircollager til mit “Artworks” modul: Den lille pige med svovlstikkerne, Hyrdinden og skorstensfejeren, Den flyvende kuffert, De vilde svaner, Tommelise og Dyndkongens datter. De tre førstnævnte var mere mørke i det (selvom jeg personligt godt kunne lide den med svolvstikkerne), så min vejleder syntes jeg kun skulle udstille de tre lysere collager. Det er fint med mig, da de passer godt sammen som en serie, og så er der heller ikke uendeligt meget plads, da vi er næsten 30 studerende der skal deles om pladsen.

de vilde svaner

tommelise

dyndkongens datter

Collagerne er str. A3 og har en smule flottere farver i virkeligheden. Det er også lidt svært at se hvordan teksturerne virker på billeder (f.eks. er solene lavet af metallisk guldpapir), men det vist godt nok.

Eftersom jeg nu ikke har helt lige så meget at lave på universitetet, har jeg haft tid til igen at tage på ture med Martin i weekenderne. Det har vi ikke haft meget held med henover vintere. Martins første fridag efter jeg havde afleveret mine to store projekter faldt på en fredag, da firmaet havde et eller andet jubilæum der skulle fejres med en gratis og obligatorisk fridag. Vi tog til Culzean Castle, hvor Martin arbejdede hele sidste sommer, men det var desværre den mest regnfulde dag i flere måneder, så der blev ikke rigtig en lang gåtur i den tilhørende have. Vi fik dog spist vores lækre medbragte frokost i orangeriet, hvor vi fandt den eneste bænk der ikke var placeret under en læk i glastaget.

flod ved rasteplads

Søndagen efter syntes vi så, at vi skulle på en rigtig tur, så vi pakkede masser af frokost i bilen, og kørte sydpå mod Dumfries, hvor parken omkring Portrack House holdt åbent hus. De har kun åbent for offentligheden én gang om året, så det syntes vi lige vi skulle se. Det var en kæmpe have med masser af underlige/flotte/anderledes bakker, skulpturer og installationer, og heldigvis var det tørvejr det meste af tiden. Undervejs derned stoppede vi ved en rasteplads, som havde en vidunderlig idyllisk flod strømmende forbi ved siden af (se ovenfor). Vi spiste noget af vores medbragte mad, og nød ellers det varme solskin, som desværre blev til gråvejr lidt senere.

Herunder lige et billede af mig på en af de kunstige bakker i haven ved Portrack House:

tabi ved pontrack house

Det blev til en rigtig hyggelig dag, med masser af interessante indtryk. Vi fik også lige snuppet os en kop te og kage, før vi kørte hjem igen.

I fredags var det tid til endnu en tur, men denne gang var det fordi Martins arbejde sponsorerede Ayr dyrskue. Martin er jo social media koordinator, så hans job var at live-tweete nogle af de vigtige/relevant begivenheder, og han havde taget mig med som fotograf, så han kunne få nogle gode billeder til facebook senere. Det var desværre en rigtig regnfuld dag (igen!), men det var nu meget sjovt at være til dyrskue. Eller måske er “sjovt” ikke det rigtige ord, men det var nu hyggeligt alligevel. De havde også et stort telt med kreative boder osv., så det syntes jeg var lidt mere interessant end køer og får.

køer til dyrskue

Og nu er det næsten sommer. Jeg opdagede i går at der pludselig kun er to uger tilbage af maj, så nærmest hele foråret er bare gået uden at nogen har lagt mærke til det. Vi har da både haft påskeliljer og tulipaner, men der har været så meget regn og blæst de sidste par uger, at det ikke føles som næsten sommer overhovedet. Men måske bliver det bedre, vi har i hvert fald solskin i dag.

Velsignelsen 01.10.2012

Posted by TabiWH in mennesker, tanker, yay.
Tags: , , , , , , , , , , , , ,
add a comment

Hvis du gik glip af brylluppet, starter blogindlæggene om det her.

Allerede før Martin friede viste vi, at når vi engang skulle giftes, skulle vi have noget både i Danmark og Skotland. Da vi jo blev gift i København, planlagde vi i en velsignelse i Martins kirke i Kilmarnock. Engang sidst på foråret fik vi aftalt datoen den 12. august med præsten og først på sommeren fik vi snakket med en dame fra kirken, som normalt står for kaffe osv. Hun var meget interesseret i vores velsignelse, da hun aldrig havde været til sådan en før, så hun gik rigtig meget op i at alting skulle være helt perfekt. Faktisk gik hun nok mere op i detaljerne end vi selv gjorde. Hun brugte i hvert fald meget energi på at sige, at vi i hvert fald skulle have bryllupsservietter, og ikke bare hvide! Jeg fandt nogle med små hjerter på, og dem var hun vist fint tilfreds med.

Så var det eller til Danmark og blive gift, og da vi kom hjem blev vi smidt lige ind i hverdagen igen, før mine forældre kom til Skotland den 9. august. Martin arbejdede alle dage op til weekenden med velsignelsen, så jeg tog med mine forældre på tur til Ayr, hvor vi nød sommervejret (jeg syntes godt nok det blive lige varmt nok). Vi fik os også lige en snak med præsten en af aftenerne, og han fortalte os hvordan det ville komme til at foregå.

Lørdag den 11. havde Martins forældre bestilt bord til 14 på et fint hotel til tre-retters frokost, så den nærmeste familie alle sammen kunne være med. Vi var os selv, mine forældre, Martins forældre, Martins stedbedstemor, Martins bedsteforældre, Martins faster og Martins onkel, tante og børn. Hans bedstefar og tante + børn kunne ikke være med til brylluppet, så det var fint at de kunne være med her i stedet. De kom også til velsignelsen dagen efter.

Vi fik spist forret og hovedret og kom til desserten, hvortil Martins fætter på 6 spurgte hvorfor Martin og jeg havde bestilt det samme til dessert. Martin fortalte ham at når man er gift, så spiser man altid det samme som hinanden. Det svar var han helt tilfreds med.

Efter al maden sagde vi på gensyn til Martins familie og gik en tur på stranden ved Troon med mine forældre. Min pæne nye kjole og høje hæle samt Martins skjorte og pæne sorte bukser passede ikke helt til strandtur, men det gik. Da vi kom hjem, skulle vi pynte Martins hjemmelavede britiske bryllupskager til næste morgen. Vi havde lagt marcipan og fondant på begge aftenen før, men havde godt nok nogle problemer med pynten. Til sidst blev det med hjælp fra min far, til nogle røde hjerter i midten og små lyseblå blomster rundt i kanten. Det passede også fint til servietterne, som også havde lyseblå kanter.

Næste morgen skulle jeg i min kjole, som jeg havde købt specielt til velsignelsen. Jeg ville ikke til at have brudekjolen på igen, så havde købt en kort hvid sommerkjole i stedet. Det var den jeg også havde tænkt som nødsituationskjole til brylluppet, men efter alt det med musen i kufferten, havde den bare fået en vask og var kommet med hjem til Skotland igen… Og pludselig var den en halv størrelse for lille! Jeg ved ikke om det var al den lækre mad vi havde spist den sidste måneds tid i forbindelse med ferie, bryllup osv, men den sad godt nok ikke helt som den skulle. Så af med den, og ind i skabet og finde alle mine andre hvide kjoler frem. Det var det samme med dem alle sammen. Til sidst fik jeg klemt mig ned i den første kjole, og så blev det altså bare den, selvom den stadig ikke sad så perfekt, som da jeg købte den.

Nå, men så var det afsted til kirken med bryllupskage på skødet og servietter i bagagerummet. Vi var først til almindelig gudstjeneste, og derefter startede velsignelsen. Vi havde inviteret Martins familie og venner af familien, som ikke kunne være med i Danmark, mine venner fra universitetet og folk fra Centrestage, og så var der også folk fra menigheden.

Vi sang en enkelt salme – Thine Be The Glory, som vi også sang til brylluppet, præsten holdt sin tale og velsignede os (vi fik lige lov til at sige “I will”), der var en bøn eller to, og så skar vi vores bryllupskage for før kaffen. Det var en hyggelig og meget simpel ceremoni, men det var rigtig dejligt at få lov til at dele vores glæde med endnu flere mennesker. Efter kaffen tog vi hjem til Martins forældre og åbnede gaver og hyggede indtil aftenstid.

Mine forældre blev nogle dage længere, så vi tog til Glasgow en dag og gik en tur i Kilmarnock en anden dag, og så kørte jeg dem til lufthavnen så tidligt om morgenen, at jeg var hjemme igen før kl. 7:00. Det var godt nok noget tidligt, men så var der til gengæld ikke så meget traffik.

Derefter var det slut med bryllupsfestlighederne og hverdagstravlheden kunne tage fat igen. Og dét gjorde den! Men mere om det senere.

Bryllup – Del 3 18.09.2012

Posted by TabiWH in mennesker, tanker, yay.
Tags: , , , , , , , , , , , , , ,
add a comment

Hvis du missede forberedelserne kan de findes her: Del 1 og Del 2

Mandag den 23. juli 2012 – Vores bryllupsdag!

Før kirken

På bryllupsmorgenen stod jeg tidligt op, jeg skulle jo lige nå i bad og pakke en taske inden vi skulle til frisøren. Efter mit hurtige brusebad fik jeg smidt noget hurtigt tøj på, og begyndte så at pakke en lille håndtaske med nød-ting så som vabelplaster osv. og en lille taske til hotellet, hvor vi skulle overnatte. Jeg kom så langt som at åbne min kuffert og tage min nødkjole ud (man har jo hørt om folk der spilder sovs og rødvin ned af deres brudekjole og ikke har andet end jeans at tage på)… og hvad var det? Pletter på min nye kjole, som jeg også skulle bruge til den skotske velsignelse i august? Ja, det var rigtig nok pletter, og de lugtede godt nok ikke særlig pænt, så jeg kom til en konklusion om at katten havde tisset på den! Føj.

Så kjolen røg i vaskemaskinen (heldigvis blev der ikke brug for den senere) og jeg pakkede videre… i hele tre sekunder. Så fandt jeg nemlig den rigtige synder – en mus! Ganske vist en død en af slagsen, staklen var blevet bidt halvt ihjel af katten og så kravlet ind i min kuffert for at lægge sig til at dø. Dog først efter at have brugt kufferten som toilet. Så min far fik lov til at fjerne den døde mus, og min mor fik et mindre (okay, større) chok, da hun så min far gå udenfor med en død mus, som han holdt i halen. Hvis resten af huset ikke var vågnet af mig der skældte ud på katten, så vågnede de i hvert fald af min mors rædselsskrig.

Nå, vi fik min kuffert tømt for tøj og hvad musen ellers havde efterladt og jeg fik meget hurtigt pakket min overnatningstaske (det var nok grunden til at jeg glemte både strømpebukser og flade sko), og så var det ellers til frisøren! Vi var lidt sent på den pga hele museaffæren, men vi nåede det da lige til tiden, og så kunne vi ellers slappe af og få ordnet vores hår hos min mors frisør. Det var dejligt bare at kunne sidde ned i en kølig salon, hvor man ikke skulle tænke på bordplaner osv.

Jeg var rigtig glad for mit hår, det var helt simpelt med en lille fletning og en hårkam jeg købte på en lille bryllupsmesse i Ayr i vinters. Min mor lignede helt en dronning med sin flotte frisure.

Så var det ellers hjem og skifte bil. Mine forældre havde lejet en ekstra bil, men den var først blevet hentet mens vi var hos frisøren, og den skulle vi så hjem og hente, så mine forældres grønne Passat kunne blive pyntet op til at være vores køretøj til senere. Vi mødte lige Miky på vejen, da vi havde aftalt at hun skulle være hos os kl. 10 (Louise var en halv time forsinket, så var ikke kommet endnu), så vi samlede hende op og kørte ud til blomsterhandleren.  Jeg ville selv med, da de jo ikke havde gjort noget af hvad vi havde aftalt med kirkeblomsterne, så jeg var lidt nervøs omkring brudebuketten. Men den var bare helt perfekt! Den havde helt de rigtige farver og var præcis som jeg havde forestillet mig! Og så duftede den også bare godt. Der var også to små udgaver af den til vores små brudepiger, min yngste danske kusine på 6, og min hollandske kusines datter på 4, og knaphulsblomster til gom, forlover og fædre.

Så var det tilbage til Valby, hvor Louise ankom nærmest samtidig med os, hvor der efterhånden var en del mennesker. Både den hollandske og  jyske familie havde besluttet sig for at skifte tøj hos mine forældre, da det var nemt lige at gå over til kirken bagefter, og nogle af dem havde overnattet steder uden bruser osv. De skulle jo også pynte bil, så det var det logiske sted at have en slags base for alle. Min ene kusine var også lige blevet hentet i lufthavnen, hvor hun var kommet direkte fra ferie i Thailand, og min far var ved at sætte vores campingflagstag op. En smule kaotisk, men jeg fik da puttet mig selv i en morgenkåbe og lagt det make-up jeg skulle (det var nu ikke så meget). Miky og Louise skulle også lige i deres kjoler og have sat deres hår osv., og jeg skulle finde ud af hvilke smykker jeg skulle have på. Jeg havde tre-fire forskellige kombinationer, men fik til sidst valgt via afstemning mellem brudepiger og hvilke andre piger/kvinder der lige var i nærheden.

Folk var så småt begyndt at trække udenfor, og vi havde stuen til os selv. Det var helt underligt at der pludselig var så stille. Man kunne bare høre fuglene synge og morgensolen skinnede så dejligt ind ad vinduerne.

Nå, så var næsten alle nærmest gået, og jeg skulle i kjolen. Det var nemt nok, da der ikke var noget med hundredevis af knapper der skulle lukkes, eller bånd der skulle bindes. Det var bare en lynlås og et par hægter, og så var det det. På med skoene og øreringene, og så var jeg klar. I mellemtiden var min mor kommet tilbage efter at have afleveret blomsterne i kirken og hentet kagen, og efter en hurtig omklædning skulle hun lige give mig et kram, og så var hun ellers også smuttet til kirken.

Da jeg kom udenfor med mine voksne brudepiger, var det kun min far og Daniel der var tilbage. Og vores flotte grønne bryllupsbil, med masser af tyl, flag og blomster.

I kirken og på vej dertil

Vi skulle lige have taget et par billeder, og så satte vi os ellers ind i bilen. Daniel var chauffør, og både han og min far var bare så fint klædt på. Vi kørte op til kirken, hvor klokkerne ringede og gæsterne stadig var ved at ankomme, så Daniel besluttede at vi var lidt for tidligt på den. To minutter senere var vi kørt rundt om det bebyggede område ved kirken, og parkede lige foran. Brudepigerne og Daniel smuttede lige ind med de sidste gæster, og så var det ellers bare mig, min far, vores små brudepiger og kirketjeneren. Jeg fik min brudebuket, og de små havde også deres. Fik sat knaphulsblomsten fast på min fars jakke, og skulle liiiige kigge gennem kighullet ind til kirken. Den var godt nok fuld! Jeg blev helt overvældet, tænk at så mange var kommet til brylluppet! Kunne også skimte vores fotograf Laura Friis, og allerøverst oppe ved alteret sad Martin og Matt og ventede.

Da dørene åbnede og organisten begyndte at spille Rainbow Connection (en Muppet sang, som betyder meget for Martin og jeg), var det meningen at de små piger skulle gå halvvejs op ad midtergangen, og så skulle min far og jeg følge efter. Men jeg var så overvældet, at jeg helt glemte alt hvad vi havde snakket om, for alle i kirken havde rejst sig op og kiggede på mig – og jeg kendte hvert eneste ansigt! Ej, hvor var det stort! Det var så surrealistisk, alle kiggede på mig og deroppe ved alteret stod manden i mit liv og ventede på at jeg kom og lovede at elske ham for altid. Jeg kunne slet ikke finde ud af om jeg skulle grine eller græde, så jeg gjorde vist begge dele, og glemte helt at vente på de små brudepiger og gå langsomt. Det røg bare helt ud af mit hoved, så pludselig var vi oppe ved stolene ved alteret, og jeg fik sagt hej til Martin og sat mig ned, og så spillede musikken stadig i næsten et minut, tror jeg. Ups. Men hvor var det bare en stor følelse at kigge på Martin, der var så flot i sit fine tøj, og så se udover forsamlingen i kirken, der var fuld af glade mennesker fra så mange forskellige steder og tidspunkter i mit liv.

Det hele var bare så perfekt. Solen skinnede, der var farverige blomster på enderne af bænkene og solsikker i siderne af kirken. Det var så skønt og lyst og sommeragtigt og der var så fyldt med glæde, at jeg næsten ikke kunne forstå det.

Jeg måtte lige smile til Martin og sukke lidt af lykke. Alle var bare så glade og smilende. Kastede også lige et blik ned til brudepigerne, der sad med resten af min familie og forlover Matt ved siden af Martin, smilede også helt vildt. Alting var bare dejligt.

Efter præsten Henriks velkomst, var det tid til første salme – Det dufter lysegrønt af græs. Jeg kunne ikke kigge over på Martin uden næsten at blive helt rørt, så jeg prøvede at synge med så godt jeg kunne, uden at kigge alt for meget op. Efter hilsen og bøn, var det vores læsninger. Normalt bliver de læst af præsten, men eftersom de gerne skulle kunne forståes af alle vores gæster og os selv, skulle de læses på både dansk og engelsk, og vi havde spurgt nogle i vores familie og Matt om at læse dem.

Efter den anden salme – Det er så yndigt at følges ad – holdt Henrik sin tale. Den var helt fantastisk og så personlig. Mange af de britiske gæster sagde bagefter, at de aldrig havde hørt sådan en personlig tale til et bryllup. Der var også både sjove og alvorlige emner med, og den passede så godt til os.

Og så skulle vi giftes!! Tilspørgelsen var både på dansk og engelsk, så Martin også vidste hvad han sagde ja til, og efter vores hhv. “I will” og “Ja” måtte vi kysse hinanden og så var vi ægtefolk!

Den næste salme – Blessed Assurance – var på engelsk, dernæst velsignelsen og så den afsluttende salme -Thine be the glory. Herunder begyndte gæsterne at rejse sig op, og det er stadig lidt et mysterie præcist hvorfor. Var det fordi det var lige præcis dén salme, var det fordi det var den sidste salme eller noget helt tredie? I hvert fald blev det startet af noget af den hollandske familie og endte med os oppe ved alteret.

Derefter var det vielsen slut, og det var tid til at vi skulle gå ud. Der var helt stille. Og så lidt mere stille. Dørene blev åbnet, og der var lidt mere stille. Og så begyndte folk at kigge rundt. Og så… hvad var det? En lyd? Ja, det var vores sækkepibespiller Claus Reiss som stod udenfor og spillede Highland Cathedral, da vi begav os hånd i hånd ned ad midtergangen fulgt af vores små brudepiger.

Vi kom udenfor til sækkepibemusik, solskin og en smule blæsevejr. Hvis jeg ikke havde været glad for at have fravalgt slør før, så ville jeg være det på det tidspunkt. Alle kom ud og sagde tillykke, og hvor var der bare mange! Vi fik også en hel bunke ris, både af min moster og kusiner og af nogle fra kirken, der kender mig fra da jeg var lille.

Og så var der æresporten! Jeg er ikke helt sikker på præcis hvem der var ansvarlig for den, men min jyske familie var i hvert fald involverede både med at lave den og transportere den rundt på dagen, så den fulgte med fra kirken til vores feststed og næste morgen stod den hjemme hos mine forældre. Den var bare så flot, og vi var rigtig glade for den!

Fortsættelse følger her.

Bryllup – Del 2 17.09.2012

Posted by TabiWH in mennesker, tanker, yay.
Tags: , , , , , , , , , , , ,
add a comment

Hvis du missede første del, er den at finde her.

Lørdag den 21. juli 2012

I løbet af ugerne heroptil, havde Louise gentagne gange spurgt om vi ikke skulle lave noget sammen om lørdagen. Jeg havde svaret at det kunne vi da godt, men kunne hun så ikke lige komme til Valby, så kunne hun hjælpe med diverse ting, hvis det nu var. Efter flere missede hints og fejlslagne forsøg på at få mig til Lyngby uden at blive mistænksom, blev det til et direkte “Miky og jeg vil gerne se dig på Lyngby Station!”. Miky var min anden brudepige, så jeg tænkte at de måske havde fundet på et eller andet. Og det havde de! Jeg blev modtaget med råb og skrig af mine to brudepiger som forgæves prøvede at bilde mig ind, at vi skulle ind i Lyngby centrum og jeg skulle sælge kys for 5 kr. , og der ville i hvert fald være helt vildt mange hotte fyre. Her kunne det tænkes at jeg ville være blevet en smule urolig, men jeg ved at de kender mig så godt, at de ved at det slet ikke ville være mig, så jeg sagde ikke så meget.

Vi satte os ind i bilen de havde lånt af Louises bror, og kørte et eller andet sted hen i Lyngby. Da vi nåede til noget der lignede en park, fik jeg bind for øjnene og blev ledt over en lille bro, op og ned ad bakker og til sidst over noget græs, hvor jeg endelig fik lov til at se igen… Vi var ved bredden af Lyngby Sø ved en lille pavillion med fire af mine efterskoleveninder – hvor hyggeligt!! I stedet for et eller andet stort med vildt mange mennesker og alt for meget gang i den, havde de arrangeret en lille sød polterabend med et “mini”-tema. Alting var småt! Minipizzaer, minipølsehorn, minifrikadeller, miniromkugler, minimuffins, minitekopper (man skulle godt nok have tre-fire kopper for at slukke sin tørst), minislik, miniskumfiduser og ikke mindst minilagkager! Ej, hvor de kender mig godt! Jeg elsker miniting, og minilagkager var bare det bedste til børnefødselsdage! Det var bare helt perfekt! Pavillionen var pyntet så flot op med blomster, og de havde taget borde og stole med og dækket bord, så det bare var helt fantastisk. Udsigten var også bare dejlig, og solen skinnede det meste af dagen, selvom det var en lille smule koldt, når det blæste.

Vi havde en vildt hyggelig eftermiddag, og jeg fik da også nogle fjollede lege jeg skulle være med i, så det var en rigtig polterabend :P Jeg nød det virkelig! Som præmie for at vinde legene fik jeg så en gratis middag på en fin restaurant, så efter vi havde spist det meste af kagerne, fik vi pakket sammen og gik i samlet flok ned til stationen, hvor vi sprang på toget til Holte og nåede frem til en kinesisk buffetrestaurant. Hvis der er nogen der er i tvivl, så er det helt klart min yndlingsslags restaurant. Det var bare så perfekt valgt! Vi sad derinde nærmest til de lukkede og fik også en advarsel om at vi altså gerne måtte dæmpe os lidt, da vi måske grinede lige lidt for meget. Men så grinede vi da bare lidt mere. Vi havde i hvert fald en helt fantastisk aften, og jeg kom udmattet men lykkelig hjem, med et minirivejern og nogle andre souvenirs i min taske. Jeg kunne bare ikke have haft en bedre dag :)

I mellemtiden havde Martin forsøgt at færdiggøre sin tale, og det samme havde Matt vist, men ellers havde de ikke lavet meget. Tror det var blevet til en lur eller to i solskinnet i haven, mens jeg havde rendt rundt på en græsplæne i Lyngby for at vaske op, lave mad og passe vores lille barn “Abe” (man skulle nok have været der). Jeg havde helt ondt i kinderne af at grine så meget. Så tusind tusind tak til Louise og Miky og mine NE-veninder for en helt perfekt polterabend.

Søndag den 22. juli 2012

Så blev det dagen før dagen. Der var stadig masser af ting der skulle ordnes. Vi var et smut ovre i kirken for at tjekke at blomsterne var som de skulle være – det var de ikke. Jeg ved ikke hvad der var gået galt med kommunikationen, men Martin fik det ordnet med nogle improviserede roser og skotske tidsler. Og så skulle der rykkes rundt i menighedssalen. Vi var nogle stykker til at hjælpe, bl.a. min kusine, hendes mand og min bedstemor, så vi fik rykket bordene hen hvor vi ville have dem, og lagt duge på. Vi fik også gjort en masse slik klar, og fandt bestik, tallerkner, servietter osv.

Og så var det ellers hjem og folde en hel del kirke- og bordhæfter, der også skulle være klar. I mellemtiden havde min onkel og min anden kusine stået i køkkenet derhjemme (moster, onkel og børn var ankommet sent om aftenen lørdag) og gjort alting klart til grill-aften.

Jeg tog med Martin og Matt ud til Hotel Scandic i Hvidovre, hvor vi havde booket et værelse til dem med min fars bonuspoint fra SAS. Jeg ville lige med og sikre mig at alting var i orden. Det var det ikke. De havde flyttet bookningen til Glostrup, som ikke rigtig passede ind i nogen af vores planer. Matt, han er vel ikke hotel manager for ingenting, fik dem til at betale taxi til kirken næste morgen, men det er godt nok ikke et hotel jeg vil anbefale, deres service er bare slet ikke i orden. Anyway, vi fik ordnet det så godt som vi nu kunne, og så var det tilbage til Valby, hvor vi fik samlet diverse familie sammen, så vi kunne øve de to slags skotske folkedans vi skulle danse om aftenen til brylluppet. Det var en smule kaotisk, men sjovt at danse rundt til skotsk musik på græsplænen i haven.

Ved aftensmadstid strømmede det ind med skotter og englændere, da vi havde inviteret Martins familie til grill. Jeg tror vi var mindst 25 til aftensmad, og var spredt ud over hele haven ved de mange forskellige borde. Vi bevægede os indenfor til kaffe og te, da det begyndte at blive koldt, og derefter kørte Daniel (min dejlige lillebror og vores privatchaffør i dagene omkring brylluppet) gom og forlover på hotel med deres flotte jakkesæt, som Martins forældre havde taget med i kufferten  fra Skotland. Det var efterhånden blevet en smule sent og jeg ville egentlig gerne have slappet lidt af, og så gå tidligt i seng, men det blev der ikke noget af. Vi havde endelig lige før Martin og Matt tog afsted fået ordnet bordplanen, og den skulle selvfølgelig lige klippe-klistres på et stort stykke karton. Uden limstift, for den havde Martin fået med, så han kunne lime sin tale på kort. Nå, så måtte min far og jeg igang med kontaktlimen, og det virkede da også fint, men til sidst havde jeg bare ikke mere energi, så Daniel tog over og jeg kunne langt om længe gå i seng.

Fortsættelse følger her.

Bryllup – Del 1 16.09.2012

Posted by TabiWH in mennesker, tanker, yay.
Tags: , , , , , , , , , , , , ,
add a comment

Månederne op til dagen

I starten af året havde vi allerede været i gang med at planlæggei omkring et halvt år. Det startede så småt i august/september med gæstelister og forslag til mad osv., jeg købte min kjole og sko og så skete der ellers ikke så meget indtil efter nytår, da det hele sådan hang lidt i halve aftaler og måske‘er.  Men nu skulle det være – vi skulle finde et sted at holde vores bryllupsfest. Kirken var klar med præst og organist, vi havde en halv aftale med én der kunne lave vores bryllupskage og invitationerne var så godt som klar, de manglede bare tid og sted. Så min dejlige mor fandt os et helt nyt sted, efter vores første halve aftale var løbet ud i sandet, og så kunne vi ellers gå i gang!

Bordkortene som var legomænd, havde jeg fundet rundt omkring på eBay, og de skulle sættes sammen, selvom vi ikke vidste hvem der kom endnu. Navnene kom da heller ikke på før senere. Invitationerne blev sendt ud til tre-fire forskellige lande på to sprog og jeg fik booket tid til at få min kjole tilpasset, så den passede til min længde. Frisøren var også booket nærmest et halvt år i forvejen og fotografen fandt jeg på en eftermiddag, efter at have kigget på nettet og nærmest givet op, da folk enten var for dyre eller bare ikke gode nok. Det blev så til et lille “Er der nogen der kender en bryllupsfotograf?” på facebook, som blev besvaret af en gammel skoleveninde, som vi bookede nærmest med det samme.

Martin var i Manchester for at besøge vores forlover Matt  og bestille jakkesæt. Faktisk havde vi allerede hvilket slags, i Glasgow, men så er det jo smart med en kædebutik, der har butikker i hele landet. Til sidst blev jakkesættene faktisk hentet i Ayr af Martins far, så det var ikke noget under at de var en smule forvirrede i butikken, over alle de steder ordren var blevet ændret.

I maj var vi i Danmark og der blev besøgt feststed og blomsterhandler, præst, organist og fotograf og ikke mindst borgerservice, som ikke var til nogen hjælp overhovedet. Det er en længere historie, og jeg kunne bruge et helt blogindlæg på at skrive om, hvad der gik galt med borgerservice, men kort sagt havde de ikke styr på noget som helst. Det fik vi dog ordnet et par uger efter fra Skotland, og så var der ikke mere om det.

Kjolen blev syet op og ind. Lidt for meget ind i ærmene, faktisk, så den måtte have en tur til. Den sad stadig en smule stramt om mine overarme på dagen, men det var jeg alt for glad til at lægge mærke til (indtil sidst på aftenen, hvor den godt nok begyndte at gnave mig lidt). Så aflyste jeg min (totalt tilfældigt valgte) frisør og bookede min mors sædvanlige frisør i stedet. Flybilletter og hotel var booket og klar, der blev lavet lister over hvad vi ellers skulle have med og jeg fik gået mine sko til, så godt som jeg nu kunne på vores glatte gulvtæppe. De kom også med en tur til vores første og eneste dansetime, hvor vi lærte både vores “first dance” og så tæt vi nu kunne komme på brudevalsen. Jeg fik også lavet en masse små kuverter med blomsterfrø i, som vores gæster kunne tage med hjem fra festen og plante i deres have.

Pludselig var det tid til at pakke, jeg skulle lige nå at blive klippet af min egen frisør inden vi rejste og undulaterne skulle ned og passes hos Martins bedsteforældre. Og så var det ellers langt om længe tid til at vi skulle til Danmark for at blive gift!

Onsdag den 18. juli 2012

Efter vækkeuret ringede alt alt for tidligt om morgenen, var det med at komme op og få tøj på og tjekke at alt var pakket, inkl. brudekjolen så smukt foldet/krøllet ned i håndbaggagen, så der var tid til at nå flyet fra Glasgow kl. 7:00. Vi ankom i lufthavnen allerede kl. 5:30, hvilket for mit vedkommende er midt om natten, og gik i gennem en overraskende travl terminal med masser af ferierejsende over det hele. Vi kom på flyet og fik en morgencrossiant (og jeg fik mig en lille lur), og kl. 10 dansk tid, landede vi i København, hvor vejret var skønt i forhold til den regnstorm vi var fløjet væk fra. Efter noget frokost (eller var det morgenmad for tredie gang?), blev der pakket ud og kigget rundt osv. Resten af dagen blev brugt på mest bryllupsrelaterede ting, men først efter vi havde hentet vores forlover Matt i lufthavnen om eftermiddagen. Der var så mange ting vi fik nået onsdag-fredag, at jeg faktisk ikke helt kan gennemskue hvad der skete hvornår, men bordkortene fik vi i hvert fald samlet den dag. Om aftenen tog vi i Kongens Have for at se Brændende Kærligheds årlige friluftsteater.

Torsdag den 19. juli 2012

Min fødseldag. Jeg blev 24 og havde min sidste fødselsdag som frøken, men det var lige lovlig tæt på brylluppet, så efter dejlig morgenmad med gode gaver, gik det hele lidt i bryllupsfniller igen. Der var en bordplan, som slet ikke var klar, noget med blomster der skulle aftales og helt sikkert noget mere, som jeg har glemt. Der blev dog tid til at sidde lidt ude i solen og også til at lægge nogle lagkager sammen. Engang til aftensmadstid kom Louise (min Maid of Honour/brudepige) hele vejen fra Odense og fik noget lagkage og spillede vores dans/brudevalsen igennem, så vi kunne øve os.

Fredag den 20. juli 2012

Flere bryllupsforberedelser. Matt tog ud til Louise og var vist på tur i Lyngby det meste af dagen. Hjemme i Valby fik vi lavet nogle kirkehæfter på computeren, eller var det bordhæfter? Vi fik også besøg fra Holland, da vores gæster begyndte at ankomme, og huset blev godt nok noget fuldt til aftensmad.

Fortsættelse følger her.