jump to navigation

Det sidste halve år 06.08.2014

Posted by TabiWH in arbejde, generelt, mennesker, tanker.
Tags: , , , , , , , , ,
add a comment

Jeg er  klar over, at jeg ikke har opdateret bloggen i et halvt år. Vi har haft meget travlt, selvom det meste af travlheden bare har været hverdag. Jeg har til gengæld fået taget mig noget tid til at være mere kreativ med papir udover at lave æsker, og det havde jeg haft planer om længe.

Jeg håber på at jeg kan få opdateret noget oftere, men indtil da bliver det til en liste-agtigt opdatering med nogle billeder fra de ikke så hverdagsagtige ting, vi fik gjort:

Marts

Vi tog en tur til den nærliggende vindmøllepark, Whitelee Windfarm, og gik en lang tur i det dejlige vejr.

Whitelee Windfarm

April

Der skete ikke noget videre spændende, men der var godt nok travlt på arbejdet, da min kollega blev sygemeldt i to uger lige før vi holdt åbent hus, og jeg skulle stå for en børnefødselsdag alene, som jeg egentlig bare skulle have hjulpet med, for at se hvordan de fungerer. Det gik fint, men der var en del stress på i et par uger.

Maj 

I maj tog vi en tur til Danmark. Daniel var også hjemme fra Canada, og havde taget sin søde kæreste med hjem, så hele familien var samlet for første gang i næsten to år. Det var skønt at at vi alle sammen kunne være sammen! Jeg fik også besøgt mine veninder fra efterskolen, og Louise var også et smut i København, så vi kunne se hende også.

Så var der den store begivenhed… Eurovision! Hele ugen op til det store europæiske Melodi Grand Prix var vi til diverse events rundt omkring i byen: Brødrene Olsen live på Frederiksberg, Basim på Strøget og klokkespillet på Frederiksberg Rådhus som spillede gamle danske Melodi Grand Prix sange. Så blev det lørdag, og vi var til Eurovision live på Refshaleøen. Det var en ret vild oplevelse, og der var helt fantastisk stemning i hallen. Turen hjem var mindre fantastisk, med med meget langsom gåtur i regnen til havnebussen og en våd tur tilbage til Valby, hvor vi endelig kom hjem ved 3-tiden. Men alligevel en rigtig god oplevelse!

louise og tabi

martin og tabi til eurovisionhele famiien!

tabi til eurovision

Da vi kom hjem til Skotland, havde jeg booket en stand ved Centrestages sommermarked, hvor jeg fik solgt nogle af mine æsker. Det var ikke mange, men jeg håber på at være med til flere markeder senere på året.

Juni

Martin skulle med sit arbejde til det store Royal Highland Show Dyrskue i Edinburgh, hvor de havde en stand, og jeg fik lov til at komme med,  hvis jeg tog nogle billeder til deres facebookside. Det var helt vildt så stort det var. Telte og boder overalt og masser af steder hvor man kunne få gratis smagsprøver. Faktisk fik jeg så mange gratis smagsprøver, at jeg slet ikke behøvede at købe frokost. Tror også jeg fik spist nærmest et halvt kilo gratis skotske jordbær fra alle de forskellige steder der havde dem. Vi købte dog is, da det var rigtig varmt. (og jeg fik derefter smagsprøver på is tre forskellige steder, men det var nu mere en skefuld hvert sted).

Martin havde travlt på sin stand det meste af dagen, så jeg gik rundt og så det meste for mig selv. Bag ved mejetærskerområdet var der en konkurrence, hvor folk skulle se hvem der kunne klatre hurtigst op af en meget høj pæl, hvilket jeg syntes var meget sjovt (og mindede mig om Mulan, hvis der er nogen der har set den lige så mange gange som mig). Jeg fik også en VIP-tour ind og se verdens største haggis, da jeg mødte en dreng fra Centrestage, som hjalp sin far på hans stand. Måtte også lige købe et stykke af den med til Martin, så han kunne smage den.

royal highland show

Juli

Efter mange travle uger på arbejdet for os begge, og endnu et marked, denne gang i Ayr Rådhus på årsdagen for min dimission samme sted, fik vi endelig to ugers sommerferie! Vi tog til Danmark og havde planlagt alskens ting og sager. Desværre fik vi en opringning om at Martins bedstefar var sovet ind, mens vi var Danmark. Han havde fået konstateret kræft et par måneder før, og det var gået meget hurtigt ned ad bakke. Han kom på hospice før vi tog afsted, men det gik egentlig så godt at de havde planer om at skulle hjem med sygeplejesker derhjemme, så det var noget uventet at han så pludselig bare ikke vågnede.

Vi besluttede os for at tage hjem til begravelsen, men nåede stadig en uges ferie i Danmark med min familie og det havde vi brug for. Vi besøgte bedstemor og tog på en guidet tour rundt omkring i området, hvor min mors familie boede, da hun voksede op og derefter besøgte vi familien i Ringkøbing, hvor vi både kom på speedbådstur (som vi blev lovet til vores bryllup), så sandskulpturer i Søndervig og fik leget med kaniner. Dernæst smuttede Martin og jeg til Esbjerg for at besøge Louise i nogle timer. Mine forældre hentede os, og vi hentede derefter Mattias ved toget, hvorefter vi kørte til Løjt Feriecenter i Sønderjylland hvor vi skulle i sommerhus.

speedbåd

Der var helt fantastisk udsigt fra huset, og vi fik også klemt ret meget ind på bare to dage, hvoraf det meste var på min fødselsdag om lørdagen. Vi tog en indkøbstur til Aabenraa og senere på eftermiddagen hoppede vi alle ind i bilen og kørte til Tyskland, fordi Martin aldrig havde været der. Vi oplevede både en grænsebutik, Aldi i sit hjemland og en hyggelig middag på en lille restaurant ved navn Frau Martha i Glücksburg.

Mor og Tabita foran udsigten fra sommerhuset.

Mor og Tabita foran udsigten fra sommerhuset.

tyske grænse

Frokostmiddag i Tyskland

Fødselsdagsmiddag i Tyskland

strand ved løjt

Søndag blev det til en tur til stranden ved feriecentret, kebab og Lego Movie før vi kørte tilbage til København, hvor vi ankom engang efter midnat, så vi kunne flyve tilbage til Skotland om mandagen. Det var en meget langsom tur hjem med forsinkelser i begge ender, men vi nåede til sidst hjem. Om tirsdagen var vi til begravelsen. Det var en trist dag, men det var godt at vi fik taget afsked.

Om onsdagen var det vores bryllupsdag. Vi skulle egentlig have været inde og se Den Lille Havfrue i Operaen i København med mine forældre (sikke en dejlig gave, det ville have været!), men det kunne vi jo af gode grunde ikke, så vi tog en tur op til Windy Hill hvor Martin friede tre år tidligere. Det var en rigtig varm sommerdag, men heldigvis var der en kølig brise på toppen af bakken.

Martin og Tabita på Windy Hill

Tog et billede af min forlovelsesring på Windy Hill, så man kan se hvad der står indeni.

Tog et billede af min forlovelsesring på Windy Hill, så man kan se hvad der står indeni.

Da vi kom ned fra bakken, var det så varmt at vi helt opgav at gå en tur rundt om Lochwinnoch (en sø i nærheden), så vi besluttede os for at købe is og nyde dem på en bænk ved søen. Det blev kun til en lillebitte Minimælk is hver, da resten var udsolgt i det varme vejr, men det gik også lige. Mandagen efter var det tilbage til arbejdet for os begge.

August

Det har ikke været så mange dage i denne måned endnu, så der er ikke sket så meget udover arbejde. Vi var dog på en hyggelig tur søndag eftermiddag til et kreamarked i et stort havecenter, der også havde en kreaafdeling. Vi købte ikke noget på markedet, men jeg fik mig da lidt papir osv. i butikken. Nu på søndag eftermiddag har vi billetter til Starlight Express på Centrestage med de lidt yngre skuespillere, og lørdagen efter er det Martins fødselsdag, hvor vi har billetter til mindst fire shows på den årlige comedyfestival. Det glæder vi os rigtige meget til, da vi tror vi har formået at finde udelukkende gode shows i år!