jump to navigation

Bryllup – Del 3 18.09.2012

Posted by TabiWH in mennesker, tanker, yay.
Tags: , , , , , , , , , , , , , ,
add a comment

Hvis du missede forberedelserne kan de findes her: Del 1 og Del 2

Mandag den 23. juli 2012 – Vores bryllupsdag!

Før kirken

På bryllupsmorgenen stod jeg tidligt op, jeg skulle jo lige nå i bad og pakke en taske inden vi skulle til frisøren. Efter mit hurtige brusebad fik jeg smidt noget hurtigt tøj på, og begyndte så at pakke en lille håndtaske med nød-ting så som vabelplaster osv. og en lille taske til hotellet, hvor vi skulle overnatte. Jeg kom så langt som at åbne min kuffert og tage min nødkjole ud (man har jo hørt om folk der spilder sovs og rødvin ned af deres brudekjole og ikke har andet end jeans at tage på)… og hvad var det? Pletter på min nye kjole, som jeg også skulle bruge til den skotske velsignelse i august? Ja, det var rigtig nok pletter, og de lugtede godt nok ikke særlig pænt, så jeg kom til en konklusion om at katten havde tisset på den! Føj.

Så kjolen røg i vaskemaskinen (heldigvis blev der ikke brug for den senere) og jeg pakkede videre… i hele tre sekunder. Så fandt jeg nemlig den rigtige synder – en mus! Ganske vist en død en af slagsen, staklen var blevet bidt halvt ihjel af katten og så kravlet ind i min kuffert for at lægge sig til at dø. Dog først efter at have brugt kufferten som toilet. Så min far fik lov til at fjerne den døde mus, og min mor fik et mindre (okay, større) chok, da hun så min far gå udenfor med en død mus, som han holdt i halen. Hvis resten af huset ikke var vågnet af mig der skældte ud på katten, så vågnede de i hvert fald af min mors rædselsskrig.

Nå, vi fik min kuffert tømt for tøj og hvad musen ellers havde efterladt og jeg fik meget hurtigt pakket min overnatningstaske (det var nok grunden til at jeg glemte både strømpebukser og flade sko), og så var det ellers til frisøren! Vi var lidt sent på den pga hele museaffæren, men vi nåede det da lige til tiden, og så kunne vi ellers slappe af og få ordnet vores hår hos min mors frisør. Det var dejligt bare at kunne sidde ned i en kølig salon, hvor man ikke skulle tænke på bordplaner osv.

Jeg var rigtig glad for mit hår, det var helt simpelt med en lille fletning og en hårkam jeg købte på en lille bryllupsmesse i Ayr i vinters. Min mor lignede helt en dronning med sin flotte frisure.

Så var det ellers hjem og skifte bil. Mine forældre havde lejet en ekstra bil, men den var først blevet hentet mens vi var hos frisøren, og den skulle vi så hjem og hente, så mine forældres grønne Passat kunne blive pyntet op til at være vores køretøj til senere. Vi mødte lige Miky på vejen, da vi havde aftalt at hun skulle være hos os kl. 10 (Louise var en halv time forsinket, så var ikke kommet endnu), så vi samlede hende op og kørte ud til blomsterhandleren.  Jeg ville selv med, da de jo ikke havde gjort noget af hvad vi havde aftalt med kirkeblomsterne, så jeg var lidt nervøs omkring brudebuketten. Men den var bare helt perfekt! Den havde helt de rigtige farver og var præcis som jeg havde forestillet mig! Og så duftede den også bare godt. Der var også to små udgaver af den til vores små brudepiger, min yngste danske kusine på 6, og min hollandske kusines datter på 4, og knaphulsblomster til gom, forlover og fædre.

Så var det tilbage til Valby, hvor Louise ankom nærmest samtidig med os, hvor der efterhånden var en del mennesker. Både den hollandske og  jyske familie havde besluttet sig for at skifte tøj hos mine forældre, da det var nemt lige at gå over til kirken bagefter, og nogle af dem havde overnattet steder uden bruser osv. De skulle jo også pynte bil, så det var det logiske sted at have en slags base for alle. Min ene kusine var også lige blevet hentet i lufthavnen, hvor hun var kommet direkte fra ferie i Thailand, og min far var ved at sætte vores campingflagstag op. En smule kaotisk, men jeg fik da puttet mig selv i en morgenkåbe og lagt det make-up jeg skulle (det var nu ikke så meget). Miky og Louise skulle også lige i deres kjoler og have sat deres hår osv., og jeg skulle finde ud af hvilke smykker jeg skulle have på. Jeg havde tre-fire forskellige kombinationer, men fik til sidst valgt via afstemning mellem brudepiger og hvilke andre piger/kvinder der lige var i nærheden.

Folk var så småt begyndt at trække udenfor, og vi havde stuen til os selv. Det var helt underligt at der pludselig var så stille. Man kunne bare høre fuglene synge og morgensolen skinnede så dejligt ind ad vinduerne.

Nå, så var næsten alle nærmest gået, og jeg skulle i kjolen. Det var nemt nok, da der ikke var noget med hundredevis af knapper der skulle lukkes, eller bånd der skulle bindes. Det var bare en lynlås og et par hægter, og så var det det. På med skoene og øreringene, og så var jeg klar. I mellemtiden var min mor kommet tilbage efter at have afleveret blomsterne i kirken og hentet kagen, og efter en hurtig omklædning skulle hun lige give mig et kram, og så var hun ellers også smuttet til kirken.

Da jeg kom udenfor med mine voksne brudepiger, var det kun min far og Daniel der var tilbage. Og vores flotte grønne bryllupsbil, med masser af tyl, flag og blomster.

I kirken og på vej dertil

Vi skulle lige have taget et par billeder, og så satte vi os ellers ind i bilen. Daniel var chauffør, og både han og min far var bare så fint klædt på. Vi kørte op til kirken, hvor klokkerne ringede og gæsterne stadig var ved at ankomme, så Daniel besluttede at vi var lidt for tidligt på den. To minutter senere var vi kørt rundt om det bebyggede område ved kirken, og parkede lige foran. Brudepigerne og Daniel smuttede lige ind med de sidste gæster, og så var det ellers bare mig, min far, vores små brudepiger og kirketjeneren. Jeg fik min brudebuket, og de små havde også deres. Fik sat knaphulsblomsten fast på min fars jakke, og skulle liiiige kigge gennem kighullet ind til kirken. Den var godt nok fuld! Jeg blev helt overvældet, tænk at så mange var kommet til brylluppet! Kunne også skimte vores fotograf Laura Friis, og allerøverst oppe ved alteret sad Martin og Matt og ventede.

Da dørene åbnede og organisten begyndte at spille Rainbow Connection (en Muppet sang, som betyder meget for Martin og jeg), var det meningen at de små piger skulle gå halvvejs op ad midtergangen, og så skulle min far og jeg følge efter. Men jeg var så overvældet, at jeg helt glemte alt hvad vi havde snakket om, for alle i kirken havde rejst sig op og kiggede på mig – og jeg kendte hvert eneste ansigt! Ej, hvor var det stort! Det var så surrealistisk, alle kiggede på mig og deroppe ved alteret stod manden i mit liv og ventede på at jeg kom og lovede at elske ham for altid. Jeg kunne slet ikke finde ud af om jeg skulle grine eller græde, så jeg gjorde vist begge dele, og glemte helt at vente på de små brudepiger og gå langsomt. Det røg bare helt ud af mit hoved, så pludselig var vi oppe ved stolene ved alteret, og jeg fik sagt hej til Martin og sat mig ned, og så spillede musikken stadig i næsten et minut, tror jeg. Ups. Men hvor var det bare en stor følelse at kigge på Martin, der var så flot i sit fine tøj, og så se udover forsamlingen i kirken, der var fuld af glade mennesker fra så mange forskellige steder og tidspunkter i mit liv.

Det hele var bare så perfekt. Solen skinnede, der var farverige blomster på enderne af bænkene og solsikker i siderne af kirken. Det var så skønt og lyst og sommeragtigt og der var så fyldt med glæde, at jeg næsten ikke kunne forstå det.

Jeg måtte lige smile til Martin og sukke lidt af lykke. Alle var bare så glade og smilende. Kastede også lige et blik ned til brudepigerne, der sad med resten af min familie og forlover Matt ved siden af Martin, smilede også helt vildt. Alting var bare dejligt.

Efter præsten Henriks velkomst, var det tid til første salme – Det dufter lysegrønt af græs. Jeg kunne ikke kigge over på Martin uden næsten at blive helt rørt, så jeg prøvede at synge med så godt jeg kunne, uden at kigge alt for meget op. Efter hilsen og bøn, var det vores læsninger. Normalt bliver de læst af præsten, men eftersom de gerne skulle kunne forståes af alle vores gæster og os selv, skulle de læses på både dansk og engelsk, og vi havde spurgt nogle i vores familie og Matt om at læse dem.

Efter den anden salme – Det er så yndigt at følges ad – holdt Henrik sin tale. Den var helt fantastisk og så personlig. Mange af de britiske gæster sagde bagefter, at de aldrig havde hørt sådan en personlig tale til et bryllup. Der var også både sjove og alvorlige emner med, og den passede så godt til os.

Og så skulle vi giftes!! Tilspørgelsen var både på dansk og engelsk, så Martin også vidste hvad han sagde ja til, og efter vores hhv. “I will” og “Ja” måtte vi kysse hinanden og så var vi ægtefolk!

Den næste salme – Blessed Assurance – var på engelsk, dernæst velsignelsen og så den afsluttende salme -Thine be the glory. Herunder begyndte gæsterne at rejse sig op, og det er stadig lidt et mysterie præcist hvorfor. Var det fordi det var lige præcis dén salme, var det fordi det var den sidste salme eller noget helt tredie? I hvert fald blev det startet af noget af den hollandske familie og endte med os oppe ved alteret.

Derefter var det vielsen slut, og det var tid til at vi skulle gå ud. Der var helt stille. Og så lidt mere stille. Dørene blev åbnet, og der var lidt mere stille. Og så begyndte folk at kigge rundt. Og så… hvad var det? En lyd? Ja, det var vores sækkepibespiller Claus Reiss som stod udenfor og spillede Highland Cathedral, da vi begav os hånd i hånd ned ad midtergangen fulgt af vores små brudepiger.

Vi kom udenfor til sækkepibemusik, solskin og en smule blæsevejr. Hvis jeg ikke havde været glad for at have fravalgt slør før, så ville jeg være det på det tidspunkt. Alle kom ud og sagde tillykke, og hvor var der bare mange! Vi fik også en hel bunke ris, både af min moster og kusiner og af nogle fra kirken, der kender mig fra da jeg var lille.

Og så var der æresporten! Jeg er ikke helt sikker på præcis hvem der var ansvarlig for den, men min jyske familie var i hvert fald involverede både med at lave den og transportere den rundt på dagen, så den fulgte med fra kirken til vores feststed og næste morgen stod den hjemme hos mine forældre. Den var bare så flot, og vi var rigtig glade for den!

Fortsættelse følger her.

Reklamer

Bryllup – Del 2 17.09.2012

Posted by TabiWH in mennesker, tanker, yay.
Tags: , , , , , , , , , , , ,
add a comment

Hvis du missede første del, er den at finde her.

Lørdag den 21. juli 2012

I løbet af ugerne heroptil, havde Louise gentagne gange spurgt om vi ikke skulle lave noget sammen om lørdagen. Jeg havde svaret at det kunne vi da godt, men kunne hun så ikke lige komme til Valby, så kunne hun hjælpe med diverse ting, hvis det nu var. Efter flere missede hints og fejlslagne forsøg på at få mig til Lyngby uden at blive mistænksom, blev det til et direkte “Miky og jeg vil gerne se dig på Lyngby Station!”. Miky var min anden brudepige, så jeg tænkte at de måske havde fundet på et eller andet. Og det havde de! Jeg blev modtaget med råb og skrig af mine to brudepiger som forgæves prøvede at bilde mig ind, at vi skulle ind i Lyngby centrum og jeg skulle sælge kys for 5 kr. , og der ville i hvert fald være helt vildt mange hotte fyre. Her kunne det tænkes at jeg ville være blevet en smule urolig, men jeg ved at de kender mig så godt, at de ved at det slet ikke ville være mig, så jeg sagde ikke så meget.

Vi satte os ind i bilen de havde lånt af Louises bror, og kørte et eller andet sted hen i Lyngby. Da vi nåede til noget der lignede en park, fik jeg bind for øjnene og blev ledt over en lille bro, op og ned ad bakker og til sidst over noget græs, hvor jeg endelig fik lov til at se igen… Vi var ved bredden af Lyngby Sø ved en lille pavillion med fire af mine efterskoleveninder – hvor hyggeligt!! I stedet for et eller andet stort med vildt mange mennesker og alt for meget gang i den, havde de arrangeret en lille sød polterabend med et “mini”-tema. Alting var småt! Minipizzaer, minipølsehorn, minifrikadeller, miniromkugler, minimuffins, minitekopper (man skulle godt nok have tre-fire kopper for at slukke sin tørst), minislik, miniskumfiduser og ikke mindst minilagkager! Ej, hvor de kender mig godt! Jeg elsker miniting, og minilagkager var bare det bedste til børnefødselsdage! Det var bare helt perfekt! Pavillionen var pyntet så flot op med blomster, og de havde taget borde og stole med og dækket bord, så det bare var helt fantastisk. Udsigten var også bare dejlig, og solen skinnede det meste af dagen, selvom det var en lille smule koldt, når det blæste.

Vi havde en vildt hyggelig eftermiddag, og jeg fik da også nogle fjollede lege jeg skulle være med i, så det var en rigtig polterabend :P Jeg nød det virkelig! Som præmie for at vinde legene fik jeg så en gratis middag på en fin restaurant, så efter vi havde spist det meste af kagerne, fik vi pakket sammen og gik i samlet flok ned til stationen, hvor vi sprang på toget til Holte og nåede frem til en kinesisk buffetrestaurant. Hvis der er nogen der er i tvivl, så er det helt klart min yndlingsslags restaurant. Det var bare så perfekt valgt! Vi sad derinde nærmest til de lukkede og fik også en advarsel om at vi altså gerne måtte dæmpe os lidt, da vi måske grinede lige lidt for meget. Men så grinede vi da bare lidt mere. Vi havde i hvert fald en helt fantastisk aften, og jeg kom udmattet men lykkelig hjem, med et minirivejern og nogle andre souvenirs i min taske. Jeg kunne bare ikke have haft en bedre dag :)

I mellemtiden havde Martin forsøgt at færdiggøre sin tale, og det samme havde Matt vist, men ellers havde de ikke lavet meget. Tror det var blevet til en lur eller to i solskinnet i haven, mens jeg havde rendt rundt på en græsplæne i Lyngby for at vaske op, lave mad og passe vores lille barn “Abe” (man skulle nok have været der). Jeg havde helt ondt i kinderne af at grine så meget. Så tusind tusind tak til Louise og Miky og mine NE-veninder for en helt perfekt polterabend.

Søndag den 22. juli 2012

Så blev det dagen før dagen. Der var stadig masser af ting der skulle ordnes. Vi var et smut ovre i kirken for at tjekke at blomsterne var som de skulle være – det var de ikke. Jeg ved ikke hvad der var gået galt med kommunikationen, men Martin fik det ordnet med nogle improviserede roser og skotske tidsler. Og så skulle der rykkes rundt i menighedssalen. Vi var nogle stykker til at hjælpe, bl.a. min kusine, hendes mand og min bedstemor, så vi fik rykket bordene hen hvor vi ville have dem, og lagt duge på. Vi fik også gjort en masse slik klar, og fandt bestik, tallerkner, servietter osv.

Og så var det ellers hjem og folde en hel del kirke- og bordhæfter, der også skulle være klar. I mellemtiden havde min onkel og min anden kusine stået i køkkenet derhjemme (moster, onkel og børn var ankommet sent om aftenen lørdag) og gjort alting klart til grill-aften.

Jeg tog med Martin og Matt ud til Hotel Scandic i Hvidovre, hvor vi havde booket et værelse til dem med min fars bonuspoint fra SAS. Jeg ville lige med og sikre mig at alting var i orden. Det var det ikke. De havde flyttet bookningen til Glostrup, som ikke rigtig passede ind i nogen af vores planer. Matt, han er vel ikke hotel manager for ingenting, fik dem til at betale taxi til kirken næste morgen, men det er godt nok ikke et hotel jeg vil anbefale, deres service er bare slet ikke i orden. Anyway, vi fik ordnet det så godt som vi nu kunne, og så var det tilbage til Valby, hvor vi fik samlet diverse familie sammen, så vi kunne øve de to slags skotske folkedans vi skulle danse om aftenen til brylluppet. Det var en smule kaotisk, men sjovt at danse rundt til skotsk musik på græsplænen i haven.

Ved aftensmadstid strømmede det ind med skotter og englændere, da vi havde inviteret Martins familie til grill. Jeg tror vi var mindst 25 til aftensmad, og var spredt ud over hele haven ved de mange forskellige borde. Vi bevægede os indenfor til kaffe og te, da det begyndte at blive koldt, og derefter kørte Daniel (min dejlige lillebror og vores privatchaffør i dagene omkring brylluppet) gom og forlover på hotel med deres flotte jakkesæt, som Martins forældre havde taget med i kufferten  fra Skotland. Det var efterhånden blevet en smule sent og jeg ville egentlig gerne have slappet lidt af, og så gå tidligt i seng, men det blev der ikke noget af. Vi havde endelig lige før Martin og Matt tog afsted fået ordnet bordplanen, og den skulle selvfølgelig lige klippe-klistres på et stort stykke karton. Uden limstift, for den havde Martin fået med, så han kunne lime sin tale på kort. Nå, så måtte min far og jeg igang med kontaktlimen, og det virkede da også fint, men til sidst havde jeg bare ikke mere energi, så Daniel tog over og jeg kunne langt om længe gå i seng.

Fortsættelse følger her.