jump to navigation

Sommer 16.07.2013

Posted by TabiWH in arbejde, generelt, mennesker, tanker, uni, yay.
Tags: , , , , , , , , , , , , ,
add a comment

Siden sidst er der sket det følgende (ikke nødvendigvis i den rækkefølge):

  • Det er blevet sommer, ikke sommer, sommer og lige nu ikke sommer igen
  • Tur til Canada for at besøge Daniel med Martin og mine forældre
  • Besøg af mine forældre og bedstemor her i Skotland
  • Er blevet færdig på uni!
  • Har planlagt en tur til Danmark
  • Mit projekt “My Muse” er lige pt. på en lille udstilling i Glasgow i et mindre galleri

Har fået en ny computer i (tidlig) fødselsdagsgave, og den har et tastatur jeg har haft meget svært ved at vænne mig til. Normalt tager det mig højest en uge at kunne skrive helt flydende på et nyt tastatur, men denne gang er det altså bare ikke helt som det plejer. Tasterne vil ikke helt som jeg vil. Så en smule af den grund, men også fordi der hele tiden sker noget, har min blog stået noget stille den sidste halvanden måneds tid.

Jeg er lige nu ikke lige i det rigtige humør til at skrive et meget langt indlæg om alle de ting vi så i Canada og hvad der ellers sker, men det kommer nok på et tidspunkt (evt. først om et par uger eller tre), men vil da lige lave en hurtig FAQ (ofte stillede spørgsmål) hvis nogen gerne ville vide noget om nogle af de andre ting:

Havde I en god tur til Canada? – Ja, det var en rigtig god tur! Det var dog godt nok noget varmt!

Hvornår kommer du/I til Danmark? – I næste uge!

Er det ikke lige omkring jeres bryllupsdag? – Jo, lige præcis! Faktisk ankommer vi dagen før vores papirbryllupsdag.

Hvad er det for noget med en udstilling? – Jeg søgte om at få mit muse-projekt med i en “Best of Degree Show” udstilling, og de sagde ja, så nu hænger mine tegninger af Matt i Six Foot Gallery i Glasgow indtil den 9. august.

Hvad skal du så nu, når du er blevet færdig på universitetet? – Jeg ved det ikke endnu. Jeg tænker og kigger og læser og undersøger. Jeg skal nok vende tilbage, når jeg ved noget mere specifikt. Lige nu trænger jeg bare til at få samlet mine tanker om fremtiden og set hvad der er derude, før jeg begynder på noget nyt.

Havde du sådan en sjov flad hat (mortar board) på til din dimmission? – Nej, det bruger de ikke rigtig i Skotland. Hvert universitet har deres egen “uniform”, og sidst jeg kiggede var der ikke nogle skotske universiteter der havde en hat indbygget, men det har de de fleste steder i England og USA. Traditionelt i Skotland er hatten kun for lærere, men de bruger dem heller ikke mere. Man kan dog stadig få en, hvis man køber den, når man lejer/køber sin kappe. Dog må man  ikke bruge den til selve dimmissionsceremonien. Herunder er der et billede af hvad jeg havde på til min dimmission:

tabi dimmission

 

Reklamer

DK og udstilling 04.06.2013

Posted by TabiWH in generelt, mennesker, tanker, uni, yay.
Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
add a comment

Vi var for et par uger siden et meget kort smut til Danmark. Min bedstemor havde af hele familien fået et besøg til Egeskov Slot med tilhørende weekend på Fyn, så vi var i Danmark i hele 68 timer (det tager længere tid at se alle sæsoner af Friends uden pauser).

Ligesom som sidste år i maj (endda cirka samme datoer) havde vi ikke lige opfattet at det var totalt sommer i Danmark og fløj, i hvad der nærmest var vintertøj, fra kolde blæsende Skotland og landede i totalt solskin hvor det både var for varmt til jakker og trøjer. Efter noget frokost osv. hos mine forældre, var det ind i bilen og over broen til Fyn. Hele familien havde lejet tre ferielejligheder i Fåborg, hvor det også var sommer.

Lørdag tog nogle af os ud at klatre i træer. Det var lidt i samme stil som da vi var på Go Ape med mine forældre og brødre, da de var på besøg i Skotland tilbage i 2010, men ret meget mere skræmmende. De “broer” man skulle gå over 10 meter over jorden (med sikkerhedsudstyr, selvfølgelig) var bare noget mere hullede og der skulle meget mere balance til.

klatreholdet

Hele klatreholdet.Min fætter Jakob meget meget højt oppe!Min fætter Jakob meget meget højt oppe!Mere klatring.Mere klatring.

Efter megen klatring og skovtursfrokost tog vi tilbage til feriestedet igen, hvor nogle slappede af på sofaen, nogle tog en svømmetur i den tilhørende pool og andre gik ture på stranden. Martin og jeg fik soppet en del i det meget varme solskinsvejr (godt nok var vandet meget koldt!). Dejligt med noget sommer!

martin i vand

Om aftenen blev der grillet, og vi skulle selvfølgelig se Melodi Grand Prix. Danmark vandt! Nu håber vi at vi kan få billetter til næste års show, så vi kan se det live.

Søndag blev det så tid til turen til Egeskov. På vej til slottet samlede vi Louise op i Ringe, da det var vores eneste chance for at se hende. Det regnede desværre noget af tiden i parken, men det var en rigtig hyggelig dag med hele familien.

familien spiser is

Efter en dejlig, lang og hyggelig weekend var det så tilbage over broen til København, hvor vi skulle meget tidligt op mandag, for at nå flyveren kl. 7:55. Da vi kom hjem, gik jeg lige på hovedet i seng og sov det meste af eftermiddagen og natten med. Det trængte jeg godt nok til efter så meget på én weekend.

Desværre var det stadig koldt i Skotland da vi kom hjem, men vi er nu lige begyndt at få sommer igen (dog stadig med regn og blæst ind i mellem).

Så blev det tid til vores udstilling på universitetet. Hvert år holder de studerende på 4. år en udstilling i maj måned, dels som del af et modul hvor man skal planlægge det hele, dels for at vise alting frem og dels for at der kan uddeles priser for bedste specialeskrivning, bedste kreative projekt og bedste artworks (et andet modul vi har haft).

Vores fernisering fik rigtig mange gæster! Det siges at der kom over 200 mennesker, så det var en del mere end jeg havde forventet og det var en rigtig god aften! Specielt efter jeg vandt prisen for bedste kreative projekt for mine tegninger af Matt! (læs mere om selve projektet her (på engelsk))

Mig med mit priscertifikat og udstillede billeder (HCA collager & Matt billeder).

Mig med mit priscertifikat og udstillede billeder (HCA collager & Matt billeder).

Nu er det snart slut med universitetet. Vi har dimission i næste måned, og så er jeg ellers bare færdig. Jeg er selvfølgelig allerede blevet spurgt om hvad jeg skal bagefter rigtig mange gange, men mit svar er stadig, at det ved jeg ikke helt. Jeg har kig på lidt forskelligt og overvejer alle mine muligheder grundigt, men lige nu ved jeg ikke hvad det kommer til at blive til.

For resten har jeg nu fået en facebookside til mine tegninger og andet kunst/kreativt (dog ikke fotos), som man kan “synes godt om” og følge mine opdates (normalt på engelsk, men mine tegninger giver som regel mening på alle sprog). Den kan findes på https://www.facebook.com/tabita.

Næsten færdig med uni 14.05.2013

Posted by TabiWH in generelt, uni.
Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
add a comment

Efter et regnfuldt og travlt forår er jeg nu næsten færdig på universitetet. Specialet er afleveret og det samme er mit store kreative projekt. Mit sidste modul er “presentation & promotion”, hvor vi udover at lave hver vores hjemmesider osv., skal arrangere en udstilling som gruppe, og så er der dimission i starten af juli.

kreativt projekt i kasserJeg udstiller mit kreative projekt og noget af mit HC Andersen projekt fra sidste semester. Mit kreative projekt består af 16 indrammede tegninger, som lige pt. er fordelt over to papkasser der står på uni, og en tilhørende animation der viser alle lagene i tegningerne blive bygget op (og pillet ned).

Det er desværre nærmest umuligt at uploade animationen i høj definition på internettet, men jeg har en ikke helt så skarp version herunder: (den tager 6 minutter, har ingen lyd og kan godt virke lidt lang, når der ikke rigtig er andet at kigge på ved siden af :P)

Mine HC Andersen collager er også klar til udstillingen. Jeg illustrerede sidste semester seks HCA eventyr med papircollager til mit “Artworks” modul: Den lille pige med svovlstikkerne, Hyrdinden og skorstensfejeren, Den flyvende kuffert, De vilde svaner, Tommelise og Dyndkongens datter. De tre førstnævnte var mere mørke i det (selvom jeg personligt godt kunne lide den med svolvstikkerne), så min vejleder syntes jeg kun skulle udstille de tre lysere collager. Det er fint med mig, da de passer godt sammen som en serie, og så er der heller ikke uendeligt meget plads, da vi er næsten 30 studerende der skal deles om pladsen.

de vilde svaner

tommelise

dyndkongens datter

Collagerne er str. A3 og har en smule flottere farver i virkeligheden. Det er også lidt svært at se hvordan teksturerne virker på billeder (f.eks. er solene lavet af metallisk guldpapir), men det vist godt nok.

Eftersom jeg nu ikke har helt lige så meget at lave på universitetet, har jeg haft tid til igen at tage på ture med Martin i weekenderne. Det har vi ikke haft meget held med henover vintere. Martins første fridag efter jeg havde afleveret mine to store projekter faldt på en fredag, da firmaet havde et eller andet jubilæum der skulle fejres med en gratis og obligatorisk fridag. Vi tog til Culzean Castle, hvor Martin arbejdede hele sidste sommer, men det var desværre den mest regnfulde dag i flere måneder, så der blev ikke rigtig en lang gåtur i den tilhørende have. Vi fik dog spist vores lækre medbragte frokost i orangeriet, hvor vi fandt den eneste bænk der ikke var placeret under en læk i glastaget.

flod ved rasteplads

Søndagen efter syntes vi så, at vi skulle på en rigtig tur, så vi pakkede masser af frokost i bilen, og kørte sydpå mod Dumfries, hvor parken omkring Portrack House holdt åbent hus. De har kun åbent for offentligheden én gang om året, så det syntes vi lige vi skulle se. Det var en kæmpe have med masser af underlige/flotte/anderledes bakker, skulpturer og installationer, og heldigvis var det tørvejr det meste af tiden. Undervejs derned stoppede vi ved en rasteplads, som havde en vidunderlig idyllisk flod strømmende forbi ved siden af (se ovenfor). Vi spiste noget af vores medbragte mad, og nød ellers det varme solskin, som desværre blev til gråvejr lidt senere.

Herunder lige et billede af mig på en af de kunstige bakker i haven ved Portrack House:

tabi ved pontrack house

Det blev til en rigtig hyggelig dag, med masser af interessante indtryk. Vi fik også lige snuppet os en kop te og kage, før vi kørte hjem igen.

I fredags var det tid til endnu en tur, men denne gang var det fordi Martins arbejde sponsorerede Ayr dyrskue. Martin er jo social media koordinator, så hans job var at live-tweete nogle af de vigtige/relevant begivenheder, og han havde taget mig med som fotograf, så han kunne få nogle gode billeder til facebook senere. Det var desværre en rigtig regnfuld dag (igen!), men det var nu meget sjovt at være til dyrskue. Eller måske er “sjovt” ikke det rigtige ord, men det var nu hyggeligt alligevel. De havde også et stort telt med kreative boder osv., så det syntes jeg var lidt mere interessant end køer og får.

køer til dyrskue

Og nu er det næsten sommer. Jeg opdagede i går at der pludselig kun er to uger tilbage af maj, så nærmest hele foråret er bare gået uden at nogen har lagt mærke til det. Vi har da både haft påskeliljer og tulipaner, men der har været så meget regn og blæst de sidste par uger, at det ikke føles som næsten sommer overhovedet. Men måske bliver det bedre, vi har i hvert fald solskin i dag.

16 færdige tegninger! 11.04.2013

Posted by TabiWH in mennesker, uni, yay.
Tags: , , , , ,
add a comment

drappa collage

 

Jeg har netop færdiggjort min 16. og dermed sidste pentool tegning til mit kreative projekt. De er her vist i den rækkefølge de blev tegnet i, men har endnu ikke bestemt hvordan de skal hænges op til vores udstilling sidst i maj måned. Jeg skal nu få dem klar til at blive printet i morgen, så jeg kan få dem rammet ind. Jeg har også en animation der skal laves og en rapport der skal skrives, men den mest tidskrævende (og kreative) del af opgaven er nu overstået.

Glædelig påske 01.04.2013

Posted by TabiWH in generelt, mennesker, uni, yay.
Tags: , , , , ,
add a comment

Efter hvad der føles som måneder (okay, faktisk er det nok måneder), har jeg endelig fået noget af mit liv tilbage! I sidste uge afleverede jeg mit speciale, og jeg behøver nu ikke at tænke mere på Askepot i meget lang tid! Havde godt nok fået nok, men det blev da færdigt.

Jeg har stadig mit store kreative projekt, der skal færdiggøres og vi har på min uddannelse en udstilling der skal arrangeres til sidst i maj, men har endelig også tid til lidt af mit eget, og ikke mindst har jeg igen mine aftener fri, så jeg kan hygge foran fjernsynet med Martin. Han er faldet rigtig godt til i sit nye job i Ayr, og arbejder hver dag. Det skulle vi lige vænne os til, men som med alt andet er det faldet på plads.

Her i weekenden var vi i Edinburgh i et par dage, da vi havde billetter til noget comedy i fredags. Det var næsten forår, dog med noget sne på bakkerne i det fjerne, men solen skinnede og der var krokus alle vegne.

P1010266_t

 

I går var vi til påskegudstjeneste og derefter på et lille besøg hos Martins bedsteforældre, som allerede har blomstrende påskeliljer i haven. Det er dog stadig noget koldt, så det er lidt svært at finde ud af om foråret er kommet for at blive, eller om det pludselig skifter tilbage til vinter igen.

I denne uge har jeg forskudt påskeferie, da universitetet holder fri den første uge i april (+ langfredag og 2. påskedag) lige meget hvornår påsken falder, og næste uge er vist også lidt halvlukket. Jeg har nu alligevel nok at se til, og det bliver sikkert også til en tur til Ayr for at få nogle ting testprintet på uni.

Projekter, projekter 24.02.2013

Posted by TabiWH in arbejde, generelt, mennesker, uni, yay.
Tags: , , , , ,
add a comment

Jeg har som sædvanligt travlt med diverse projekter – de fleste universitetsrelaterede – og har ikke meget tid til at lave så meget andet. Syntes dog lige jeg ville opdatere bloggen med én af mine nyeste tegninger i min Matt serie:

matt 6

Jeg har til denne tegning lavet en lille video, så man kan se tegningen blive til lag for lag. Den er desværre ikke så god kvalitet, som jeg havde håbet, da den eller ikke ville kunne vises ordentligt online. Videoen er også noget hurtigere, end den tid det faktisk tog mig at lave tegningen. Her er det bare lagene der bliver slået til, ét ad gangen, mens jeg i virkeligheden tegnede dem alle inkl. de mange små hvide stykker på den strikkede trøje.

Det bliver forhåbentligt til omkring 16 tegninger af denne slags, som skal afleveres sidst i april sammen med en rapport om projektet. Indtil videre har jeg otte færdige tegninger, og det går fremad. Udover det er jeg også godt i gang med mit speciale. Faktisk er jeg nået til den sidste strækning, hvor jeg lige skal skrive resten af mine noter ind og så skal der redigeres igennem. Sidder pt. med 28 sider, og er efterhånden ved at være godt træt af Askepot. Dog kan jeg næsten se lyset for enden af tunnellen, så jeg glæder mig til at få det ud af verden!

Ellers er der herhjemme ikke sket så store forandringer… før i morgen! Martin har nemlig fået fuldtidsarbejde som Social Media Marketing Coordinator hos et firma i Ayr, i første omgang med en 1-årig kontrakt, og han starter i morgen tidlig. Det bliver rigtig spændende og også rigtig rart at få lidt mere end min SU ind på kontoen. Det glæder vi os meget over.

Nytår og den slags 03.02.2013

Posted by TabiWH in generelt, mennesker, tanker, uni.
Tags: , , , , , , , , , , , , ,
add a comment

Nu har bloggen efterhånden ligget stille hen i noget tid, da jeg ikke havde hverken tid eller overskud til at opdatere den jævnligt, men nu er overskuddet i hvert fald tilbage, så mon ikke jeg også kan finde tiden til det?

I slutningen af januar syntes jeg, at det føltes meget mere som slutningen af året, end det gjorde i december, så 1. februar blev til den nye start, jeg ikke lige fik med den 1. januar. Jeg er efter en lille pause fra skriveriet kommet igang med specialet igen, og er nu over halvvejs med masser at skrive endnu! Jeg er efterhånden lidt træt af Askepot, som jeg skriver om, men det betyder jo bare at jeg er produktiv nok.  Jeg er også godt igang med mit kreative projekt (mit andet store uni modul her på fjerde/sidste år), som også fik sig en lille pause. Det nye semester starter igen i morgen, og jeg føler mig langt bedre forberedt end jeg gjorde bare for en uge siden.

Mit kreative projekt går (meget kort sagt) ud på at lave nogle tegninger i photoshop af Matt. De er lavet manuelt lag for lag. Her er lige én af dem (dog uden baggrund, da de kommer senere):

matt 4Ellers har jeg også gang i et par kreative projekter uden for uni, men de er ikke kommet så lang endnu, så de må vente lidt.

Martin og jeg var jo et smut i Danmark sidst i januar, og nød at komme lidt væk fra det hele. Det var virkelig en tiltrængt ferie, selvom det godt nok var langt under frysepunktet det meste af tiden. Vi fik brugt nogle af de oplevelsgavekort vi fik i bryllupsgave, og det blev både til rigtig dejlig brunch og hyggelig porcelænsmaling. Nu er vi så hjemme igen og har haft tid til at gå nogle ture. I går var havde vi planlagt en lille gåtur langs med stranden i solskinsvejret, og endte med en tur fra Irvine til Troon og tilbage igen på ca. 12.3 km. Det var lige langt nok syntes vi begge to, men dejligt at være ude i solen.

Og så lige et par ting jeg vist ikke lige fik med fra 2012:

– Jeg synger nu med i gospelkoret på Centrestage. Det var efterhånden 5-6 år siden jeg havde været med i et kor, så nu syntes jeg det var på tide.

– Vores septembertur til Edinburgh indeholdt et besøg i Edinburgh Zoo. Her er lige et enkelt billede:

jaguar

Tiny Town 23.10.2012

Posted by TabiWH in arbejde, mennesker, uni.
Tags: , , , , , , ,
add a comment

Jeg har lige for tiden helt utrolig travlt med uni, da jeg skriver speciale (eller lige pt. er det bare masser af bøger og noter) og samtidig har gang i to kreative projekter. Men mere om det i et senere indlæg, da jeg ikke rigtig har noget at vise frem endnu, og så havde jeg jo sagt at jeg ville skrive om mit “Tiny Town” projekt.

Helt tilbage i starten af sommeren havde de på Ayr kommune gang i et projekt der hed “Ayr Renaissance”, hvor de ville forsøge at få byen til at se pænere ud og få gang i hovedgaden igen efter finanskrisen tog hårdt på de lokale butikker. En gang om året holder Ayr, og en del andre skotske byer, åbent hus, hvor diverse steder holder åbent, hvor man normalt måske ikke kan komme ind. Det minder ret meget om Københavns kulturnat, bortset fra at det er om dagen og strækker sig over en weekend. Til disse åbent hus dage havde de så gang i et projekt, der skulle sørge for at få en masse workshops op at køre, hvor hovedfokus var gamle bygninger. Én af mine student guide kolleger arbejdede på netop dette projekt, og havde fundet på at det kunne være sjovt hvis man kunne bygge disse gamle bygninger i hovedgaden af papkasser. Hun tænkte at det nok ville tage et par måneder, og fik en af mine klassekammerater fra uni på sagen. (jeg havde slet ikke hørt om det, da hun tænkte at jeg havde for travlt med bryllupsplanlægning. Og det havde jeg.)

Anyway, vi spoler tiden halvanden måned frem, brylluppet er veloverstået og jeg har endelig resten af august måned fri til at læse op på specialeskrivning. Eller hvad? Det blev der ikke meget af, da min kollega pludselig kontaktede mig totalt panikslagen, da hendes anden kunstner ikke havde lavet noget hele sommeren og kort sagt havde ignoreret alle hendes forsøg på at kontakte hende, så nu stod hun med to uger tilbage før deadline og manglede en person der kunne bygge en række gamle huse.

Så slog jeg til. Det blev til to uger uden megen søvn, og både stuen og køkkenet var fulde af alle mulige slags papkasser. Det blev også til et par ture til Ayr, da jobbet også bestod i at tage ud på en skole og få nogle børn til at bygge nogle af de mindre vanskelige bygninger i hovedgaden – efter at jeg havde lavet skabeloner til både bygninger og tage osv.

Til sidst havde jeg bygget både rådhus, gamle banker og et tårn, og det hele stod rundt omkring i lejligheden. Efter jeg med hjælp fra Martin fik det bragt til Ayr, blev det hele flyttet ned til havnen, hvor folk kunne komme og bygge deres eget lille hus. Jeg arbejdede på universitet i weekenden, da de også havde åbent hus, men jeg fik et lift ned til byen af en kollega, så jeg lige kunne få set mine bygninger sammen med de små ekstra huse inden jeg skulle med bussen hjem. Det var godt nok nogle travle og trættende uger, men nu har jeg prøvet at få løn for at bygge huse af pap, så det var en interessant oplevelse. Det tog mig også et par uger bagefter, før jeg kunne kigge på bygninger uden at overveje, hvordan man mon kunne lave dem af pap.

Her er lige nogle billeder:

Ayr Rådhus på “udstillingen”

Ayr Rådhus som det ser ud i virkeligheden

Ayr Rådhus før det blev malet.

“Den lyserøde bygning”

Wallace Tower

Nogle gamle bank-bygninger

Det der med at opdatere bloggen, når der er travlt… 12.09.2012

Posted by TabiWH in arbejde, generelt, mennesker, tanker, uni.
Tags: , , , , , ,
add a comment

Både Martin og jeg har siden vi kom hjem fra Danmark, haft usædvanligt travlt. Først var der vores skotske velsignelse (som var rigtig god!) med besøg af mine forældre (hvor skønt!). Siden da har Martin arbejdet nærmest hver dag, og har haft noget han/vi skulle på alle fridage. Jeg blev pludselig overtalt til at være med i et projekt, hvor jeg kort sagt skulle lave to og en halv måneders arbejde på to uger, så pludselig havde jeg også vildt travlt. Da jeg endelig var færdig med det, og klar til at slappe af og sove ud, så var der en weekend fuld af student guiding der kom i vejen, hvorefter vi smuttede til Edinburgh i nogle dage. Da vi kom hjem, var det tilbage på arbejdet med Martin og jeg fik til opgave at lave den nye arbejdsrota for alle guides, da universitetet har introuge i næste uge, og så starter modulerne ellers igen ugen efter. Jeg blev forfremmet til student guide teamleder for nogle måneder siden, og dette er min første opgave, hvor jeg er ansvarlig for mere end en almindelig guide. Jeg ved slet ikke hvad der blev af resten af sommeren og nu er nærmest halvdelen af denne måned også gået!

Nå, I hvert fald har jeg planer om følgende opdates de næste par uger (eller måneder):

– Brylluppet! Og også velsignelsen. Billeder, tekst, tanker, forberedelser, osv. Kunne blive 2-3 opdates, hvis jeg kommer til at skrive for meget.

– Rundt omkring i lejligheden. Billeder af diverse ting i vores lille hjem.

– Edinburgh, vores lille “bryllupsrejse”.

– Tiny Town, det projekt jeg brugte hver dag i to uger på at få færdigt.

Jeg er allerede i gang med bryllupsopdateringen, men vil have den færdig, så jeg ikke oploader den første del og der så går flere måneder før den næste. De andre opdateringer er ikke så store, så det kan være de kommer først. I hvert fald kan jeg ikke garanteret kronologisk rækkefølge.

Her er lige et billede fra da vi var i Edinburgh i én dag på Martins fødselsdag til comedyfestival. Vi så fire shows, hvoraf tre af dem var gode, og havde for en gangs skyld tid til at spise på en god lille italiensk restaurant. Det var en rigtig god dag. Anyway, billedet er af en tilfældig jonglør på en gylden postkasse. Royal Mail (den britiske udgave af Post Danmark) malede en postkasse guldfarvet i hjembyen for hver OL guldmedaljevinder fra Team Storbrittanien.

Undulater osv. 11.07.2012

Posted by TabiWH in generelt, mennesker, tanker, uni.
Tags: , , , ,
1 comment so far

Jeg må indrømme at bloggen er gået lidt stand-by de sidste par uger, men det er nu ikke fordi der ikke sker noget – tværtimod! Jeg har brugt meget tid på at pakke helt ud, og lejligheden ser da også næsten helt godt ud nu, og ellers er der meget tid der bliver brugt på computeren, hvor der er bryllupsting der skal færdiggøres. Jeg er gået lidt i stå med et par af projekterne, men jeg tror nu nok det hele kommer til at være klart til om halvanden uge (!). I dag hentede jeg min brudekjole hos skrædderen, hvor den lige skulle have lavet nogle små ændringer og for nylig var Martin inde for at prøve sit jakkesæt, så han kunne få den helt rigtige størrelse.

I sidste uge læste jeg på Facebook at én jeg tidligere har arbejdet sammen med på universitetet manglede et sted til sine fugle, da hun desværre var blevet allergisk. Der var fem undulater og to papagøje-agtige fugle og en halv dag senere sad to af undulaterne i et bur inde i stuen. Den blå hedder Sky og den grå/hvide hedder Bobby.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De er begge glade for at larme når fjernsynet er tændt og kan godt lide broccoli. De er ikke håndtamme (endnu), men der bliver snakket til dem, og det virker til at de har vænnet sig helt til deres nye hjem.

I denne uge var det Martins dimmision på universitet. Han blev jo egentlig færdig med sit speciale helt tilbage i efteråret, men det skulle rundt til forskellige censorer osv., så det blev altså først nu han officielt blev færdig. Vi var oppe i Glasgow på en helt vild regnfuld dag, men det var nu alligevel en god dag.

I fredags var jeg også til dimmision, men det var som student guide på mit eget universitet. Det var en meget lang dag, da der var overrækkelse af eksamensbeviser på rådhuset af to omgange med reception imellem og efter, og alle skulle hente deres eksamenskapper, med busser ned til rådhuset og så tilbage igen, men det var en spændende dag. Dagen før havde jeg været til samtale for at få jobbet igen næste år, men i stedet for en egentlig samtale blev jeg forfremmet til teamleder hvilket betyder at jeg har mulighed for flere vagter og opgaver.

Ellers går den sidste rest af tiden med at sukke over det manglende sommervejr (ja ja, det regner jo altid i Skotland) og at nyde den dejlige lejlighed som meget hurtigt er blevet til hjem.