jump to navigation

Velsignelsen 01.10.2012

Posted by TabiWH in mennesker, tanker, yay.
Tags: , , , , , , , , , , , , ,
trackback

Hvis du gik glip af brylluppet, starter blogindlæggene om det her.

Allerede før Martin friede viste vi, at når vi engang skulle giftes, skulle vi have noget både i Danmark og Skotland. Da vi jo blev gift i København, planlagde vi i en velsignelse i Martins kirke i Kilmarnock. Engang sidst på foråret fik vi aftalt datoen den 12. august med præsten og først på sommeren fik vi snakket med en dame fra kirken, som normalt står for kaffe osv. Hun var meget interesseret i vores velsignelse, da hun aldrig havde været til sådan en før, så hun gik rigtig meget op i at alting skulle være helt perfekt. Faktisk gik hun nok mere op i detaljerne end vi selv gjorde. Hun brugte i hvert fald meget energi på at sige, at vi i hvert fald skulle have bryllupsservietter, og ikke bare hvide! Jeg fandt nogle med små hjerter på, og dem var hun vist fint tilfreds med.

Så var det eller til Danmark og blive gift, og da vi kom hjem blev vi smidt lige ind i hverdagen igen, før mine forældre kom til Skotland den 9. august. Martin arbejdede alle dage op til weekenden med velsignelsen, så jeg tog med mine forældre på tur til Ayr, hvor vi nød sommervejret (jeg syntes godt nok det blive lige varmt nok). Vi fik os også lige en snak med præsten en af aftenerne, og han fortalte os hvordan det ville komme til at foregå.

Lørdag den 11. havde Martins forældre bestilt bord til 14 på et fint hotel til tre-retters frokost, så den nærmeste familie alle sammen kunne være med. Vi var os selv, mine forældre, Martins forældre, Martins stedbedstemor, Martins bedsteforældre, Martins faster og Martins onkel, tante og børn. Hans bedstefar og tante + børn kunne ikke være med til brylluppet, så det var fint at de kunne være med her i stedet. De kom også til velsignelsen dagen efter.

Vi fik spist forret og hovedret og kom til desserten, hvortil Martins fætter på 6 spurgte hvorfor Martin og jeg havde bestilt det samme til dessert. Martin fortalte ham at når man er gift, så spiser man altid det samme som hinanden. Det svar var han helt tilfreds med.

Efter al maden sagde vi på gensyn til Martins familie og gik en tur på stranden ved Troon med mine forældre. Min pæne nye kjole og høje hæle samt Martins skjorte og pæne sorte bukser passede ikke helt til strandtur, men det gik. Da vi kom hjem, skulle vi pynte Martins hjemmelavede britiske bryllupskager til næste morgen. Vi havde lagt marcipan og fondant på begge aftenen før, men havde godt nok nogle problemer med pynten. Til sidst blev det med hjælp fra min far, til nogle røde hjerter i midten og små lyseblå blomster rundt i kanten. Det passede også fint til servietterne, som også havde lyseblå kanter.

Næste morgen skulle jeg i min kjole, som jeg havde købt specielt til velsignelsen. Jeg ville ikke til at have brudekjolen på igen, så havde købt en kort hvid sommerkjole i stedet. Det var den jeg også havde tænkt som nødsituationskjole til brylluppet, men efter alt det med musen i kufferten, havde den bare fået en vask og var kommet med hjem til Skotland igen… Og pludselig var den en halv størrelse for lille! Jeg ved ikke om det var al den lækre mad vi havde spist den sidste måneds tid i forbindelse med ferie, bryllup osv, men den sad godt nok ikke helt som den skulle. Så af med den, og ind i skabet og finde alle mine andre hvide kjoler frem. Det var det samme med dem alle sammen. Til sidst fik jeg klemt mig ned i den første kjole, og så blev det altså bare den, selvom den stadig ikke sad så perfekt, som da jeg købte den.

Nå, men så var det afsted til kirken med bryllupskage på skødet og servietter i bagagerummet. Vi var først til almindelig gudstjeneste, og derefter startede velsignelsen. Vi havde inviteret Martins familie og venner af familien, som ikke kunne være med i Danmark, mine venner fra universitetet og folk fra Centrestage, og så var der også folk fra menigheden.

Vi sang en enkelt salme – Thine Be The Glory, som vi også sang til brylluppet, præsten holdt sin tale og velsignede os (vi fik lige lov til at sige “I will”), der var en bøn eller to, og så skar vi vores bryllupskage for før kaffen. Det var en hyggelig og meget simpel ceremoni, men det var rigtig dejligt at få lov til at dele vores glæde med endnu flere mennesker. Efter kaffen tog vi hjem til Martins forældre og åbnede gaver og hyggede indtil aftenstid.

Mine forældre blev nogle dage længere, så vi tog til Glasgow en dag og gik en tur i Kilmarnock en anden dag, og så kørte jeg dem til lufthavnen så tidligt om morgenen, at jeg var hjemme igen før kl. 7:00. Det var godt nok noget tidligt, men så var der til gengæld ikke så meget traffik.

Derefter var det slut med bryllupsfestlighederne og hverdagstravlheden kunne tage fat igen. Og dét gjorde den! Men mere om det senere.

Advertisements

Kommentarer»

No comments yet — be the first.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: