jump to navigation

Svaner og opgaveskrivning 06.05.2012

Posted by TabiWH in generelt, tanker, uni.
Tags: , , , , , , , ,
add a comment

I dag er der fire dage til jeg er færdig med dette semester på uni, seks dage til min udlejer skal vide om jeg flytter eller bliver når min kontrakt udløber i juni, 10 dage til vi smutter en tur til Danmark til konfirmation og for at planlægge det sidste af brylluppet og 78 dage til vi skal giftes.

Jeg har haft en noget stresset uge med at lave opgaver, kigge på lejligheder og samtidig forsøge at have nok energi til at lave mad osv., men det er begyndt at blive lidt mindre overvældende. Der er stadig to opgaver der skal afleveres, men jeg har endelig fået lidt mere gang i skrivningen og er ikke i tvivl om at jeg kan nå det til tiden. I fredags afleverede jeg min Graphics/Illustration opgave, så nu er det kun skriftlige opgaver der er tilbage. Jeg skulle jo lave to bogforsider til Brødrene Grimms eventyr, hvoraf jeg kunne indsende den ene til en rigtig konkurrence. Det fik jeg så gjort med den første, så den vil jeg ikke vise før de har annonceret finalister (jeg tror ikke jeg har de vilde chancer, men man bør jo alligevel overholde reglerne), men den anden må jeg gerne uploade nu, da det ‘bare’ er en opgave for universitetet. Det er kun forsiden, da hele bogcoveret har logoer, tekst osv., som jeg ikke har rettighederne til, men bagsiden på denne er alligevel bare endnu en bue og så teksten under buen.

Det med lejlighederne er på stand-by i hvert fald til i morgen. Min kontrakt på denne lejlighed udløber midt i juni og vi vil så gerne have et ordentligt (og større) sted at starte vores liv sammen efter vi bliver gift. Min lille toværelses er næsten for lille til bare mig (køkkenet er i hvert fald!) og Martin skal jo også gerne have noget input i hvordan vi indretter vores fælles hjem. Vi har været ude at kigge på tre forskellige steder. Den første var helt fantastisk. Nærmest ny, så flot og lys, to store soveværelser, stort køkken-alrum, TO badeværelser. Det eneste vi ikke var så vilde med var at der ikke var noget udendørsareal. Det skulle vi lige tænke over, men allerede dagen efter da vi havde besluttet os for, at lejligheden var så flot at det ikke gjorde noget, jamen så var den udlejet. Vi fik kigget på en anden rigtig stor treværelses, men det var virkelig ikke noget der var værd at skrive hjem om. Alt var så gammelt og faldefærdigt at det var helt umuligt, så den droppede vi ligeså snart vi trådte ind ad døren. Den sidste lejlighed havde også tre værelser, men var noget mindre end vi havde håbet. Men køkkenet – sikke et hit! Det var bare så lækkert! Kæmpestort (i hvert fald i forhold til mit lille køkken), stort indbygget køle-fryseskab, vaskemaskine (det har næsten alle lejligheder her, men det er ikke altid de er så flotte og nye), plads til et lille spisebord og… indbygget opvaskemaskine! Badeværelset var også dejligt med både brusekabine og badekar, og alle rum bliver sat i stand med ny maling osv. inden den næste lejer, selvom der ikke var den store trang til det. Her er der også udendørsareal og med lidt viljestyrke kunne vi nok godt finde ud af, at få alle vores ting til at passe ind uden at det blev for meget. I hvert fald har vi søgt om denne lejlighed og venter spændt på svar. Jeg vil lige ringe i morgen og høre hvor lang tid det tager, da jeg skal vide det i slutningen af ugen, så jeg kan sige det videre til min nuværende udlejer.

Og så er det vidst forår igen? Jeg får ikke meget tid til at nyde det at være udendørs, da jeg mest kommer ud, når jeg skal noget på uni eller købe ind, da jeg bruger meget af min tid indendørs for at få alle opgaverne færdige. Jeg har dog lagt mærke til at påskeliljerne forsvandt for snart flere uger siden, tulipanerne er ved at afblomstre og de flotte træer med lyserøde blade er nu næsten helt brune og grønne. Stien op til universitetet lugter af vilde hvidløg, så man næsten bliver helt sulten, og bøgen synes at være sprunget ud for så længe siden, at jeg ikke engang lagde mærke til det. Vi har haft nogle rigtig kolde dage (nattefrost i april) og rigtige varme dage (ALT for varmt til sko, strømper og lange ærmer i sidste uge), men vi er nu vist tilbage til almindeligt køligt forårsvejr.

Når man går på hvidløgsstien, kan man ofte se mindst én svane. I de sidste par uger har det meget tit været to svaner, da de har bygget rede på en lille ‘ø’ i floden. Det er vist egentlig bare en bunke jord og græs der har revet sig væk fra bredden en af de gange, hvor floden er gået lidt over sine bredder, men hver dag har de samlet grene, blade og rødder til en stor svanerede, og for en uges tid siden så jeg et æg i reden. Forleden dag var der mindst to æg i reden, og der er altid en svane der enten ligger og ruger eller lige skal finde nogle flere pinde i nærheden af reden. Det bliver hyggeligt at se hvor mange svaneællinger, der kommer ud af det. Hvis man kigger godt efter, kan man lige skimte toppen af et æg i reden til højre i billedet.

 

Vinterpåske 12.04.2012

Posted by TabiWH in flot, generelt, mennesker, tanker, uni, yay.
Tags: , , , , ,
add a comment

Ting jeg bruger en del tid på:

  • Universitetsopgaver (ikke så meget at jeg er stresset, men så meget at det virker som om jeg sagtens kan nå alle mine deadlines)
  • Bryllup (dog i et noget mindre omfang, da jeg er ved at løbe tør for ting, der kan planlægges)

Ting jeg bruger noget tid på, men stadig ikke nok:

  • Opvask
  • Støvsugning

Ting jeg helt har droppet lige pt.:

  • Nyde solskinnet, men det er udelukkende fordi det er blevet vinter igen og vi faktisk ikke har meget varme lige for tiden. Det var ellers nået at blive så varmt, at tulipanerne var sprunget ud og træerne så småt fik grønne knopper.

Påskeferien blev ikke helt som forventet. Jeg havde regnet med at april da mindst ville være lige så dejlig og sommeragtig som marts, og så skulle Mattias og jeg da ud og nyde vejret! I stedet blev det til nattefrost, slud og en Mattias der var blevet smittet med et eller andet hjemmefra, så de første dage ikke blev til meget andet end fjernsyn og et smut til Lidl for at købe mælk og æbler, som vi løb tør for. Men vi nåede da lige lidt ud, da vi endelig havde en enkelt (kold!) solskinsdag og Mattias havde fået det lidt bedre. Han kom da også godt hjem, selvom han ikke var helt på toppen.

Jeg fik også gjort et lille indhug i universitetsopgaverne, da jeg tænkte at jeg ligeså godt kunne lave noget fornuftigt samtidig, hvis vi var fanget indendørs. Det blev min Flash-animation jeg fik lidt gang i, men den er stadig langt fra færdig. Her i løbet af den næste uge skal jeg lige have lært mig selv lidt mere ActionScript-programmering, så den kan blive helt interaktiv, men det synes jeg faktisk er meget spændende og udfordrende på en god måde.

Graphics/illustration har jeg også fået lavet en del til, men eftersom det er et bogomslag til en rigtig konkurrence, tror jeg faktisk ikke jeg må oploade det andre steder før konkurrencen er overstået, så det må i lige vente med at se. Jeg skal lave endnu et cover til samme konkurrence, men jeg må kun indsende ét af dem, så det andet bliver bare som universitetsopgave.

I work related learning/praktik er jeg så småt ved at afslutte mine “praktikforløb”. Det er meget sporadisk hvad jeg har lavet alligevel, men det hele skal samles sammen og jeg skal skrive en rapport om det hele. I kan lige få en af de muffinplakater jeg lavede til kantinen.

Jeg tog en hel serie af billeder, og det er langt fra det mest spændende af dem de har valgt, men det var det de syntes passede bedst. Nogle af de andre blev også en smule fjollede, da jeg begyndte at kede mig og stablede muffins og kopper ovenpå hinanden i forskellige opstillinger og fik muffins til at falde ned foran kopperne. Men så blev der da også lidt smagsprøver til mig, da muffins ikke kan holde til forfærdeligt mange fald fra en halv meters højde ned på et bord.

Mit sidste modul dette semester er mit skrivemodul eller “Research portfolio” som de kalder det, som vi skal lave. Det er ikke noget jeg vil komme videre ind på, da det ikke er overordentligt spændende for alle, men jeg er sikker på at jeg kan nå at skrive alt det jeg skal til tiden (der er lige under en måned til aflevering).

Kort sagt sker der ikke noget videre usædvanligt lige for tiden, men der er da de sædvanlige hverdagseventyr – i sidste uge besluttede Martin og jeg os for, at vi skulle udforske et af de absolut fineste og dyreste supermarkeder i UK, efter vi havde spist frokost i Ikea, og hyggede os gevaldigt med at kigge på alle deres fine, dyre ting og forundredes over deres meget meget store udvalg af bl.a. oliven. Næ, der skal vist ikke meget til for at underholde os to.

Alt det jeg går og laver 09.03.2012

Posted by TabiWH in generelt, mennesker, tanker, uni, yay.
Tags: , , , , , , , , ,
add a comment

Det kommer nok ikke som en overraskelse, at jeg stadig har usædvanligt travlt, eftersom jeg ikke har meget tid til at opdatere bloggen. Jeg har i denne uge fotograferet en generalprøve på Centrestage, som jeg stadig mangler at uploade fotos fra, fordi jeg har så meget andet. Til gengæld fik jeg i sidste uge for første gang mit navn under et billede i en lokalavis og i denne uge i hele tre (!) lokalaviser! Og det til trods for at de af princip ikke giver fotokredit. Lad os nu se hvad der sker i næste uge, hvor de har fået fat i en mindre bunke af mine generalprøvebilleder.

Torsdag formiddag havde jeg gang i et lille halv-improviseret fotoshoot der involverede minimuffins. Det var for universitets marketingteam, som skal have formidlet til alle i bygningen at Starbucks i caféteriet giver gratis muffins til alle der køber noget. De har planer om at lave en plakat af en art, så den skal der nok lige komme billeder af, når den kommer op. Skal nok også uploade nogle af mine muffin-billeder, men venter lige til jeg ved hvad marketingteamet skal bruge af billeder.

Så bruger jeg også en del tid på at sidde i Photoshop lige for tiden, da vi har en mindre deadline på onsdag, hvor vi skal aflevere fem billeder, som viser hvilke scener vi skal have med i vores flash animation. Jeg har lavet to indtil videre, men I kan lige få den første.

Det giver ikke så meget mening, når man ikke kender digtet, og det hjælper heller ikke at det hele står stille, og der hverken er lyd eller interaktivitet på. Det kommer senere. Først skal jeg lige have lavet alle fem scener som billeder, og så skal de ind i Flash og animeres, have lyd og få kodet nogle knapper, så man kan trykke på ting.

Udover alt det, har jeg også to andre fag der skal laves ting til, men som ikke helt har fået så meget opmærksomhed, da den kreative del af min hjerne synes bedre om andre ting. Det kommer senere. Jeg er begyndt en smule på et illustrationsprojekt, hvor vi skal lave en bogforside, men det er godt nok ikke lige noget jeg er videre inspireret af. Det andet er vores skrivemodul, hvor jeg har fundet masser af bøger, men så er jeg heller ikke kommet meget længere indtil nu. Der skal lige tænkes noget mere, før jeg kan få noget spændende ud på papiret.

Og så er der jo selvfølgelig stadig masser af bryllupsplanlægning at tage sig til! Jeg begynder så småt at komme til at punkt, hvor jeg gerne vil igang med det næste kreative bryllupsrelaterede projekt, men menuer og bordplaner kan jeg jo ikke så godt komme igang med før noget nærmere dagen. Martin er selvfølgelig også involveret i alle planerne, men det er nu mest mig der står for den praktiske del af de kreative ting. Bordkort osv.

Det skal også lige nævnes at vi nu er nået rigtigt ind i foråret, og jeg slet ikke kan finde ud af, at det først bliver mørkt efter aftensmadstid. Jeg syntes ellers lige man kunne regne med at det blev mørkt sådan sidst på eftermiddagen. Jeg ELSKER lyse aftener, men i år er de godt nok kommet noget pludseligt. Tiden går bare hurtigt i år, synes jeg!

Travlt travlt travlt 27.02.2012

Posted by TabiWH in generelt, mennesker, uni.
add a comment

De sidste uger har jeg godt nok haft travlt. Det er ikke engang spændende ting jeg har haft travlt med, men bare universitetet og hverdagen. Dette semester virker til at være lige så travlt som alle de andre kombineret. Det er faktisk lidt meget at holde styr på, når man også samtidig har “praktik” (jeg tager stadig billeder på Centrestage og var i formiddags ovre på universitetet for at lave noget til et projekt til marketing-teamet) og samtidig også skal holde hus og planlægge bryllup. Bryllupsplanlægning er nærmest blevet til en ny hobby, der har overtaget alle de andre hobbyer. Eller, næsten, meget af det kan jo kombineres med kreative ting (invitationer osv), så jeg får også tid til at lave lidt af den slags.

På universitetet er vi på det stadie i semestret hvor alting er idéer og intet faktisk har fysisk form endnu, så der er ikke meget at sige der, selvom jeg bruger en del tid på det. Derhjemme er jeg på det stadie hvor der er bøger over det hele, oprydning bliver lidt nedprioriteret og alting er i stykker. Lysstofrøret i køkkenet har en dims der skal skiftes ud, fjernsynet nægter at vise noget som helst fra de gratis satellitkanaler (så i stedet for at se antenne-kanalerne ser jeg faktisk nærmest ikke fjernsyn lige for tiden. Tror jeg er blevet lidt for vant til den luksus det er at have HD og +1 kanaler), vaskemaskinen er brændt af (venter på opkald fra reperationsmanden), og vinduet i soveværelset har ikke rigtig nogen isolering tilbage. Men sådan er det vel at være ung og studerende, man har ikke helt råd til det bedste af alting. Det får man jo nok senere i livet.

Udover det tager Martin og jeg også ud på ture, når vi har tid til det. Det er blevet til et par gåture i parken (påskeliljerne er sprunget ud mange steder!) og på stranden og sidste weekend var vi til et danseshow i Glasgow, som Martin havde givet mig billetter til i julegave. Vi har også fået set den nye Muppets film to gange – kan klart anbefales!

Ellers er der vist ikke så meget nyt. Det er mest bare hverdag med en lille smule stress engang i mellem.

Semesterstart osv. 07.02.2012

Posted by TabiWH in flot, generelt, mennesker, tanker, tsk, uni, yay.
Tags: , , , , , ,
add a comment

Jeg tror jeg glemte at sige i min sidste opdate, at vi er færdige med at have ferie og startede det nye semester i sidste uge. I denne omgang har vi Critical Studies in Visual Art (et skrivemodul der skal hjælpe os til at skrive speciale næste år), Digital Media 3B (en fortsættelse af vores Flash modul sidste semester) og Graphic Design and Illustration (eller Animation, men det har jeg fået nok af, så jeg vil helst have grafisk design). Og så er mit praktikmodul stadig kørende, sådan lidt i baggrunden lige pt., da der er mange med praktikpladser der er løbet ind i det nye år og vi så først skal aflevere rapporten efter praktikken.

Indtil videre har vi kun haft skrivemodulet og flashmodulet, da der gik noget galt med planlægningen af grafisk design, men det bliver forhåbentlig ordnet i denne uge. Her i eftermiddag skal jeg til skrivemodulet og lære om hvordan man skriver om kunstanalyse. Og så kan jeg forhåbentlig få nogle ideer til hvad jeg skal skrive om.

Hele formiddagen har jeg brugt på at ringe til diverse officielle steder såsom ambassaden og borgerservice for at finde ud af hvordan man skifter navn og pas ved ægteskab når man bor i udlandet, men er dansk statsborger. Det tog noget tid og en del forvirring, men er ikke umuligt og hvis man er lidt tålmodig og kan finde ud af at gøre alt i den rigtige rækkefølge, så kan det lade sig gøre, selvom det måske ikke bliver lige med det samme. I hvert fald ved jeg nu så meget at jeg ikke behøver at gå og bekymre mig om det.

Noget andet jeg ikke længere skal bekymre mig om, er min SU. Som jeg har fortalt nogle af dem jeg kender, har jeg haft problemer med SU, da de pludselig syntes at jeg ikke havde flere klip til sommer. Jeg havde ellers fået min uddannelse godkendt til 4 år, og det stod da også på min SU-meddelse. Efter fire måneder, en bunke emails, utallige telefonopkald og endda et personligt besøg til SU-styrelsen har de endelig både fået rettet mine klip OG mit stipendie, så jeg nu er dækket helt til min uddannelse er færdig. Det har også været en lille krig at få i orden (men i det mindste var det deres fejl og ikke fordi jeg faktisk ikke kunne få SU), men det er endnu en ting jeg ikke behøver at tænke så meget på.

Til gengæld synes jeg pludselig at jeg er blevet helt suget ind i alle de ting der skal planlægges til brylluppet. Det er faktisk for det meste rimelig overskueligt, men jeg tager hele tiden mig selv i at tale om bryllupskage eller bordkort og skal virkelig tage mig sammen for ikke at drive alle til vanvid med mine bryllupsplaner – også mig selv. Jeg skal lige hele tiden finde ud af hvordan noget skal laves, om det er invitationer (som da vist snart skal sendes ud!) eller menuen, og det er i det hele taget lidt meget. Det kan være jeg kommer til at skrive om bryllupsplaner her på bloggen, da jeg så i det mindste ikke tvinger nogen til at sidde og lytte til mig snakke alt for meget.

Og hvis der var nogen der ville vide om vi også har sne herovre, er svaret nej. Absolut ikke. Nattefrost, ja, men det er vist også det tætteste vi kommer på sne herude på vestkysten. Når der ikke er skyer, så fryser det, og når der er skyer, så regner det. Der er nogen der siger det er noget med golfstrømmen der kommer tæt forbi her, men det er nu stadig rigtig vinterkoldt herovre.

Tilbage fra Danmark 29.01.2012

Posted by TabiWH in arbejde, generelt, mennesker, uni.
Tags: , , , , , ,
add a comment

Så blev der vist lige tid og energi til en opdate. Jeg var som sagt i Danmark i sidste uge, da jeg ikke syntes jeg fik tid til så meget andet end familie og julehygge sidst jeg var hjemme. Jeg fik set en masse kultur, udnyttet januarudsalget og set en masse venner, selvom jeg blev nødt til at aflyse et par ting da jeg fik fat på en noget slem forkølelse. Tsk tsk. Men ellers var det en rigtig god uge! Dagen efter jeg landede, var det Dronningens 40 års jubilæum, så min mor fik mig med ind i byen for at se både guldkareten og regentparret vinke fra Rådhusets balkon. Det havde jeg aldrig prøvet før, selv efter 21 år i København, så det var en sjov oplevelse. Det er godt nok noget andet end at se det i fjernsynet, selvom det var noget koldt for fødderne.

I løbet af ugen blev det også til en tur på nationalmuseet med en veninde, hvor vi fik set alt fra stenalderen til bronzealderen og urokser og riddere. Jeg fik også set det danske Melodi Grand Prix, bare fordi jeg ikke havde set det i de par år jeg har boet i Skotland, og fik endda en lille smule håndbold med, selvom det egentlig ikke interesserer mig. Mandag fløj jeg så tilbage og efter en halv times forsinkelse i Kastrup, var jeg endelig på vej. Jeg kan på ingen måde anbefale at flyve med et hoved fuld af forkølelse, men jeg nåede da hel frem og fik bakset mig selv og min baggage på bussen indtil Edinburgh og derefter toget til Glasgow, hvor Martin hentede mig.

Efter nogle dage med afslapning for at komme over min forkølelse, kom der gang i min verden igen. Torsdag aften tog jeg nogle billeder af et par dansegrupper på Centrestage og fredag var jeg guide på universitetet til den store officielle åbningsceremoni. Bygningen åbnede egentlig for studerende osv. allerede i august (da jeg også var guide), men det var så først her i starten af 2012 den blev “rigtig” åbnet med masser af VIPs som jeg ikke helt fik styr på hvem var (men de var vist meget vigtige) og så var der masser af presse og fine ting sat op så universitetet blev præsenteret på den absolut bedste måde. Vi guider blev udstyret med fine nye sorte trøjer med universitetets logo på og så gik det ellers igang. Der var taler og champagnereception og vi rendte rundt og sørgede for at alting var i orden. På et tidspunkt faldt jeg i snak med en fotograf fra den skotske avis The Herald, som gerne ville have et billede af nogle studerende foran den nye bygning fordi han syntes alle vigtige mennesker i jakkesæt blev lidt kedelige i længden. Det syntes jeg gerne jeg ville være med til, så sammen med nogle andre guider (to fra mit uni og én fra Scottish Agricultural College som vi deler bygningen med) gik vi ud og fik taget nogle billeder og i går, lørdag, var det i avisen. Billedet (og artiklen der bare handler om den nye bygning) kan klikkes på, så det bliver stort og til at se.

I går var Martin og jeg på bryllupsmesse her i Ayr. Det er den anden vi har været til, men vi er jo kun forlovet et  halvt år endnu, så vi syntes lige vi skulle have noget mere med. Det var rigtig hyggeligt og faktisk bedre end den noget større messe vi var til i Glasgow, da næsten alle stande var fra lokale steder. Jeg fik købt en lille ting til mit hår og vi havde det rigtig hyggeligt. Bagefter gik vi i en tur i en nærliggende park for at få noget frisk luft og så nogle nyligt udsprungne vintergækker. Det kan være det ligefrem bliver forår snart.

Og så lige et billede af min families søde kat Sophie, der tager sig en lur på gulvet i badeværelset.

Nytår 03.01.2012

Posted by TabiWH in generelt, mennesker, uni.
Tags: , , , , , , , , , , ,
add a comment

Efter en dejlig (men travl!) juletid hjemme hos de gamle er det blevet 2012 og jeg sidder her på den tredie dag i det nye år og prøver at lave nogle uni-relaterede ting. Jeg har en rapport der skal afleveres i morgen eftermiddag (er ved at uploade den til hvor vi skal aflevere den online), et “verdenskort” der skal afleveres mandag (halvfærdigt), en bunke blandede kort-relaterede ting også til mandag (skal puttes i en skitsebog og annoteres) og en bunke tegninger der også skal sættes i en skitsebog eller i hvert fald puttes pænt i en portfolio mappe. Og så skal jeg vist også have tegnet lidt flere småting og der er en lille rapport der skal skrives omkring alle min kort-ting.

Jeg havde egentlig overvejet om jeg ikke skulle skrive en opsummering af året der gik i 2011, men jeg tror bare det bliver til den følgende korte liste eftersom det vist er lige så nemt at læse alle mine blog posts fra i år hvis man vil have en længere version:

  • Januar – Var i Danmark
  • Februar – Startede nyt semester på uni
  • Marts – Uni
  • April – Var i Danmark igen, fik arbejde i Next da jeg kom hjem
  • Maj – Afsluttede semester på uni
  • Juni – Tog et intro engelsklærer-kursus
  • Juli – Var i Danmark igen, blev 23, blev forlovet (!)
  • August – Arbejdede mest, både i Next og som student guide på uni
  • September – Startede nyt semester på uni
  • Oktober – Forældrene kom på besøg
  • November – Matt var på besøg, sagde op i Next
  • December – Jul! Fjerde tur til Danmark i 2011

Det kunne måske godt være at jeg skulle gå i seng. Klokken er kun lige over 22 her, men jeg har også været oppe siden før 6 i morges fordi det stormede så forfærdeligt at det slet ikke var til at sove ordentligt. Jeg troede ellers vi var færdige med al den blæst for denne sæson, men nej. Naboens hegn blæste omkuld engang før jul og jeg det kunne vist have været lige fedt om de havde det fået lavet, for det var nok blæst om igen i dag. Den anden nabos hegn fik i hvert fald en tur på jorden sammen med køleskabet de havde sat ud til skraldespandene. Forhåbentlig bliver vejret lidt bedre snart så det bliver til at gå udenfor uden at man blæser væk og/eller bliver gennemblødt af regnen.

I morgen skal Martin og jeg sidst på eftermiddagen hjem til hans bedsteforældre til forsinket jule-/nytårsmiddag eftersom vi ikke var i landet henover julen. Vi fik ellers også julemiddag med kalkun og “all the trimmings” i søndags af samme grund og jeg synes også det blev til mindst to julemiddage da vi var i Danmark. Det er ikke så mærkeligt jeg mest har lyst til let mad og frugt efter den omgang. Og så måske også lige noget juleslik… Vi skulle lige i Lidl forleden dag for at købe deres restlager af billige marcipan/nougatstænger. Mmm. De koster jo nærmest ingenting herovre når de er på tilbud.

Så vil jeg lige slutte med et lille stykke kort-kunst som egentlig ikke har noget at gøre med mit kort-projekt som sådan, men opgaven siger at vi skal eksperimentere med forskellige ting, så der skulle lige afprøves et par ting med et forældet vejkort.

Flash Animation 09.12.2011

Posted by TabiWH in uni.
Tags: , , , ,
add a comment

Tidligt i går aftes fik jeg færdiggjort min animation. Medmindre jeg finder på at der er noget der skal ændres, men det tvivler jeg på. Jeg tilføjede noget i den sidste scene som ikke var i mine stillebilleder, hvilket den opmærksomme seer vil lægge mærke til.

Den handler om den lille havfrue som først ser verden under havet, som hun er bange for og ikke kan lide. Dernæst er det hendes drømmeverden på land hvor hun håber på at kunne få ben og en dejlig prins. Til sidst er det hvad der sker i slutningen af eventyret hvor hun ikke er blevet gift med prinsen og hun bliver til skum på bølgetoppene.

Min underviser var rigtig glad for mine stillebilleder og mit koncept, så jeg håber de også  kan lide den animerede udgave. Så skal jeg bare lige have skrevet en rapport om hvorfor jeg har brugt de forskellige billeder og hvad alting betyder (der er altid noget med symbolisme osv) og så er jeg færdig med det modul. Vi må se om jeg kan finde ud af at skrive rapporten før jul så jeg ikke sidder og roder med det oveni alle de andre ting der også skal afleveres i starten af januar.

Juleblæst 08.12.2011

Posted by TabiWH in generelt, mennesker, tanker, uni.
Tags: , , , , , , , , , , ,
add a comment

Det er jo december og traditionen tro er det meste af Skotlands uddannelsesinstitutioner osv. blevet afbrudt af vejret. Så universitetet har sne stormlukket i dag (jeg vågnede op til fire forskellige emails fra forskellige personer der alle fortalte de studerende om dette). Der har da vist godt nok været nogle problemer med sne, men det nærmeste jeg har mærket til det er et par kraftige haglbyger og lidt slud på mit vindue forleden aften. Vestkysten får altid mindre sne end resten af landet fordi det er en smule varmere. Til gengæld får vi så masser af regn og ekstrameget vind når det blæser. I skrivende stund er der skraldespande (heldigvis nyligt tømte) der blæser rundt på parkeringspladsen udenfor og vinder hyler i vinduerne og træerne. Selv vandet i toilettet ser ud til at have fået bølger – noget jeg ikke helt kan gennemskue hvordan hænger sammen. Men så har man også oplevet det. Soveværelset er nærmest et køleskab fordi vinduerne trænger til ny isolation i kanterne, så jeg fik da også lige ringer min udlejer som får en håndværker til at komme og kigge på det på et snarligt tidspunkt.

Så er det jo selvfølgelig også julemåneden! Ikke at blæst er så juleagtigt, men jeg har da fået julet lidt. Fik lavet mig nogle finskbrød i den første adventsweekend (de er alle blevet spist, dog ikke alle af mig!) og bagte en improviseret sandkage med hakkede hasselnødder i sidste uge. Faktisk overraskende god, men jeg kunne forestille mig at dejen kunne være bedre til cupcakes, da min ovn meget bedre kan finde ud af at bage små kager end store sandkager ordentligt. Det kunne være jeg skulle prøve det med mine sidste æg der snart skal bruges. Martin fik også bagt sig nogle pebernødder, men vi har stadig ikke haft noget fælles julebag. Vi fik dog sat juletræet op hjemme hos ham og besluttet at næste år skal vi nok have et nyt. Eller faktisk bliver det nok til to – ét i plastik som de bruger herovre og ét rigtig juletræ eftersom vores smag i pynt ikke helt passer til hinanden. Vi kan jo altid købe det ene mindre end det andet og have ét i hvert rum. Man kan ikke få for mange juletræer. Til gengæld kan man godt få for lidt. Jeg har ikke noget juletræ hos mig i år, da vi tager til København til jul og det kan godt mærkes at det ikke helt dufter helt af jul. Jeg har dog pyntet lidt op og er da også halvvejs i gennem Nissernes Ø som jeg ser hvert år på DVD.

Ellers har jeg travlt med universitetet og “praktik” på Centrestage. I sidste uge var jeg inde og tage billeder nærmest hver eneste aften fordi det var St Andrew’s Week og de havde en hel masse forskellige ting. Jeg var blandt andet til min første pub quiz (vi kom på en delt andenplads!), et live madlavningsshow og min første ceilidh (skotsk folkedans!). Jeg havde skotskternede strømpebukser på til ceilidh’en, men jeg tror det var rimeligt tydeligt at jeg ikke var skotsk, da jeg ikke havde lært alle dansene i skolen, som de andre havde. Det var alligevel en sjov og hyggelig aften. Jeg har også hørt fra pålidelige kilder at jeg har fotos i hele to lokalaviser, men eftersom jeg ikke holder nogle af dem må jeg vente til jeg ser Martin og hans bedsteforældre til at få fat i dem.

Jeg arbejder også på at få lavet min Flash animation færdig til mandag. Deadline er egentlig onsdag, men de vil så gerne have den på mandag, og det passer mig fint. Jeg er i gang med at animere den sidste af de tre billeder jeg oploadede sidst jeg opdaterede bloggen, og derefter skal jeg bare have fundet ud af hvordan jeg vil sætte dem sammen, om det skal være interaktivt så man klikker på noget før de skifter, eller om det bare skal køre af sig selv. Måske bliver det en blanding, men det bliver nok bare den selvkørende version der kommer herud på bloggen. Der er også en rapport der skal skrives, men den har først deadline i januar, så mon ikke jeg skulle arbejde lidt på  mit Advanced Visual Creativity projekt? Det er blevet lidt nedprioriteret eftersom det også først har deadline i januar. Og så er det ikke helt så interessant som min Flash animation. Måske skulle jeg rydde op på mit skrivebord så jeg faktisk har plads til at lavet noget der ikke involverer computeren.

Og så vil jeg lige slutte af med et billede af min “julefamilie” som består af en gammel mand, en gammel dame og en endnu ældre dame. De bor ude i gangen foran mit billede af en lille bestøvlet hest.

Collage-projekt 14.11.2011

Posted by TabiWH in uni.
Tags: ,
add a comment

Eftersom jeg i dag afleverede første afdeling af mit Digital Media projekt, tænkte jeg at jeg også lige ville uploade det her. Vi skal lave (og senere animere) collager med hybride væsener og fantasilandskaber. Det kan sagtens være at de når at ændre sig når jeg putter det hele ind i Flash og starter på noget animationsværk, men de skulle afleveres i dag så de kan se om vi er på vej i den rigtige retning med vores projekter.