jump to navigation

Vinduer 19.09.2013

Posted by TabiWH in arbejde, generelt, mennesker, tanker, yay.
Tags: , , , , , , , ,
add a comment

Siden sidste update har jeg haft travlt igen, selvom jeg egentlig troede, at jeg skulle have nogle uger fri til at slappe af og lavet lidt småprojekter. Først var det Martins fødselsdag, hvor det desværre ikke blev til en stor kage. Vi var stadig mætte efter den sidste kage, så vi lavede en lille sandkage med hindbær i stedet. Martin skulle arbejde på sin fødselsdag, så dagen efter tog vi på tur til Loch Lomond, hvor de har et stort akvarium med en glastunnel under deres tropiske akvarium med havskildpadder, hammerhajer og andre interessante undervandsdyr.

sea life loch lomond

Weekenden efter var det tid til vores årlige tur til Fringe Festival i Edinburgh. Det blev til en éndagstur med fire shows (to gode, ét utroligt dårligt og ét helt fantastisk) og pizza til frokost. Derefter havde jeg et større projekt jeg skulle igang med. Jeg blev nemlig spurgt om jeg ikke havde lyst til at dekorere nogle vinduer i en tom butik i Ayr. Hvert år har de en åbent hus weekend i området, og sidste år var jeg del af projektet Tiny Town, der gik ud på at bygge gågaden ud af paphuse. I år ville kommunen gerne have nogle gamle tegninger af kunstneren Robert Bryden kopieret op på vinduerne i en tom butik i gågaden. Først blev vinduerne malet med fortyndet maling og derefter fik jeg en bunke kopier af de gamle tegninger, og så var det ellers igang med at “tegne” på vinduerne ved at skrabe malingen af, der hvor jeg ikke ville have den, så det blev til kopier af de gamle tegninger. Det var udfordrende, men interessant og et rigtig godt projekt at arbejde på. Fik endda besøg af både journalist og fotograf fra den lokale avis, da slagterbutikken på den anden side af vejen ringede til dem og sagde at der var noget interessant igang overfor deres butik. Lidt flere billeder (og en mere detaljeret beskrivelse på engelsk) kan findes her.

vindue1

vindue 2

vindue 3

P1020291

Det tog mig godt halvanden uge (med nogle fridage ind i mellem) at færdiggøre alle vinduerne i butikken, så den var klar til at folk kunne gå forbi til åbent hus weekenden og kigge på tegningerne. Om søndagen blev jeg hyret af kommunen til at stå i en af amtsrådets bygninger, mest for at holde øje med projektoren de havde sat op til at vise gamle billeder, men også for at sige velkommen til gæster. Snakkede med en masse spændende mennesker, blandt andet en skotsk mand som har boet i Toronto de sidste 50 år, men var på ferie hos sine fætre og kusiner i Ayr. Han genkendte mig fra lokalavisen, selvom det tog ham lidt tid at finde ud af hvor det dog var, han havde set mig. I min frokostpause var jeg inde på et lille galleri overfor amtsbygningen, hvor lokale kunstnere udstiller. Der var nogle rigtig flotte billeder imellem. Her i forgårs mødte jeg så en af kunstnerne til en Artist Network event, som er et initiativ East Ayshire kommune og South Ayrshire kommune har sammen, hvor kreative mennesker kan mødes og netværke. Tre-fire gange om året har de events, hvor der kommer en taler og snakker om noget kreativt. Denne gang blev det holdt på en lokal skole, og jeg fik snakket rigtig meget med et par lokale kunstnere (yay!).

Udover det har jeg fundet arbejde! Jeg er ansat fra 1. oktober hos Howard Centre i Kilmarnock, som er del af Church of Scotland (den skotske kirke) og arrangerer en masse kreative workshops og andre kreative ting. Jeg var derovre i dag og snakke med mine snart-kolleger. Er rigtig spændt og glæder mig til at starte! Indtil da håber jeg på endelig at få gang i nogle af mine egne kreative projekter, men vi må se hvad det bliver til. Det er i hvert fald ikke vejr til at være udenfor, eftersom vi nu har totalt skotsk efterår med regn, blæst og grå himmel hele tiden. Forhåbentlig bliver det ikke ved med at regne hele resten af året.

Reklamer

25 07.08.2013

Posted by TabiWH in generelt, mennesker, tanker, yay.
Tags: , , , , , , , ,
add a comment

På min fødselsdag den 19. juli i år blev jeg 25. Det er første gang jeg har været nervøs for at blive ældre – nu er jeg pludselig midt i 20erne, ikke først i 20erne, men der er nu ikke rigtig nogen forskel på at være 24 og 25. Jeg havde en stille dag herhjemme, da Martin var på arbejde det meste af dagen. Jeg fik lavet en lækker lagkage helt fra bunden, da vi ikke havde nogle lagkagebunde (de findes bare ikke herovre) og jeg gerne ville have noget mere spændende end britisk fødselsdagskage (en slags sandkage med et meget tyndt lag smørcreme og fondant ovenpå).

lagkage indeniFandt nogle opskrifter rundt omkring på nettet. Bundende fik jeg fra Biancas Kageverden, mousserne og smørcremen fik jeg fra forummet på Bryllupsklar, hvor jeg lurede lidt på bryllupskager før sidste sommer. Jeg endte også med at lave kagen med hindbærmousse og toblerone mousse ligesom vores bryllupskage, og overtrak den med marcipan.

Jeg synes selv den blev rigtig god for et første forsøg og Martin og svigerfamilien var også glade for den. Det er klart noget der skal prøves igen, måske med nogle andre mousser (selvom de var gode, specielt den med toblerone!) og nogle lidt tyndere bunde end dem jeg fik lavet. (ignorer venligst det meget rodede køkkenbord).

P1010946

Et par dage efter min fødselsdag, tog vi på (endnu en) sommerferie, denne gang i Valby. Martin og jeg var der begge i en uge, hvorefter jeg blev en uge længere, da Martin skulle hjem og tilbage på arbejde. Det var rigtigt sommervejr med masser af varme – nogle gange lidt for varmt – og vi fik rigtig udnyttet poolen i baghaven hos mine forældre. Vi var også en tur i Zoo, tog endelig Martin med på kanalrundfart efter 7 år med regelmæssige besøg til København, fik cyklet næsten hver dag og også grillet et par gange. Jeg fik set en masse veninder, som jeg ikke havde set i lang tid.

Derudover var det også vores papirsbryllupsdag den 23. juli. Det var en rigtig varm og solrig dag, og vi tog ind til Café Væksthuset i Landbohøjskolens Have, hvor vi sidste sommer holdt bryllupsfest. Denne gang spiste vi frokost på caféen og gik en tur i den dejlige blomsterhave.

frokost på væksthuset

Nu er vi begge tilbage i Skotland. Martin er på arbejde, mens jeg søger efter noget arbejde og planlægger kreative projekter. Det bliver nok til en lagkage til Martins fødselsdag om to uger og jeg har også fået ting til at lave bolsjer i fødselsdagsgave, så det skal jeg også have prøvet.

Bryllup – Del 1 16.09.2012

Posted by TabiWH in mennesker, tanker, yay.
Tags: , , , , , , , , , , , , ,
add a comment

Månederne op til dagen

I starten af året havde vi allerede været i gang med at planlæggei omkring et halvt år. Det startede så småt i august/september med gæstelister og forslag til mad osv., jeg købte min kjole og sko og så skete der ellers ikke så meget indtil efter nytår, da det hele sådan hang lidt i halve aftaler og måske‘er.  Men nu skulle det være – vi skulle finde et sted at holde vores bryllupsfest. Kirken var klar med præst og organist, vi havde en halv aftale med én der kunne lave vores bryllupskage og invitationerne var så godt som klar, de manglede bare tid og sted. Så min dejlige mor fandt os et helt nyt sted, efter vores første halve aftale var løbet ud i sandet, og så kunne vi ellers gå i gang!

Bordkortene som var legomænd, havde jeg fundet rundt omkring på eBay, og de skulle sættes sammen, selvom vi ikke vidste hvem der kom endnu. Navnene kom da heller ikke på før senere. Invitationerne blev sendt ud til tre-fire forskellige lande på to sprog og jeg fik booket tid til at få min kjole tilpasset, så den passede til min længde. Frisøren var også booket nærmest et halvt år i forvejen og fotografen fandt jeg på en eftermiddag, efter at have kigget på nettet og nærmest givet op, da folk enten var for dyre eller bare ikke gode nok. Det blev så til et lille “Er der nogen der kender en bryllupsfotograf?” på facebook, som blev besvaret af en gammel skoleveninde, som vi bookede nærmest med det samme.

Martin var i Manchester for at besøge vores forlover Matt  og bestille jakkesæt. Faktisk havde vi allerede hvilket slags, i Glasgow, men så er det jo smart med en kædebutik, der har butikker i hele landet. Til sidst blev jakkesættene faktisk hentet i Ayr af Martins far, så det var ikke noget under at de var en smule forvirrede i butikken, over alle de steder ordren var blevet ændret.

I maj var vi i Danmark og der blev besøgt feststed og blomsterhandler, præst, organist og fotograf og ikke mindst borgerservice, som ikke var til nogen hjælp overhovedet. Det er en længere historie, og jeg kunne bruge et helt blogindlæg på at skrive om, hvad der gik galt med borgerservice, men kort sagt havde de ikke styr på noget som helst. Det fik vi dog ordnet et par uger efter fra Skotland, og så var der ikke mere om det.

Kjolen blev syet op og ind. Lidt for meget ind i ærmene, faktisk, så den måtte have en tur til. Den sad stadig en smule stramt om mine overarme på dagen, men det var jeg alt for glad til at lægge mærke til (indtil sidst på aftenen, hvor den godt nok begyndte at gnave mig lidt). Så aflyste jeg min (totalt tilfældigt valgte) frisør og bookede min mors sædvanlige frisør i stedet. Flybilletter og hotel var booket og klar, der blev lavet lister over hvad vi ellers skulle have med og jeg fik gået mine sko til, så godt som jeg nu kunne på vores glatte gulvtæppe. De kom også med en tur til vores første og eneste dansetime, hvor vi lærte både vores “first dance” og så tæt vi nu kunne komme på brudevalsen. Jeg fik også lavet en masse små kuverter med blomsterfrø i, som vores gæster kunne tage med hjem fra festen og plante i deres have.

Pludselig var det tid til at pakke, jeg skulle lige nå at blive klippet af min egen frisør inden vi rejste og undulaterne skulle ned og passes hos Martins bedsteforældre. Og så var det ellers langt om længe tid til at vi skulle til Danmark for at blive gift!

Onsdag den 18. juli 2012

Efter vækkeuret ringede alt alt for tidligt om morgenen, var det med at komme op og få tøj på og tjekke at alt var pakket, inkl. brudekjolen så smukt foldet/krøllet ned i håndbaggagen, så der var tid til at nå flyet fra Glasgow kl. 7:00. Vi ankom i lufthavnen allerede kl. 5:30, hvilket for mit vedkommende er midt om natten, og gik i gennem en overraskende travl terminal med masser af ferierejsende over det hele. Vi kom på flyet og fik en morgencrossiant (og jeg fik mig en lille lur), og kl. 10 dansk tid, landede vi i København, hvor vejret var skønt i forhold til den regnstorm vi var fløjet væk fra. Efter noget frokost (eller var det morgenmad for tredie gang?), blev der pakket ud og kigget rundt osv. Resten af dagen blev brugt på mest bryllupsrelaterede ting, men først efter vi havde hentet vores forlover Matt i lufthavnen om eftermiddagen. Der var så mange ting vi fik nået onsdag-fredag, at jeg faktisk ikke helt kan gennemskue hvad der skete hvornår, men bordkortene fik vi i hvert fald samlet den dag. Om aftenen tog vi i Kongens Have for at se Brændende Kærligheds årlige friluftsteater.

Torsdag den 19. juli 2012

Min fødseldag. Jeg blev 24 og havde min sidste fødselsdag som frøken, men det var lige lovlig tæt på brylluppet, så efter dejlig morgenmad med gode gaver, gik det hele lidt i bryllupsfniller igen. Der var en bordplan, som slet ikke var klar, noget med blomster der skulle aftales og helt sikkert noget mere, som jeg har glemt. Der blev dog tid til at sidde lidt ude i solen og også til at lægge nogle lagkager sammen. Engang til aftensmadstid kom Louise (min Maid of Honour/brudepige) hele vejen fra Odense og fik noget lagkage og spillede vores dans/brudevalsen igennem, så vi kunne øve os.

Fredag den 20. juli 2012

Flere bryllupsforberedelser. Matt tog ud til Louise og var vist på tur i Lyngby det meste af dagen. Hjemme i Valby fik vi lavet nogle kirkehæfter på computeren, eller var det bordhæfter? Vi fik også besøg fra Holland, da vores gæster begyndte at ankomme, og huset blev godt nok noget fuldt til aftensmad.

Fortsættelse følger her.

Ferie, fødselsdag og… forlovelse! 26.07.2011

Posted by TabiWH in arbejde, generelt, mennesker, tanker, yay.
Tags: , , , , , , , , , , ,
add a comment

Jeg havde egentlig startet på en blogpost om turen til Danmark for en uges tid siden og min fødselsdag i tirsdags, men det virker ikke helt så interessant efter lørdags begivenheder, så det må vente til sidst i denne post.

Som de fleste ved har Martin og jeg jo efterhånden været sammen i rigtig lang tid. Faktisk var det vores femårsdag i lørdags og Martin havde taget det på sig at arrangere noget vi kunne lave. Jeg havde ingen anelse om hvor vi skulle hen, da vi satte os ind i bilen og kørte nordpå. Efter en halv times tid kom vi til en sød lille by ved en skotsk loch (sø) med en ruin, så jeg tænkte at det måske var der vi skulle spise frokost, men der kørte vi pænt igennem. Vi kørte også forbi nogle andre steder der så hyggelige ud og kom hele vejen ud på den anden side af byen og hen på en meget lille vej op gennem de flotte grønne skotske bakker i det dejlige solskin.

Efter en dejlig medbragt sandwich gik vi en tur op på bakken Windy Hill (blæsevejrsbakken) via en lille skov og en sti gennem et noget sumpet område med fantastisk udsigt over bakkerne. Vi besteg bakken og på toppen var der en af de der bunker af sten vandremennesker lægger sten på så man kan se hvem der har været der. Jeg kan ikke huske hvad de hedder på dansk, men på skotsk er det en cairn.  Anyway, denne her var sat sammen med cement og var egentlig mere en slags skulptur end en bunke sten, så den skulle der lige kravles lidt på. Vi tog nogle billeder og så hjalp Martin mig ned fra stenbunken, hvor han efter nogle søde ord gik ned på knæ og friede til mig! Jeg sagde selvfølgelig ja. Sikke en vidunderlig følelse!

Så efter vi havde siddet ned og nydt udsigten som et forlovet par i et stykke tid gik vi ned af bakken igen og spiste resten af vores medbragte frokost og gik en lang tur rundt om i skovområdet i solskinnet. Derefter kørte vi ned mod den lille by vi havde kørt igennem på vej til Windy Hill og stoppede ved søen. Det var utroligt godt vejr og vi gik ned langs søen og fik ringet rundt og fortalt de gode nyheder. Da vi var nået et stykke ned ad stien mødte vi Martins bedsteforældre, som havde besluttet sig for at tage på skovtur til søen fordi det var sådan en dejlig dag, så det var lidt af en overraskelse. Vi fik også fortalt dem nyheden og så nød vi ellers resten af eftermiddagen ved søen med en is. Vi tog også et smut forbi et fuglereservat i nærheden før vi fandt et sted at skifte tøj så vi kunne se smarte ud når vi skulle ud at spise om aftenen.

Da vi endelig kom tilbage til Martins hus om aftenen var vi trætte men lykkelige. Vi er rigtig glade for alle de hilsner og lykønskninger vi har fået og glæder os rigtig meget til vores liv sammen.

Her er lige et billede Martins bedstefar tog af os ved søen, da vi mødte dem der.

I går, mandag, var vi så i Glasgow for at købe en ring. Vi fandt en smuk diamantring i hvidguld, men jeg har desværre ikke et billede af den endnu, da den skulle laves mindre og indgraveres, men vi skal hen og hente den i weekend. Kan næsten ikke vente!

Og så var der jo også det som jeg egentlig havde tænkt mig denne blogpost skulle handle om, da jeg startede den i sidste uge, men i kort udgave:

Det er efterhånden ved at være et par uger siden vi kom hjem fra ferien til Danmark. Vi havde en rigtig dejlig tur og var rundt i hele landet for at besøge familie og fik også taget et par smutture ind i København. Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive en lang detaljeret post om turen, men jeg er lidt smådistraheret eftersom bryllupstankerne har sneget sig ind og ikke helt gider at dæmpe sig ned, så det må bare lige blive til et billede af en sandskulptur:

Efter vi kom hjem havde jeg usædvanligt mange vagter på arbejdet på grund af det store sommerudsalg og det var meningen at jeg også skulle arbejde på min fødselsdag. Det blev dog aflyst, så i steder tog Martin mig ud at spise og vi lavede lagkage og gik en tur i en park lidt nordpå. Det blev en rigtig god dag.

Andre ting:

Fiskene har det godt og overlevede allesammen ferien selvom de passede sig selv med noget feriefiskemad.

Jeg er nu officielt blevet ansat af universitetet som student guide igen. Vi har nogle træningsdage i løbet af den næste måned og starter nok med at få vagter sidst i august.

Travlt, travlt, travlt 20.11.2010

Posted by TabiWH in generelt, mennesker, uni.
Tags: , , , , , , , , , ,
add a comment

Jeg har godt nok haft noget af en travl uge, og det bliver vist ikke meget bedre det næste stykke tid. Sidste weekend var jeg med Martin i Danmark, som de fleste nok ved. Vi var kun lige hjemme og vende fra fredag til mandag og nåede at catche up med Louise, en tur til Langelinie, et bryllup, aftensmad med hele familien, kirke og åbent hus til min mors 50 års fødselsdag, hvor der var utroligt mange mennesker og en vogn fra Better Crepes med lækre pandekager. Der var ikke helt så meget søvn som man kunne have håbet at få på en weekend, men til gengæld fik vi snakket med en masse mennesker.

Mandag skulle vi så tilbage igen, og eftersom vi fløj med det billige selskab Norwegian til Edinburgh i stedet for vores sædvanlige selskab til Glasgow, blev det lidt af en lang tur. Vi tjekkede ind ved 11-tiden, købte nogle danske marcipanbrød og fløj kl. 12.20. To timer senere (eller en time, hvis man medregner tidsforskel) var vi i Edinburgh. Vi fandt vores bus, fik noget at spise på togstationen, tog toget til Glasgow, fik bakset vores baggage ned i undergrundsbanen som vi tog til parkeringspladsen hvor vi lånte Martin’s fars bil og kørte hele vejen til Ayr. Efter et hurtigt smut ind for at købe mælk, fik vi pakket bilen ud. Det var mørkt og selvom klokken kun var omkring 18, føltes det som om det var sent om aftenen. Meget lang dag. Tirsdag skulle jeg så op på uni om morgenen. Gah. Onsdag og torsdag havde vi travlt med at filme vores dokumentar (forhåbentlig er det så kun redigering vi mangler).  I går havde vi endnu mere dokumentar-relateret uni stuff at lave, men eftersom vi ikke er filmstuderende er vi ikke helt glade for alt den tid de forventer at vi bruger på det. Vi er allesammen enige om at vores andre fag er noget vigtigere, eftersom de faktisk er relevante for os.

Her i eftermiddag skal jeg til 5 års fødselsdag hos Martins lille fætter, det plejer at være hyggeligt. I morgen er det så tilbage til uni-arbejdet, jeg skal have tegnet noget mere til min tegneserie. Den har været sat lidt på stand-by i denne uge, men det går nu nok.

Og så er det snart jul! Jeg glæder mig til at pynte op og bage småkager (selvom jeg ikke helt ved hvad jeg skal gøre med vanillekransene, nu da jeg ikke har en maskine til at køre dem igennem). Jeg har på fornemmelsen at det hele kommer til at være lidt stressende den næste måneds tid, med opgaver der skal afleveres osv, men jeg skal nok få tid til at få det hele til at blive lidt julet. Jeg overvejer en tur til Ikea, så jeg kan få udvidet min forholdsvist lille kasse med julepynt. De har selvfølgelig pynt og juleting i alle butikker lige for tiden, men Ikea er så dejligt skandinavisk.

For resten er min lille Orson fisk gået bort. Han havde været syg mange gange og selvom han fik det rigtige medicin, var han ikke helt rask i lang tid af gangen. Francis har der ikke rigtig været noget i vejen med, så jeg tror Orson bare har været lidt en svagelig lille fisk. Francis ser dog ud til at have det godt. Jeg tror ikke jeg køber endnu en guldfisk, før jeg får råd til et større akvarium, men jeg overvejer at få en hamster eller et lille marsvin. Skal dog lige have spurgt udlejeren hvad præcis det er jeg må have i lejligheden. En hamster skulle være okay, men jeg har ikke undersøgt hvordan det er med marsvin.

Der er sikkert mere jeg har glemt at fortælle, men jeg må vist hellere se at få mig noget frokost inden jeg skal til fødselsdag.

Solsikker og heste 19.09.2010

Posted by TabiWH in arbejde, mennesker, tsk, uni.
Tags: , , ,
add a comment

I onsdags var jeg til to års fødselsdag hos Martins lille kusine. Hyggeligt.

De sidste tre dage har jeg arbejdet som skraldeopsamler rengøringsassistent på travbanen i Ayr. Aldrig har jeg haft et job der var så travlt og samtidig så usandsynligt stenet. Mine ben er vildt ømme og jeg er noget så træt, men i det mindste er jeg færdig med det og jeg kan komme videre i livet. I morgen starter jeg som Student Guide på universitetet – det burde blive noget mere interessant og også lidt mindre trættende. Kortere arbejdsdage og mindre stenede opgaver, anyway.

Min sidste solsikke er nået til sit højeste punkt og er nu ved at afblomstre. Den er højere end mig, men kan dog ikke helt toppe den supersolsikke jeg groede da jeg var tre.

Ellers er der ikke rigtig nogen nyheder, jeg har pludselig meget travlt med alt muligt. Det hele bliver sikkert ret hverdagsagtigt om et par uger når uni rigtigt er kommet igang igen og jeg har tid til mine egne ting igen.

Fødselsdag og internet 22.07.2010

Posted by TabiWH in generelt, mennesker.
Tags: , , , , ,
add a comment

Så blev jeg 22. Var i biografen med Martin og se Toy Story 3 og spiste aftensmad på Frankie & Benny’s. Hyggelig dag. Tirsdag havde jeg nogle venner på besøg til god dansk lagkage og kagemand, som de syntes vældig godt om.

Samme dag blev mit bredbånd aktiveret (yay!), så jeg kan nu være online når og hvor tit jeg har lyst. Det har jeg godt nok savnet meget.  Så hvis jeg laver noget interessant (lige pt. er det stadig mest jobsøgning og bare hverdagsting) kan det være bloggen bliver lidt hurtigere opdateret. Vi må se.

Jeg kan nu arbejde på en hel bunke af mine projekter som jeg havde sat på stand-by fordi de krævede internet. Jeg ved ikke helt hvad der kommer først, men forhåbentlig bliver de allesammen til noget på et tidspunkt.

På sofafronten har jeg helt givet op med den jeg først havde bestilt. Jeg har stadig en lille krig kørende med deres refunderingsfolk, men jeg har fået de fleste af mine penge tilbage og et ekstra tilgodebevis indtil videre, så det går langsomt fremad. Jeg kunne i teorien godt genbestille den samme sofa, men jeg har ikke meget til overs for dem mere, så i stedet har jeg nu bestilt en helt anden sofa et helt andet sted – og denne gang er den rød, som jeg først ville have den! Den er på tilbud nu (højst sandsynligt grunden til at jeg ikke købte den til at starte med, da den anden på det tidspunkt var meget billigere) og har meget kortere leveringstid, så håber på en bedre service fra det her firma.

For resten har jeg en Skype-fastnettelefon sluttet til mit bredbånd og uden at gå for meget ind i de tekniske detaljer har jeg nu et dansk fastnetnummer som stiller om til min fastnet. Hvis nogen vil have det, må I lige sende en email eller noget.

Hverdag 16.07.2010

Posted by TabiWH in arbejde, generelt, mennesker, tsk, yay.
Tags: , , , , , ,
add a comment

Livet går sin hverdagsagtige gang. Min sofa har (stadig… tsk) problemer, men det ser ud til at de måske endelig er ved at få taget sig sammen til at gøre noget. Går dog stadig langsomt. Til gengæld bliver mit bredbånd aktiveret på tirsdag. Hvor dejligt. Har lige fået min router med posten, bliver interessant og se om jeg kan finde ud af at sætte det hele op.

Har søgt arbejde jeg ved ikke hvor mange steder, men der er ikke sket noget videre interessant på den front. Der er utroligt mange der søger de utroligt få jobs der er, så det er ikke så nemt. Det sidste sted jeg hørte fra havde omkring 180 ansøgere til et ikke specielt godt deltidsjob i en vareindlevering, så man har ikke en særlig stor chance hvis man ikke har erfaring med lige præcis det jobbet går ud på. Oh well.

Mandag bliver jeg som sagt 22 (yay!). Skal i biografen og se Toy Story 3 med Martin og et eller andet sted hen at spise om aftenen. Tirsdag kommer der venner på besøg, men det har jeg vist sagt op til flere gange. Oh oh! I fælles fødselsdagsgave med Martin fra hans forældre har vi fået en tur til Edinburgh til den årlige Fringe Festival hvor vi skal se alt muligt comedy. Vi har ikke planlagt alle de shows vi skal se endnu, men det kommer senere.

Og så lige et par billeder af nogle ting i min lejlighed. Der kommer nok nogle flere senere, specielt efter jeg får bredbånd og kan uploade så meget jeg vil. Anyway, her er min nye overdrevet seje lampeskærm (fødselsdagsgave fra bedstemor) og noget ’kunst’ fra soveværelset. Var så træt af at have alle mine øreringe i små æsker, det var der ikke meget overblik i. Malede nogle Ikea-rammer og formede noget tyk ståltråd med en lille tang og satte det hele sammen – tada, øreringeophæng der samtidig ser spændende ud.

Stadig mangel på sofa 07.07.2010

Posted by TabiWH in arbejde, generelt, mennesker.
Tags: , , , , , ,
add a comment

Jeg har nu været tilbage i Skotland i omkring halvanden uge og har mest lavet ‘kedelige voksenting’. Sidste mandag skulle min (meget forsinkede!) sofa have været leveret, men af en eller anden grund var der ingen der lagde en besked om hvilket tidspunkt hvilket de havde lovet, så den blev selvfølgelig forsøgt leveret lige mens jeg ikke var hjemme. Great. Fik arrangeret en ny levering om torsdagen og gjorde min stue klar til endelig at få nogle ordentlige siddepladser – væk med campingstolene. Hele formiddagen glædede jeg mig til sofaen endelig kom, men det viste sig at være spild af tid. Da sofaen langt om længe blev båret op ad trappen, så det ud som om den vist ikke var sort, som jeg havde bestilt. Sandt nok, den var en ikke særlig dejlig mørk cremefarvet og højst sandsynligt ikke engang den model jeg havde valgt. Så jeg blev nødt til at sende den væk igen. Jeg har fået lovet gratis levering og rabat hvis jeg genbestiller sofaen hos dem, og eftersom jeg ikke rigtig har råd til nogle andre steder må jeg vel gøre det. Så lige nu venter jeg på mine penge tilbage så jeg kan starte forfra. Forhåbentlig kan de finde ud af at give mig den rigtige sofa inden for en acceptabel tid denne gang.

Jeg har stadig ikke internet, men nu da jeg har opgraderet mit mobilabbonement har jeg 2GB fri internet hver måned, så jeg kan tjekke email og Facebook derfra. Samtidig kan jeg også tilslutte mobilen til computeren og bruge den som et lille modem til nogle småting (som at opdatere blog og bestille sofa). Det er ikke ideelt, men det bliver forhåbentlig heller ikke så længe eftersom min fastnetlinje bliver aktiveret på fredag og derefter kan jeg så få mig noget bredbånd. Forhåbentlig er de noget hurtigere end sofafolkene.

I weekenden var jeg inde og se Martins teaters opførelse af Our House. Rigtig god produktion. Søndag gik vi en lang tur i blæsevejr på stranden ved Irvine, det tætteste på sommer vi havde den weekend. Det har været noget regnfuldt og der har været en del blæst, men det er ikke så koldt at det gør noget. Kunne dog godt bruge noget solskin.

I går var jeg nede i byen for at se om jeg kunne finde mig et job. De søger en vikar i en lille guldsmed, så der var jeg nede med en ansøgning. Og så tog jeg også lige syv CV’er med og gav dem til butikker rundt omkring i byen. Venter også på svar på en ansøgning jeg sendte i sidste uge, så hvis jeg er heldig bliver det måske endelig til noget med et arbejde.

Så er der jo for resten også kun halvanden uge til jeg bliver 22. Vildt. Dagen efter har jeg inviteret mine venner fra uni til te og dansk lagkage, så det bliver forhåbentligt en hyggelig eftermiddag. Glæder mig til at se alle mine venner herovrefra igen, det har været et godt stykke tid siden jeg sidst så dem.

Det var den ferie 27.06.2010

Posted by TabiWH in mennesker.
Tags: , , , , , ,
add a comment

Så er det i aften jeg flyver tilbage til Skotland. Har haft et par dejlige uger med familie og venner, men har haft så travlt hele tiden at jeg ikke rigtig har fået tid til bare at cykle en tur i København eller tage på shoppingtur på Fisketorvet. Det må blive næste gang, for jeg trænger egentlig også lidt til at komme tilbage og nyde min lejlighed, finde et arbejde og få været sammen med nogle af mine venner fra uni. Mest af alt glæder jeg mig til at se Martin igen. Han skal spille teater næsten hele ugen, når jeg kommer tilbage, men det kan være det bliver til nogle strandture eller noget alligevel. Vi må se.

I morgen bliver min sofa leveret (endelig!), så jeg langt om længe kan sidde i noget lidt bedre end mine lånte campingstole. Om et par uger kommer der en mand og opretter min fastnettelefonlinje og kort efter det kan jeg tilføje bredbånd, så jeg kan have mit eget internet igen. Det glæder jeg mig meget til, så jeg ikke skal til at tage på biblioteket hele tiden. Det bliver lidt trættende og upraktisk i længden.

Udover det er det jo min fødselsdag lige om lidt, så jeg skal have inviteret venner over til noget lagkage osv. Ah, det bliver godt at få nogle gæster. Især med en sofa i huset.

Og så lige et hurtigt billede fra Daniels vogntur i fredags: