jump to navigation

Hedebølge og flytterod 29.05.2012

Posted by TabiWH in generelt, mennesker, yay.
Tags: , , , , , , , , , , , ,
add a comment

Dette er den første dag, hvor det ikke har været stegende hedt i de sidste par uger. Det har måske noget at gøre med, at jeg endelig har fundet ud af at tage kort sommertøj og klipklapper på og så ellers bare har undgået at være ude i den stegende hede alt for meget. Hedebølgen startede allerede da vi var i Danmark og har fulgt os helt herover. Dog bliver det vist overskyet sidst på ugen, men det har jeg nu heller ikke noget imod. For min skyld behøver det ikke at være helt så varmt.

Vi havde en rigtig god men helt utrolig travl tur til Danmark. Det blev til konfirmation i Jylland og alle mulige bryllupsrelaterede aftaler i København. Vi fik snakket med feststed, blomsterhandler, præst, organist, fotograf og borgerservice og har nu næsten styr på det hele. En bryllupshjemmeside har lige informeret mig om at der kun er 55 dage tilbage, så det er pludselig snart! I morges var jeg til kjoletilpasning og skal derhen om et par uger igen for at se om de har fået syet de steder ind der skal syes ind eller hvad.

Der er også lige under to uger til flyttedag! Ja, vi fik den lille men lækre treværelses, så der er booket flyttemænd den 8. juni, så jeg kan få alle mine ting og møbler med. Det betyder også at min lejlighed ligger hen i mindre flytterodskaos med halvfyldte flyttekasser og ting der lige skal sorteres før de skal pakkes. Jeg synes godt nok det går lidt langsomt, men mon ikke Martin kommer et smut forbi i weekenden og hjælper.

For resten gik jeg ikke videre i konkurrencen med bogforsider, men jeg kan da lige vise mit andet forslag:

Reklamer

Svaner og opgaveskrivning 06.05.2012

Posted by TabiWH in generelt, tanker, uni.
Tags: , , , , , , , ,
add a comment

I dag er der fire dage til jeg er færdig med dette semester på uni, seks dage til min udlejer skal vide om jeg flytter eller bliver når min kontrakt udløber i juni, 10 dage til vi smutter en tur til Danmark til konfirmation og for at planlægge det sidste af brylluppet og 78 dage til vi skal giftes.

Jeg har haft en noget stresset uge med at lave opgaver, kigge på lejligheder og samtidig forsøge at have nok energi til at lave mad osv., men det er begyndt at blive lidt mindre overvældende. Der er stadig to opgaver der skal afleveres, men jeg har endelig fået lidt mere gang i skrivningen og er ikke i tvivl om at jeg kan nå det til tiden. I fredags afleverede jeg min Graphics/Illustration opgave, så nu er det kun skriftlige opgaver der er tilbage. Jeg skulle jo lave to bogforsider til Brødrene Grimms eventyr, hvoraf jeg kunne indsende den ene til en rigtig konkurrence. Det fik jeg så gjort med den første, så den vil jeg ikke vise før de har annonceret finalister (jeg tror ikke jeg har de vilde chancer, men man bør jo alligevel overholde reglerne), men den anden må jeg gerne uploade nu, da det ‘bare’ er en opgave for universitetet. Det er kun forsiden, da hele bogcoveret har logoer, tekst osv., som jeg ikke har rettighederne til, men bagsiden på denne er alligevel bare endnu en bue og så teksten under buen.

Det med lejlighederne er på stand-by i hvert fald til i morgen. Min kontrakt på denne lejlighed udløber midt i juni og vi vil så gerne have et ordentligt (og større) sted at starte vores liv sammen efter vi bliver gift. Min lille toværelses er næsten for lille til bare mig (køkkenet er i hvert fald!) og Martin skal jo også gerne have noget input i hvordan vi indretter vores fælles hjem. Vi har været ude at kigge på tre forskellige steder. Den første var helt fantastisk. Nærmest ny, så flot og lys, to store soveværelser, stort køkken-alrum, TO badeværelser. Det eneste vi ikke var så vilde med var at der ikke var noget udendørsareal. Det skulle vi lige tænke over, men allerede dagen efter da vi havde besluttet os for, at lejligheden var så flot at det ikke gjorde noget, jamen så var den udlejet. Vi fik kigget på en anden rigtig stor treværelses, men det var virkelig ikke noget der var værd at skrive hjem om. Alt var så gammelt og faldefærdigt at det var helt umuligt, så den droppede vi ligeså snart vi trådte ind ad døren. Den sidste lejlighed havde også tre værelser, men var noget mindre end vi havde håbet. Men køkkenet – sikke et hit! Det var bare så lækkert! Kæmpestort (i hvert fald i forhold til mit lille køkken), stort indbygget køle-fryseskab, vaskemaskine (det har næsten alle lejligheder her, men det er ikke altid de er så flotte og nye), plads til et lille spisebord og… indbygget opvaskemaskine! Badeværelset var også dejligt med både brusekabine og badekar, og alle rum bliver sat i stand med ny maling osv. inden den næste lejer, selvom der ikke var den store trang til det. Her er der også udendørsareal og med lidt viljestyrke kunne vi nok godt finde ud af, at få alle vores ting til at passe ind uden at det blev for meget. I hvert fald har vi søgt om denne lejlighed og venter spændt på svar. Jeg vil lige ringe i morgen og høre hvor lang tid det tager, da jeg skal vide det i slutningen af ugen, så jeg kan sige det videre til min nuværende udlejer.

Og så er det vidst forår igen? Jeg får ikke meget tid til at nyde det at være udendørs, da jeg mest kommer ud, når jeg skal noget på uni eller købe ind, da jeg bruger meget af min tid indendørs for at få alle opgaverne færdige. Jeg har dog lagt mærke til at påskeliljerne forsvandt for snart flere uger siden, tulipanerne er ved at afblomstre og de flotte træer med lyserøde blade er nu næsten helt brune og grønne. Stien op til universitetet lugter af vilde hvidløg, så man næsten bliver helt sulten, og bøgen synes at være sprunget ud for så længe siden, at jeg ikke engang lagde mærke til det. Vi har haft nogle rigtig kolde dage (nattefrost i april) og rigtige varme dage (ALT for varmt til sko, strømper og lange ærmer i sidste uge), men vi er nu vist tilbage til almindeligt køligt forårsvejr.

Når man går på hvidløgsstien, kan man ofte se mindst én svane. I de sidste par uger har det meget tit været to svaner, da de har bygget rede på en lille ‘ø’ i floden. Det er vist egentlig bare en bunke jord og græs der har revet sig væk fra bredden en af de gange, hvor floden er gået lidt over sine bredder, men hver dag har de samlet grene, blade og rødder til en stor svanerede, og for en uges tid siden så jeg et æg i reden. Forleden dag var der mindst to æg i reden, og der er altid en svane der enten ligger og ruger eller lige skal finde nogle flere pinde i nærheden af reden. Det bliver hyggeligt at se hvor mange svaneællinger, der kommer ud af det. Hvis man kigger godt efter, kan man lige skimte toppen af et æg i reden til højre i billedet.