jump to navigation

Sofa! 01.08.2010

Posted by TabiWH in arbejde, flot, generelt, uni.
Tags: ,
add a comment

I torsdags blev min sofa endelig leveret. Som sagt bestilte jeg den denne gang fra et andet sted, og de fik da også leveret den til tiden (faktisk et kvarter før de havde sagt, men det er vel ligefrem en god ting :P) og i den rigtige farve. Yay! Til gengæld var den ene fod åbenbart brækket af, da jeg fik den pakket ud kort tid efter de havde leveret det. Jeg ringede ind og de sagde at de ville sende to nye fødder (bare for en sikkerheds skyld) som ville komme inden for to dag. De var der allerede næste dag, så det var jo hurtigt. Jeg mistede dog tålmodigheden helt når det kommer til sofaer for snart flere uger siden, så jeg besluttede for at reparere den selv. Det gik fint – jeg er vel min fars datter :P Så nu har jeg endelig en sofa. Med det tilgodebevis jeg fik fra det første firma, har jeg bestilt en kontorstol. Denne gang henter jeg den selv, så jeg slipper for alt det leveringsbesvær jeg havde sidste gang.

På jobfronten har jeg nu fundet mig et midlertidigt lille arbejde, som i det mindste er bedre end ingenting. I introduktionsugerne på uni er jeg nu en “student guide”, hvilket mest går ud på at hjælpe nye studerende til at finde ud af hvor de skal gå hen osv. Det tror jeg bliver meget sjovt.

Og så er det i næste weekend jeg får besøg af familien derhjemmefra. Drengene flyver herover på fredag, mens mine forældre tager bilturen tværs over Europa og op gennem Storbritannien med resten af mine møbler og ting, så jeg endelig, et år efter jeg flyttede, kan have alle mine ting samlet på samme sted. Det bliver dejligt at se familien igen.

Fødselsdag og internet 22.07.2010

Posted by TabiWH in generelt, mennesker.
Tags: , , , , ,
add a comment

Så blev jeg 22. Var i biografen med Martin og se Toy Story 3 og spiste aftensmad på Frankie & Benny’s. Hyggelig dag. Tirsdag havde jeg nogle venner på besøg til god dansk lagkage og kagemand, som de syntes vældig godt om.

Samme dag blev mit bredbånd aktiveret (yay!), så jeg kan nu være online når og hvor tit jeg har lyst. Det har jeg godt nok savnet meget.  Så hvis jeg laver noget interessant (lige pt. er det stadig mest jobsøgning og bare hverdagsting) kan det være bloggen bliver lidt hurtigere opdateret. Vi må se.

Jeg kan nu arbejde på en hel bunke af mine projekter som jeg havde sat på stand-by fordi de krævede internet. Jeg ved ikke helt hvad der kommer først, men forhåbentlig bliver de allesammen til noget på et tidspunkt.

På sofafronten har jeg helt givet op med den jeg først havde bestilt. Jeg har stadig en lille krig kørende med deres refunderingsfolk, men jeg har fået de fleste af mine penge tilbage og et ekstra tilgodebevis indtil videre, så det går langsomt fremad. Jeg kunne i teorien godt genbestille den samme sofa, men jeg har ikke meget til overs for dem mere, så i stedet har jeg nu bestilt en helt anden sofa et helt andet sted – og denne gang er den rød, som jeg først ville have den! Den er på tilbud nu (højst sandsynligt grunden til at jeg ikke købte den til at starte med, da den anden på det tidspunkt var meget billigere) og har meget kortere leveringstid, så håber på en bedre service fra det her firma.

For resten har jeg en Skype-fastnettelefon sluttet til mit bredbånd og uden at gå for meget ind i de tekniske detaljer har jeg nu et dansk fastnetnummer som stiller om til min fastnet. Hvis nogen vil have det, må I lige sende en email eller noget.

Hverdag 16.07.2010

Posted by TabiWH in arbejde, generelt, mennesker, tsk, yay.
Tags: , , , , , ,
add a comment

Livet går sin hverdagsagtige gang. Min sofa har (stadig… tsk) problemer, men det ser ud til at de måske endelig er ved at få taget sig sammen til at gøre noget. Går dog stadig langsomt. Til gengæld bliver mit bredbånd aktiveret på tirsdag. Hvor dejligt. Har lige fået min router med posten, bliver interessant og se om jeg kan finde ud af at sætte det hele op.

Har søgt arbejde jeg ved ikke hvor mange steder, men der er ikke sket noget videre interessant på den front. Der er utroligt mange der søger de utroligt få jobs der er, så det er ikke så nemt. Det sidste sted jeg hørte fra havde omkring 180 ansøgere til et ikke specielt godt deltidsjob i en vareindlevering, så man har ikke en særlig stor chance hvis man ikke har erfaring med lige præcis det jobbet går ud på. Oh well.

Mandag bliver jeg som sagt 22 (yay!). Skal i biografen og se Toy Story 3 med Martin og et eller andet sted hen at spise om aftenen. Tirsdag kommer der venner på besøg, men det har jeg vist sagt op til flere gange. Oh oh! I fælles fødselsdagsgave med Martin fra hans forældre har vi fået en tur til Edinburgh til den årlige Fringe Festival hvor vi skal se alt muligt comedy. Vi har ikke planlagt alle de shows vi skal se endnu, men det kommer senere.

Og så lige et par billeder af nogle ting i min lejlighed. Der kommer nok nogle flere senere, specielt efter jeg får bredbånd og kan uploade så meget jeg vil. Anyway, her er min nye overdrevet seje lampeskærm (fødselsdagsgave fra bedstemor) og noget ’kunst’ fra soveværelset. Var så træt af at have alle mine øreringe i små æsker, det var der ikke meget overblik i. Malede nogle Ikea-rammer og formede noget tyk ståltråd med en lille tang og satte det hele sammen – tada, øreringeophæng der samtidig ser spændende ud.

Stadig mangel på sofa 07.07.2010

Posted by TabiWH in arbejde, generelt, mennesker.
Tags: , , , , , ,
add a comment

Jeg har nu været tilbage i Skotland i omkring halvanden uge og har mest lavet ‘kedelige voksenting’. Sidste mandag skulle min (meget forsinkede!) sofa have været leveret, men af en eller anden grund var der ingen der lagde en besked om hvilket tidspunkt hvilket de havde lovet, så den blev selvfølgelig forsøgt leveret lige mens jeg ikke var hjemme. Great. Fik arrangeret en ny levering om torsdagen og gjorde min stue klar til endelig at få nogle ordentlige siddepladser – væk med campingstolene. Hele formiddagen glædede jeg mig til sofaen endelig kom, men det viste sig at være spild af tid. Da sofaen langt om længe blev båret op ad trappen, så det ud som om den vist ikke var sort, som jeg havde bestilt. Sandt nok, den var en ikke særlig dejlig mørk cremefarvet og højst sandsynligt ikke engang den model jeg havde valgt. Så jeg blev nødt til at sende den væk igen. Jeg har fået lovet gratis levering og rabat hvis jeg genbestiller sofaen hos dem, og eftersom jeg ikke rigtig har råd til nogle andre steder må jeg vel gøre det. Så lige nu venter jeg på mine penge tilbage så jeg kan starte forfra. Forhåbentlig kan de finde ud af at give mig den rigtige sofa inden for en acceptabel tid denne gang.

Jeg har stadig ikke internet, men nu da jeg har opgraderet mit mobilabbonement har jeg 2GB fri internet hver måned, så jeg kan tjekke email og Facebook derfra. Samtidig kan jeg også tilslutte mobilen til computeren og bruge den som et lille modem til nogle småting (som at opdatere blog og bestille sofa). Det er ikke ideelt, men det bliver forhåbentlig heller ikke så længe eftersom min fastnetlinje bliver aktiveret på fredag og derefter kan jeg så få mig noget bredbånd. Forhåbentlig er de noget hurtigere end sofafolkene.

I weekenden var jeg inde og se Martins teaters opførelse af Our House. Rigtig god produktion. Søndag gik vi en lang tur i blæsevejr på stranden ved Irvine, det tætteste på sommer vi havde den weekend. Det har været noget regnfuldt og der har været en del blæst, men det er ikke så koldt at det gør noget. Kunne dog godt bruge noget solskin.

I går var jeg nede i byen for at se om jeg kunne finde mig et job. De søger en vikar i en lille guldsmed, så der var jeg nede med en ansøgning. Og så tog jeg også lige syv CV’er med og gav dem til butikker rundt omkring i byen. Venter også på svar på en ansøgning jeg sendte i sidste uge, så hvis jeg er heldig bliver det måske endelig til noget med et arbejde.

Så er der jo for resten også kun halvanden uge til jeg bliver 22. Vildt. Dagen efter har jeg inviteret mine venner fra uni til te og dansk lagkage, så det bliver forhåbentligt en hyggelig eftermiddag. Glæder mig til at se alle mine venner herovrefra igen, det har været et godt stykke tid siden jeg sidst så dem.